Zoo: Der skal muligvis sluges et par kameler, hvis man bliver ansat som Odense Zoos næste kreative tømrer.
For ulig de fleste andre håndværkerstillinger i denne verden, hvor det sjældent er et minus at nære en vis ærekærhed om sine værker, vil det muligvis være en fordel, hvis man kan distancere sig blot en smule fra frugten af det, ens hårde arbejde har mundet ud i.
Zoo efterlyser nemlig en person, der udover de traditionelle tømrer-opgaver rundt om i de forskellige huse, formår at skabe konstruktioner til berigelse af dyrene.
Her kan nævnes trælegetøj i alskens udformninger, der blandt andet er blevet massakreret foran gæsterne til tydelig glæde for tigre og løver.
- Det er helt anderledes, end hvad man ellers laver som tømrer. Ingen dage er ens, siger Torben Dam Hansen, der lige nu varetager jobbet, i en video, Odense Zoo har postet på sin facebookside.
Her ser man ham lægge sidste hånd på en seng, der kort efter bliver overladt til tigeren Boris, som tilsyneladende ikke har tænkt sig at lade skaberen nyde sit færdige værk særligt længe.
Mere end dyrelegetøj
Der er dog flere aspekter i jobbet end blot at være legetøjsfabrikant. Som der står i jobopslaget:
"Du vil indgå i et team bestående af andre håndværkere, en gartner, mekanikere, maskinmestre samt driftspersonale.
Din arbejdsdag vil være alsidig og nogle gange uforudsigelig. Med base i tømrerværkstedet udgår arbejdet rundt i hele zoo.
Op til skoleferier vil du blive en del af et hold, som pynter op i zoo til blandt andet Halloween, jul, lysaftner og påske. Så alt i alt er der en masse praktiske gøremål. Du vil ligeledes tildeles snevagter i vintermånederne."
Du kan læse det fulde jobopslag på odensezoo.dk/organisation/ledige-job
Der er ansøgningsfrist 11. april klokken 12 og jobstart 1. juni.
Den afgående tømrer har været i dyrehaven i 18 år og har dermed sidste arbejdsdag 31. maj.