Annonce
Ugeavisen Odense

John Hoppe: Sammen er vi stærke

Hverdagen er ændret drastisk for John Hoppe, der dog forsøger at holde humøret oppe. PR-foto
Det har kostet tusindevis af kroner for John Hoppe, der har Vinoble i Odense, at corona-visusset har lammet Odense, Danmark og hele verden. Men optimismen er trods alt stadig intakt
Annonce
Efter at Covid19 har vist sit ansigt i Danmark, er virkeligheden gået op for folk, og dagligdagen har ændret sig markant for mange. Det gælder også hos Vinoble Odense, hvor alle smagninger, der var booket for marts måned, er aflyst. Et samlet tab på 120.000 kr. oplyser John Hoppe, indehaver af Vinoble Odense, Dalumvej.
- Alle påskeordre er ligeledes blevet skubbet eller aflyst. Beløbet er i samme prisleje. Det gode her er dog, at både ved smagninger og ordrer har alle sagt, de vil vende tilbage, når vi er ovre denne underlige periode, siger John Hoppe.
Handlen i butikken er ligeledes præget af Covid19. Forrige weekend tog folk det roligt. Dog købte de stort ind, sådan at de havde på lager derhjemme, men i sidste uge stoppede al handel næsten med det samme, oplyser John Hoppe.
- Vi besluttede at holde lukket i nogle dage for så at åbne op igen. Men nu under meget strikse krav om hvordan kunderne og jeg skulle færdes i butikken. Butikken er simpelthen blevet opdelt i Zoner. Ventezoner, betalingszone og afhentningszone. Kun butikspersonale (afsprittet mig), må røre ved varerne før udlevering. Al samtale mellem os og kunden foregår med to meters afstand, og kunderne kan ikke bevæge sig frit rundt i butikken mere. Vi har begrænset bevægelsen og henter/fremviser varen på sikker afstand. Better safe than sorry. Og vi har masser af sprit sat frem, siger John Hoppe.
Der må max være to kunder i butikken på samme tid. Al personale er hjemsendt, og John tager selv tjansen i butikken. Butikstiderne er ligeledes blevet begrænset fra kl. 10.30- 15.30. Dette fordi Vinoble Odense kører tilbud på "Overlevelsespakker" på sociale medier, som bliver bragt ud efter 15.30.
- Mange ringer også ind og beder os om at komme ud med vin, rom, whisky og gin. Dejligt med støtten, siger John Hoppe.
Igennem dette prøver John Hoppe at holde hjulene i gang og bare få lidt ind.
- Men klart. Omsætningen har ændret sig, og jeg kan da mærke, at folks tanker ikke lige drejer sig om at forkæle smagsløgene. Vi kommer til at have lukket nogle dage den næste tid og så åben andre dage. Det vigtigste for mig er sikkerheden for kunden, men da helt klart også for mig selv, siger John Hoppe.
- Et pres som virksomhedsejer. Ja da. Men jeg prøver altid at være proaktiv, når problemer melder sin ankomst. Se muligheder og find en løsning. Dejligt med hjælp fra Staten. Havde dog ikke regnet med dette. Så jeg prøver også selv at finde løsningerne. Det bliver hårdt, men vi tilpasser os. Livet forsætter jo, siger John Hoppe.
Annonce

Familie

John Hoppe skal også have familielivet til at fungere. Her har han også fokus på at alt skal være godt derhjemme i en hård tid, for alle.
- Ja, så er der jo også det derhjemme. Som selvstændig kræver det jo også en del overskud vil nogle jo sige. Jeg har en teenager i huset og en partner, som arbejder som lærer. Så har de jo også en del at tænke på. Fruen er på tilkaldevagt og sidder om morgenen og laver fjernundervisning. Teenageren er ved at gå ud af sit gode skind, fordi hun ikke kan se vennerne, Og så skal hun tilmed også lave lektier. Ja, så må vi/jeg lægge tankerne på hylden og sammen som familie sørge for, at strukturere en sammenhængende dag, der virker for alle, siger John Hoppe.
John og familien har begrænset deres samvær med andre. Familien tager ikke imod besøgende, ingen legekammerater, samtalen med naboen foregår over hækken, og så ringer de hver dag til en hyggesnak med de gamle.
- Så vi kører det, som en almindelig hverdag, hvor vi har ændret lidt på rytmen. Morgenmad, tur med hunden, jeg tager afsted, og pigerne påbegynder dagen med hjemmearbejde og lektier. Derefter har vi lagt forskellige aktiviteter ind, hvor vi laver noget sammen. Gåture, ud i naturen, spil, film, mad og bare hygge, siger John Hoppe.
Det vigtigste for John er, at datteren føler sig tryg og sikker. Og at hun ikke mærker det, der sker udefra, men at hun er bevidst om, hvad der sker og forstår det. Men at hun også kan have et liv.
Så der bliver skypet en del og talt over de sociale medier.
- Så har hun også fået en ukulele, som hun har ønsket. Dette bliver helt klar et tidskrævende projekt for hende, siger John Hoppe.
John kom hjem fra Sydafrika for to en halv uge siden, hvor de virkelig havde kontrol af folk med scanner ved ankomsten. Op til hele tre gange blev han kontrolleret.
- Ved ankomst til Danmark talte vi da om, at det var underligt, at man i Danmark ikke kontrollerede. Nå, men bagklog kan vi altid være, siger John Hoppe.
- Vi bliver alle nødt til at vise overskud, forståelse for hinanden og at dette er alvor. Hjælp hinanden, vær tålmodig overfor din næste, tag sikkerhedsregler for dig selv og din familie. Sammen er vi stærke, slutter John Hoppe, indehaver af Vinoble Odense.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce