Annonce
Ugeavisen Odense

Kåring gik i Seerups hjerte

Foto: Kurt Rasmussen
Da Jesper Seerup sidste år vandt prisen Best of Odense i kategorien, bedste café, blev han ramt af en usædvanlig følelse, der gik helt ind i kroppen.
Annonce

Jernbanegade: Kun to år har Sirups Coffee Wine Bar eksisteret og alligevel lykkedes det sidste år ejeren, Jesper Seerup, at føre sin café helt op i det øverste lag, da forretningen strøg af med titlen som bedste café i Odense ved byens store event, Best of Odense 2019.

- På forhånd havde jeg ikke kunnet sætte mig ind i det, men da jeg så hørte under showet, at der var 63.000 mennesker, der havde stemt, var jeg meget overrasket. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, siger den 48-årige caféejer, der blev ramt af en stærk følelse.

- Jeg blev meget ydmyg, for jeg tvivlede på, at jeg havde så mange gæster igennem på et år. Men at jeg nåede ud til så mange og havde skabt noget, som jeg kunne vinde på, det var jeg meget positivt overrasket over, siger han og forklarer, hvad han anser for vigtigt for at få succes.

- Alt er en smagssag, men hyggen og hjertevarmen er vigtig, og de ansatte skal have lyst til mennesker. Jeg vil vove at påstå, at vores serviceniveau ligger en smule over de andres, fordi vi interesserer os for mennesker. Én ting er at sætte det som mål, og en anden ting er at skabe det, og når jeg kigger på reaktionerne fra gæsterne og dem, jeg taler med og på anmeldelserne, så synes jeg, det er lykkedes i stor udtrækning, siger Jesper Seerup.


Jeg vinder ved at have dygtige og stærke naboer, og det er hele byen, der vinder i sidste ende

Jesper Seerup


Annonce

Teamet er vigtigt

Han bryder sig ikke om at tage æren alene, men fremhæver sit personale som udslagsgivende for succesen.

- Kåringen er en kæmpecadeau til holdet, for det er dem, der driver forretningen i hverdagen. Det er ikke mig, når jeg sidder bag skrivebordet. Det er holdet, der driver indsatsen, og det er en synliggørelse af de småting, vi gør i hverdagen, og at det faktisk betyder noget. Der bliver lagt mærke til det, og det er fantastisk, siger han med adresse til sit personale.

- Det har givet gejst i teamet, og den pr-værdi, som kåringen gav, har vi også kunnet se i forretningen, for nu skulle folk jo ind og se fisken, siger Jesper Seerup, der kun har ros tilovers for konceptet, ”Byens Bedste”.

- Min fornemmelse er, at kåringen ikke blot har boostet min forretning. Jeg mener, at en kåring til byens bedste er en god ting for lokalmiljøerne, som jeg håber, findes i alle byer af en vis størrelse, for det skaber en opmærksomhed om, hvad der sker i byen, siger han og fortsætter.

- Man er nødt til at kigge på det store billede. Ting drejer sig om byens bedste og ikke kun mig, mig, mig. Vi bliver jo alle sammen bedre af at have en dygtig sidemand, og det smitter af på os selv. Jeg vinder ved at have dygtige og stærke naboer, og det er hele byen, der vinder i sidste ende, lyder det fra Jesper Seerup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Fitness: Kun for kvinder

Ugeavisen Odense

Ingolf er fundet igen

Annonce