Annonce
Ugeavisen Odense

Klub med knald på: Drønnerterne giver baghjul

KK Drønnerterne havde inden store bededagsferien seks fuldgyldige medlemmer og to prospekts, som ifølge reglerne skal bære gule veste. Foto: Kurt Rasmussen
En motorklub, hvor medlemmerne går med rygmærker og håndbajere, behøver ikke at være ude på ballade. Og dog. Når det kommer til interne drillerier, er der ingen grænser for, hvordan KK Drønnerterne kan jorde hinanden.
Annonce

Agedrup: Det trange klublokale i parcelhusgaragen på Daltoften er blevet udskiftet med baghaven denne solbeskinnede store bededag, hvor avisen er på besøg hos KK Drønnerterne.

- Vi elsker at rode med vores gamle knallerter, og vi har arrangeret en forlænget weekend, hvor vi kører til Kerteminde, fortæller pressechef, Lasse Meier, der også har styr på de forskellige regler.

- Vi er otte personer, der skal overnatte i tre shelters, så der bliver ikke problemer med coronapolitiet, siger han og tager en tår af sin dåsebajer.

- Og vi sørger for, at der ikke er nogen, der får for meget, mens vi kører, men når vi har parkeret vores knallerter ved shelterne, så holder vi fest, siger han med et bredt smil.

Jeg startede klubben for at komme lidt væk hjemmefra og få en øl, så det er faktisk min ekskærestes skyld, at vi kom i gang

Henrik Lützen

Annonce

Værkstedshumor

På det store græstæppe skruer medlemmerne lystigt på deres 70’er-knallerter. Puch er et populært mærke, og klubben er langt fra den eneste, hvor familiefædre mødes jævnligt for at genoptage teenage-epokens store lidenskab.

- Det er eksploderet fuldstændig de seneste par år. For fire år siden kostede en knallert 3-4 tusinde kroner, men i dag skal du betale fire gange så meget, siger Lasse Meier og præsenterer klubbens præsident, Henrik Lützen, som oprettede klubben i efteråret 2019.

- Jeg startede klubben for at komme lidt væk hjemmefra og få en øl, så det er faktisk min ekskærestes skyld, at vi kom i gang, siger han med et grin og forklarer optagelsesreglen, der går ud på, at man skal møde op med en gammel knallert for at komme i betragtning som medlem og blive en såkaldt prospekt.

Og dem har klubben to af.

- De skal pudse vores knallerter og hente øl og sørge for alt, hvad vi beder dem om, inden de bliver optaget som medlem, lyder det fra præsidenten, der kan fortælle, at det kræver en speciel form for humor at være med.

- Det er vigtigt, at man har en god portion selvironi, for ellers holder man ikke længe i klubben, siger han.

Annonce

Underdanige prospekts

Med nogle meters afstand til de seks fuldgyldige medlemmer, er de to prospekts, Kenneth Lino og Ronni Rasmusen, sat i gang med at skifte støtteben på en knallert, og de må lægge ører til en masse obligatoriske drillerier.

”Den skal jo kunne stå, som man siger” lyder en stemme fra seksmandsgruppen, og hele baghaven bryder ud i latter.

- Vi er jo bare kommet senest ind i klubben, så vi skal igennem samme mølle. De er hårde men retfærdige, og det er fint nok. Vi må køre med på liren, siger de to prospekts.

- Ja, lige nu skal vi ydmyges med at have de her skide veste på og hente øl og hjælpe med småting og være underdanige, siger Kenneth Lino, mens han holder forhjulet oppe på en Puch Maxi, så hans makker kan skrue støttebenet på.

- Det er jo en del af det. Det er noget, alle skal igennem. Man må tage det sure med det søde, men jeg håber da snart, at jeg kan skifte den her vest ud med et rygmærke, siger Ronni Rasmusen.

Kim Kristensens (i midten) garage i Agedrup fungerer indtil videre som klublokale for KK Drønnerterne. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce

Opbakning fra fruen

Alt imens der bliver hældt benzin på tanken, øl i halsen og drillet på kryds og tværs, har en af husets kvindelige beboere fulgt med fra en havesofa på behørig afstand. Hendes kæreste, Kim Kristensen, er medlem og lægger garage til klubben.

Jeg er Old Lady til Kim, siger Lotte Sofie Rørbye og forklarer, at sådan kalder man rockernes koner.

- Jeg er hende, der stryger mærker på vestene og laver mad og gør rent. Jeg har altid været en drengepige, så jeg er ok med det. Det er god lir, og de hygger sig, siger hun, inden de otte ”rockere” triller deres knallerter ud til indkørslen for at gøre klar til afgang med Kerteminde som mål.

- Jeg har da en nabo, der indimellem spørger, ”hvordan er det at have en rockerklub rendende”, siger hun med et grin og svarer selv på det spørgsmål.

- De er nu meget søde, men jeg tror, at naboerne er glade for, at der bliver ro i weekenden, lyder det fra The Old Lady.

Præsident, Henrik Lützen og vicepræsident, Kasper Nedergaard, lader sig ikke intimidere af klubmedlemmernes drillerier på grund af deres størrelsesforhold. - Vi har da et godt forhold, og vi skal også sove sammen i nat, siger Kasper til alles morskab. Foto: Kurt Rasmussen
De to prospekts, Ronni Rasmusen og Kenneth Lino, er kommet på overarbejde men indtager deres roller med behørig ydmyghed. Foto: Kurt Rasmussen
I Kim Kristensens baghave er der ikke meget prydhave, der forstyrrer knallertklubbens medlemmer. Foto: Kurt Rasmussen
Krigsminister, Peter Jung, (tv) bliver kritiseret for, ligesom "The Stig" aldrig at tage sine solbriller af. - De skal slås af, siger han med en rå stemme og får selskabet til at bryde ud i latter. Foto: Kurt Rasmussen
Selv en detalje som sokkerne bærer navnet på favoritknallerten. Foto: Kurt Rasmussen
Krigsminister, Peter Jung, har fået sprøjtemalet sin knallert i samme farve som sin Audi R6, og selv sædet er blevet betrukket med det originale stof fra Audien. Foto: Kurt Rasmussen
Ingen knallertklub uden rygmærke. Foto: Kurt Rasmussen
De otte medlemmer af KK Drønnerterne fylder godt op på villavejen, hvor de har deres klubhus. Foto: Kurt Rasmussen
"The Old Lady", Lotte Sofie Rørbye, har sammen med sine bonusbørn, Emmali og Sille, fundet sig til rette i havemøblerne, hvorfra de følger med i "drengenes" pjatterier. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce