Af: Inge Fjord, forstander ved Det Kongelige Teater Balletskolen Odense og vinder af prisen ”Årets Odenseaner” ved Best of Odense 2020
Coronaskole, Nødskole, Udeskole, hjemmeskole - jo, jo i 2020 har skolen helt bestemt haft mange nye navne. Og selvom jeg på ingen måde vil forklejne alvoren af det, så gør det ikke den store forskel for mig. Min hjerne og mit hjerte har stadig plads på forreste parket, når jeg hver dag arbejder for, at elever og personale på Det Kongelige Teater - Balletskolen Odense skal opleve den vildeste hverdag - og jeg gør det ene og alene fordi, jeg med hele mit hjerte altid sanser, at de også vil hver dag! Det kan end ikke en verdensomspændende pandemi lave om på. Så er det sagt!
På Balletskolen tør vi lade vildskaben råde. Jeg kalder det for ‘mit kreative kaos’, og jeg elsker det. Det må aldrig blive ‘en sovepude’ for slinger i valsen, men det er min erfaring, at hvis vi forsøger at tæmme vildskaben, så slukker vi også kærligheden, glæden og passionen, der, sammen med benhårdt arbejde, hver dag er med til at føre Balletskolen frem på nye og forunderlige scener.
Det er det, jeg ønsker og elsker.
Og selv om det kan lyde som en slidt floskel, så giver det mening for mig, fordi jeg kan se det lykkes at gøre en forskel for de børn og unge, der, som jeg, bærer vildskaben med sig. Man kan forledes til at tro, at en balletskole udelukkende er tyl, tåspidssko og snobbede franske gloser friseret tilbage i en stram hårknold. Men intet er mere fejlagtigt. Det Kongelige Teater - Balletskolen Odense er også en friskole med profil af kulturinstitution, eller sagt med andre ord - her laver vi en skole med æstetisk program som tror på, at med nærvær, kærlighed og trivsel kan vi vise vores elever den vildeste vej, når vi ønsker at danne og uddanne kommende generationer af alsidige, kompetente og “stærke” mennesker, der vil dansen.
Nuvel - vi stiller os på tå, og jeg har krav om høj faglighed til mig selv, til skolens elever og personale. Vi har dresscode, sved på panden og glimmer i lange baner. Men det er aldrig på bekostning af den vildeste kærlighed til dansen, musikken og æstetikken. Og den er der!
I sin reneste form oplever jeg den, når jeg træder ind i skolens dansestudier, og oplever den intensitet og arbejdsomhed som hver eneste elev i hver eneste time og hver eneste dag arbejder koncentreret på, i deres rejse for at blive dansere og at kunne mestre bevægelserne til perfektion.
Det fineste oplever jeg, når eleverne så, i forbindelse med skoleårets afgangsprøver, lander hele processen og bliver den allerbedste udgave af sig selv. Og, her er endnu et vigtigt afsæt og parameter for mig, at vi undervejs har formået at bibringe de unge mennesker forståelsen af, at de ikke er den karakter de får, men den, de er.
I sin vildeste form oplever jeg den, når den smukke rådhushal her i hjertet af Odense hvert år i december danner rammen om Balletskolens julegave fra alle os til alle jer. I et eventyrligt inferno af musik, moderne dans og klassisk ballet transformerer vi et offentligt rum til en æstetisk legeplads, hvor elever fra indskoling til gymnasie sammen fortolker, ‘danser og leger’ med H. C. Andersens vidunderlige eventyr, og vi mærker publikums anerkendelse og begejstring for vores arbejde, og hvor vi oplever byens behov for at tanke op på den kulturelle konto inden for klassisk ballet og moderne dans. Vores publikumstal er vokset fra 100 til 10.000 på få år, og vi kan se, at dansen rækker ud til alle på tværs af sprog, religion og kulturelt ophav. Desværre bliver der ikke danset et nyt eventyr i år. Virkeligheden tog os indenom, men som tidligere nævnt - end ikke en verdensomspændende pandemi kan drive vildskaben ud af Balletskolen. Vi kommer stærkt igen. Det reneste og det vildeste får mig til at tænke på, at kulturen er ekstra vigtig netop nu. Den bringer os tættere sammen i en svær tid, hvor der er så meget vi ikke kan. Vi kan heldigvis stadigvæk opleve fantastisk kultur i form af bl.a. musik, dans og skuespil - og vi kan opleve det sammen og på min skole gør vi det heldigvis hver dag.
Vi skal - og vi vil - opleve den vildeste hverdag hver dag.