Annonce
Ugeavisen Odense

Klumme: Det hele skal nok gå. Snart bliver julebelysningen tændt. Og SÅ rammer Katastrofen.

Niels Erling. PR-foto
Annonce

Kære Klumme. Det er længe siden, jeg har skrevet. Men nu skal du høre fra mig. I dag på arbejde bød dagens udfordringer på en 14 meter lang blækspruttearm, der ikke ville blive siddende, hvor den skulle i loftet. Og så har vi forsøgt at arbejde os frem til animalistiske kaldelyde, der ligger et sted mellem delfiners grin og hvalsang. Sidst, men ikke mindst, har vi hørt Cindy Laupers ”Time after Time” uafbrudt i 45 minutter. Jeg elsker at lave teater.

Forestillingen, vi laver for tiden, er en kæmpe fest. Det er konfetti, popmusik – det er alt for meget show på alt for lidt plads. Alt er plastik og overflade, men midt i hele syntesen står en vigtig mulighed for at vende alting på hovedet, når katastrofen rammer.

Da jeg begyndte i gymnasiet oplevede jeg lige præcis det her. Jeg havde ikke haft en lykkelig folkeskole. Jeg var ikke glad for min krop, den var for stor, jeg gik i forkert tøj, jeg havde bumser på min hage, jeg følte alting var forkert og jeg havde dårlige relationer til de fleste i min klasse. Jeg spillede ikke fodbold. Jeg så heller ikke fodbold. Jeg spillede heller ikke computer. Jeg var sygt dårlig til Tekken. Og jeg blev aldrig inviteret med til festerne. Derfor besluttede jeg mig for at starte på en frisk.

Jeg ville vaske tavlen ren. Begynde helt forfra. Jeg ville gå alene i gymnasiet et sted, hvor ingen kendte mig. Så kunne jeg selv finde på, hvem jeg gerne ville være. Jeg kunne helt med mig selv bestemme, hvordan andre skulle se mig. En fugl fønix, hvis man skal bruge et rigtigt kliché-billede. Derfor ville jeg ind til byen.

En dag i min folkeskoleklasse kom en – ellers sød og rar – pige over til mig og sagde, at hun havde tænkt på at søge på samme gymnasium som mig. Jeg gav hende sådan et møgfald. Var nærmest ved at begynde at græde. Tryglede hende om at holde sig væk. Set i bakspejlet var det alt for dramatisk. Selvfølgelig kunne hun have været med. Men på det tidspunkt virkede det som min eneste løsning: At være helt alene om at tage springet fra folkeskole til gymnasium. Og jeg tror egentlig at hun forstod det. Hun nikkede. Og gik. Og så søgte hun et andet gymnasium.

Hele den her historie handler om brydningstid. Om det frisættende potentiale, der følger med sådan en. Jeg var endt i en arketype-kasse, som jeg slet, slet ikke var glad for. Og brydningsperioden gav mig mulighed for at ændre det. Det mikrokosmos, som en folkeskoleklasse er, var ved sin ende. Noget nyt skulle opstå. Det var muligheden for forandring.

Muligheden for helt nye måder at tænke verden på er essentielle, når man beskæftiger sig med verdens undergang. Og det gør vi for tiden på Teater Momentum i Ny Vestergade.

Vores første forestilling, KRISE, handlede om frygten for at miste det hele. For at verden skulle gå under – både de store og alle de små. Den nye, KATASTROFE, som får premiere 23. november, handler derimod om brydningstiden. Vi befinder os på en amerikansk high school lige omkring det store årlige PROM. Hele forestillingen er en leg med arketyper: cheerleaderen, hendes queer-sidekick, sportsfyren, den nørdede pige, emofyren. Det er en fortælling om amerikansk ungdomskultur. Men også om muligheden for et opgør med de bokse, vi hele tiden presser os selv og hinanden ned i.

”Hvor der er friktion – er der udvikling”, som man siger. Og det skal jeg love for at der er i det lille mikrokosmos, som vi følger på scenen. Hele verden går bogstavelig talt under omkring vores fem stakkels figurer – sirup vælder ned fra himlen og rotter i menneskestørrelse danser omkring i forførende kostumer. Og midt i katastrofen øjner de fem en mulighed for et opgør med strukturen, de lever i og med.

Da jeg fik fri gik jeg hjem gennem Kongensgade. Det er godt nok blevet koldt. Jeg købte mig en rugbrødsbolle og så op mod julebelysningen, der endnu ikke er blevet tændt. Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget utroligt trist over tiden lige før julebelysningen får strøm. Det er næsten for nemt at citere Henrik Nordbrandt, men man må jo gøre det: ”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november”.

Måske er det bevidst? Måske hænger man julebelysning op i så god tid, så den rigtigt kan hænge der og se trist ud, så vi alle sammen fryser en lille smule mere – så vi alle sammen (og nu kommer pointen) varmes ved tændingen, når den endelig kommer? Jeg glæder mig i hvert fald til det. Jeg synes, vi snart har brug for varmen midt i vintermørket, der efterhånden er ved at have omkranset os.

Lige nu sidder jeg i min lille pendlerbolig på Vindegade, og jeg har lige måttet tjekke, om vinduet egentlig er helt tæt. Det tror jeg nu det er. Men sikke en vinter, vi går i møde – og det er kun november. Fra mit vindue kan jeg næsten se julebelysningen på Kongensgade, der dog stadig ikke er tændt. Julen er indenfor rækkevidde. Og sidst jeg blinkede var det sol og jeg gik i shorts.

Men sådan er det jo. Tiden går hurtigt, når man morer sig. Og det gør jeg gudskelov, her i Odense. Jeg er efterhånden ved at finde mig helt til rette i gågaderne. Jeg spiser nede på Social i Odeon, jeg træner i Crossfit med de andre fynboer – og så har jeg jo alle mine kolleger nede i Ny Vestergade. Og så dig, kære klumme.

Og nu talte jeg lige med de andre. Der er en plan for sprutten. Det hele skal nok gå. Snart bliver julebelysningen tændt. Snart er det varmt igen. Så koldt. Så varmt. Sådan går tiden. Indtil brydningstiden pludselig rammer. Og herfra kan en ny verden vokse!

Fakta

Niels Erling (f.1988) er sceneinstruktør uddannet ved Teaterhögskolan i Malmö (Master of Fine Arts in Theatre).Han er kunstnerisk leder på Teater Momentum 2019-2020 og instruktør på Momentum Vol. 13 "Undergangen", der består af de tre forestillinger "Krise", "Katastrofe" og "Apokalypse".

I løbet af den sæson vil Niels skrive i Pindle omkring sit arbejde med undergangen, om at flytte til og bo i Odense, og om alt andet, der dukker op i løbet af denne sæson på Momentum.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce