Annonce
Ugeavisen Odense

Klumme: Kunsten at vedligeholde gamle huse…

Tømrer og snedker er i gang med at fjerne barken fra lægterne til et nyt stråtag. Der er mange timers arbejde, før et nyt stråtag ser dagens lys. Foto: Den Fynske Landsby

Hen over Den Fynske Landsbys 75-års jubilæumsår i 2021 har vi fået lov at komme ind i jeres stuer med en rækker klummer om stort og småt fra Landsbyen. I dag fortæller vi om det gamle håndværk og arbejdet med at vedligeholde de gamle bindingsværksbygninger.

Den første større gård, man møder, når man besøger Den Fynske Landsby, er en firlænget hvidkalket gård, som oprindeligt lå i den nordfynske landsby Fjelsted – hvorfor den (måske lidt fantasiløst) kaldes for Fjelstedgården.

De af jer, der jævnligt gæster Landsbyen, har nok lagt mærke til, at denne gård i flere år har været under restaurering. For tiden er den østlige sidelænge, der er nærmest museets indgang, ved at få nyt stråtag, men under de nye strå er restaureringen stadig i gang. Hvad er det, der bliver repareret, hvordan foregår det – og hvorfor tager det egentlig så lang tid? Det var aldrig gået ude i ”den virkelige verden”!

Annonce

I Den Fynske Landsby bevarer og formidler vi ikke kun de fysiske levn fra 1800-tallets fynske bondeland. Og selvom vores museumshuse, vogne, gamle dragkister mv. er vigtige elementer i museet, så er det måske nok bevaringen af de gamle arbejdsprocesser, som er det allermest centrale for et frilandsmuseum som Den Fynske Landsby. Det, der med et fint begreb hedder immateriel kulturarv.

I Landsbyen bevarer vi den immaterielle kulturarv inden for mange forskellige områder, men særligt bygningshåndværket er centralt for et gammelt landbygningsmuseum (som Den Fynske Landsby hed for 75 år siden). Vi er heldigvis beriget med dygtige håndværkere, der har specialiseret sig indenfor de håndværksretninger, der er nødvendige, når man har at gøre med bindingsværksbygninger. Vi har en snedker, en tømrer, en murer og en maler. De fire – samt eksterne tækkefolk – holder museets 25 bygningskomplekser tætte på tag og fag.

Det konkrete arbejde med restaureringen af Fjelstedgården rummer arbejdsopgaver for alle håndværkerne på skift. Det kræver en særlig balancegang at restaurere en gammel museumsgård, for på den ene side vil vi gerne bevare så meget som muligt af det originale tømmer, men på den anden side vil vi også gerne have en solid bygning. Så håndværkerne skal hele tiden vurdere, hvad der skal skiftes ud og hvad, der kan blive. Heldigvis har de en del erfaring. Den Fynske Landsbys fire håndværkere har til sammen arbejdet i 79 år på museet – og så er en af dem ovenikøbet lige startet…

Tømreren og snedkeren er ved at tilpasse en bjælke til et af Landsbyens huse. Alt arbejde laver med håndværktøj. Foto: Den Fynske Landsby


Fjelstedgårdens restaurering startede med, at alle tavlene blev fjernet. Et tavl er feltet imellem tømmeret. Når tavlene er ude, kan snedker og tømrer komme til at reparere det gamle bindingsværk og tilpasse og montere nyt tømmer. Arbejdet sker med det gamle håndværktøj, herunder bredbilen, som er særligt god til at tilhugge tømmer og planker.

Efterhånden som tømmerkonstruktionerne bliver færdige, rykker mureren ind. Han laver nye tavl – nogle er murede med brændte sten (bagte sten ville man have sagt i 1800-tallet), mens andre er lavet ved, at en blanding af ler, hakkelse og komøg bliver kastet op på et fletværk, der på forhånd er monteret i tavlet. Lerklining kaldes det.

Når tavlene er færdige, er det malerens tur til at kalke facaden hvid. Både tavl og træværk kalkes i dette tilfælde – hvis det havde været stuehuset, der skulle istandsættes, så var tømmeret blevet malet op i (som regel) sort eller rød som kontrast til de hvide tavl. Solidt egetømmer, som det der er brugt i Fjelstedgårdens bygninger, var værdifuldt. Og ved at markere det med en kontrasterende farve, gjorde man opmærksom på sin ’rigdom’. I træfattige egne, hvor bygningstømmeret var spinkelt, skete det oftere, at også stuehuset blev kalket helt hvidt. Sådan noget spinkelt bygningstømmer var der jo ingen grund til at prale med!

Når facaderne er færdige, skal gulvene reetableres, og der skal laves nyt interiør. Længen skal rumme en hestestald med plads til de seks heste, der i begyndelsen af 1800-tallet var nødvendige for at drive en gård af denne størrelse. Foruden hestestald bliver der også indrettet et karlekammer (karlen boede ofte ved siden af hestene, så han kunne holde øje med dem om natten) og et hakkelsesrum (hvor hestenes foder blev skåret til hakkelse).

I den nordlige og sydlige ende af den nyrestaurerede bygning indrettes stalde til Den Fynske Landsbys geder samt gæs og ænder.

Vi glæder os til at kunne byde jer indenfor, men det bliver sikkert ikke i år, vi bliver færdige! Vi ved nemlig, at restaureringsarbejde er et rigtig godt udgangspunkt for gode snakke med vores gæster om håndværk, boliger, husdyr, værktøj og alt muligt andet. Derfor arbejder vi kun på projektet, når museet er åbent for gæster – og erkender, at der skal være tid til at formidle arbejdet, mens det står på. Det er jo det, der er særligt ved bygningsarbejder i Den Fynske Landsby.

På søndag den 6. juni er der håndværkerdag i Landsbyen, hvor murer, tømrer, maler og tækkemand fortæller og demonstrerer deres håndværk.

Et tavl mures op med mursten. Tavlet er feltet imellem tømmeret på et bindingsværkshus. Foto: Den Fynske Landsby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce