De nåede lige at præsentere maj-menuen. Men nu er der slukket for gryderne.
Mandag 9. maj meddelte Gastroteket, at restauranten har indstillet driften.
Ifølge restaurantens hjemmeside skyldes det økonomiske årsager.
- Vi var ikke særlig godt polstrede, inden vi gik ind i coronakrisen. Vi havde ikke nået at opbygge egenkapital nok til at være modstandsdygtige i en krise, der stod på i to år. Og selvom vi har fået hjælpepakker, er vi jo ikke blevet 100 procent kompenseret.
- Og så valgte vi at tage imod et momslån. Jeg havde faktisk sat pengene ind på skattekontoen for at sikre, at det kunne blive betalt. Vi vidste godt, at det ikke stod godt til. Men lige pludselig tog udgiftsniveauet bare fat, og jeg kunne se, at der var ikke råd til lønninger i maj, så vi holdt et møde med vores revisionsselskab torsdag i sidste uge, hvor vi gennemgik tallene, fortæller restaurantens ejer, Lena Bech Rasmussen.
I forsøget på at redde restauranten, har hun selv taget del i den daglige drift.
- Vi har gjort, hvad vi kunne, for at spare. Jeg har selv været inde at gøre rent og vaske op og været tjener. Jeg har arbejdet 80 timer om ugen. Jeg er også bare nødt til at erkende, at det er ikke realistisk, siger Lena Bech Rasmussen.
Restauratøren håber, at Gastroteket kan få lov at overleve med en anden person ved roret.
- Jeg håber virkelig, at kurator får det solgt, eller at der genopstår et nyt liv her, fordi jeg synes, vi har fået skabt noget unikt.