Annonce
Ugeavisen Odense

Kære børn - lad telefonen ligge: Ingen snapchat er værd at dø over

En forkert timet snapchat skulle nødigt udmunde i et besøg fra ambulancen. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce

For et par uger siden skrev jeg her i avisen, at vi var i færd med at informere os selv ihjel - altså som de relativt kløgtige væsener evolutionen har formet os til at være.

Vi vil som art rent fysisk være her i en rum tid endnu (medmindre vi eskalerer vores totale ødelæggelse af planeten og dens ressourcer), men vores intellekt og intelligens vil drukne i det hav af latterlig stimuli, vi kan dope os med online.

Det holder jeg fast i. Men jeg vil gerne bygge på.

Mobiltelefonen kan simpelthen slå os ihjel.

Og nu mener jeg ikke i en gammelfar-prædikende, overført betydning. Ja, den rister vores hjerner og vores sind, men jeg taler helt bogstaveligt.

Jeg tænker mest på vores børn. Ikke så meget de voksne. Kører de galt i bil eller cykel under et forsøg på at ligne Gandalf eller en chihuahua, har jeg meget svært ved at fatte sympati for deres uheld.

Men børn forstår ikke på samme måde faren. De overvejer end ikke muligheden for, at deres helt egen personlige symfoni af dommedagsklokker uden varsel kan begynde at ringe om kap med telefonens notifikationer bare fordi de lige lader sig forføre af skærmen i få sekunder.

Alle, der har prøvet at forulykke under transport - både i større og mindre grad - ved, at det kræver blot et øjebliks uopmærksomhed. Så ligger man der og veksler virtuelle kys over Tinder eller snapchat til at slikke asfalten.

Har du først opdaget den fare nu?

Nej. Jeg ved godt, at mobiltelefonen er en røver. Den lever at stjæle sin ejers opmærksomhed. Den mæsker sig ubønhørligt i de øjne, der ser.

Det, jeg dog oplever, er, at synet af børn på vej i skole, der kigger ned i stedet for op, er tiltagende. Jeg har hverken graf eller statistik at bakke min påstand op med. Det er simpel observation.

I sidste ende er det vel også ligegyldigt.

Jeg har set mindst tre forskellige piger varierende i alder fra 10 til 14 år komme kørende med blikket begravet i telefonen.

Forleden så jeg min egen bonussøn forbryde sig imod den helt klare aftale. Uvidende om, at jeg sad og lurede ud af vinduet, trillede han af sted med højre hånd viklet godt om mobilen.

Det fik han at høre for.

Så læste jeg et opslag i min lokale facebookgruppe. Flere hundrede havde reageret.

Skribenten havde i mange omgange observeret den samme 8-9 årige pige komme cyklende med telefonen i hånden i den modsatte vejbane - et sted, hvor der ikke var cykelsti. En skrækkelig ulykke, der bare venter på at ske.

Kernen af opslaget er, at hun agter at sige noget til barnet i en venlig tone, når chancen byder sig. I sagens natur kunne hun være ligeglad, men ingen mennesker vil vel lade en blind mand fortsætte med at gå, hvis der venter en afgrund forude?

Det er samme princip. Vi gør bare ikke noget, for det er grænseoverskridende at opdrage på andres børn og lære dem samfundets spilleregler.

Desuden er der ikke sket noget. Endnu.

Men hvad hvis der gør? Hvad hvis den lille pige lige pludselig ikke dukker op igen? Så ville man for alt i verden ønske, man havde gjort et eller andet.

Vi gider ikke have, at andre opdrager på vores børn - så her følger en bøn. Snak med dine børn om, hvordan man gebærder sig i trafikken - helt uden telefon.

Resten af livet - hvis der er et sådant - kan blive afgjort på et splitsekund.

Ingen snapchat er det værd.

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce