Annonce
Ugeavisen Odense

Kære jordemødre på OUH - I tændte et lys, da det var allermørkest

Jordemødrene på OUH gør et utrætteligt stykke arbejde for at gøre opholdet på fødeafsnittet så behageligt som muligt. Arkivfoto: Mie Schärfe
Er vi generelt for dårlig til at takke, når noget virkelig har rørt os? Og for gode til at brokke os ved det mindste vink? Måske. Jeg har skrevet denne hyldest, fordi det sjældent har været så fortjent. Fordi det ville have været skammeligt at lade være. I jordemødre gjorde en forskel for min kæreste - og for mig -, da nøden var størst. Og for det skal I have verdens største tak.
Annonce

Kære jordemødre

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. For hvordan takker man for noget så fundamentalt som tryghed og omsorg for dem, man elsker allerhøjest. En kæreste og et ufødt barn.

Vi fik det bedste ud af en dum situation takket være jer. I synes måske, I blot gør jeres arbejde. At det ikke bør kræve særlig opmærksomhed at sætte flueben på dagens pligtliste. Det er jo, hvad det indebærer at have et job. Men det vil jeg blæse på. For I udførte Ikke blot en opgave, da min kæreste blev indlagt. I tændte et lys i mørket.

...

Vi blev installeret på en stue en fredag aften. En skanning kort forinden afslørede en gabende livmoder og en moderkage på afveje.

To ting, der i kombination med hinanden fik den konsulterende læge til at slå alarm. Der var mistanke om, at fødslen var på bristepunktet til at sætte i gang. Gjorde den det, ville forblødning være en sandsynlig risiko.

En grim besked at få i graviditetens 29. uge.

Min kæreste måtte pænt vente på resultaterne af behandlingen i sin seng udstyret med intet andet end moderlig bekymring. Den blev dog dulmet af to jordemødre, som besvarede alle de spørgsmål, der var opstået i kølvandet på de turbulente minutter efter skanningen.

Med en indgydende ro blev vi begge mere afslappede ved udsigterne til det, der kunne ske. Ingen af os vidste jo, hvad en så tidlig fødsel ville betyde.

Den første aften var sværere end den næste. Og den næste var sværere end den tredje. Gradvist blev det nemmere at være til og være i bekymringen. Det skyldtes jer. Personalet på 3. og 4.etage, der ydede en præstation af medaljeværdig karat.

- Bare hiv i den røde snor, hvis der er det mindste. Så er hjælpen på vej, sagde I til os. Det passede.

Jeg overnattede helt til søndag, inden jeg måtte hjem til vores datter. På det tidspunkt havde I med lige dele professionalisme og rendyrket omsorg polstret mine nerver.

I gjorde det nemt for mig at forlade stuen og min kæreste, selvom jeg vidste, at den knugende uvished, de konstante smerter og ikke mindst den tyngende sengekarantæne ville gøre dagene umenneskeligt lange for hende. På mirakuløs vis gjorde I dog tiden spiselig.

I tog jer af hende, som var hun jeres eget barn eller en god veninde, I aldrig ville lade i stikken. Lyttede til hende, når hun havde brug for det og tog hende seriøst uanset hvad. Intet sted i denne verden, ville jeg have været mere tryg ved at placere mine allerkæreste.

Vi vil tale varmt om vores tid I jeres selskab i årene, der kommer.

Men det bør ikke blive imellem os. En indsats som den, I kontinuerligt leverede over fem sammenhængende dage, skriger på mere. En rød løber, en fanfare og et konfettirør på størrelse med Rundetårn.

Det får I ikke - selvom, det ville være på sin plads.

Jeg kan dog som det mindste give jer denne dybtfølte tak.

Tak. Tak. Tak.

Tak, jordemødre. Jeg vil anbefale alle skrukke kvinder derude at blive gravide i Odense.

Bedre hænder findes vist ikke.

De kærligste hilsener

Kristian Isaksen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce