Annonce
Ugeavisen Odense

Klumme: Mit Odense

Sara Ekknud. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Af: Sara Ekknud, chef for Det Fynske Dyrskue og nomineret til ”Årets Odenseaner” til Best of Odense 2020 for sin formandspost hos Red Barnet Odense

I bedste talesprog, så røg det ud af den unge pige, som jeg mødte på Nelle’s ved åen en regnfuld eftermiddag: ”Nå, så du er ik’ en gang herfra!?”

Det var for et par uger siden på én af de første efterårsdage i denne sæson. Regnen væltede ned fra taget på de fine både ved Åfarten. Siden har jeg tænkt en del over den kommentar. For: Hvor længe er jeg tilflytter? Hvornår er man rigtig odenseaner?

Mit svar kom hurtigt: Næ, det er jeg ikke. Jeg har ”kun” boet her i 14 år, sagde jeg stolt. Men altså 14 år – det er vel også efterhånden en slags tid. Altså der går jo ikke mange år, så har jeg boet mere i Odense, end jeg har andre steder. Så jeg kan vel efterhånden godt kalde mig en rigtig odenseaner. Jo, det tror jeg.

Nå: En flot sommerdag i 2006 flyttede jeg ind i min dejlige 1-værelses lejlighed på Thomas B. Thriges gade – det var den gang, hvor der kørte rigtig mange biler på gaden. Jeg husker dagen, som var det næsten i går. Min bedstemor kørte mig over broen fra Slagelse. Bilen var godt pakket, men jeg ejede ikke ret mange ting, så de kunne sagtens være der i hendes sølv Opel. Lejligheden var så flot, synes jeg. Alt hvad jeg drømte om. Jeg var så spændt og glad – og nok også en smule nervøs: 19 år, alene og helt ny i Odense. Første nat gik også fint på en luftmadras – inden vi kørte ud i en lille bitte Ikea for at købe mig en ny seng dagen efter. Og så begyndte dagene at gå. Dage blev til uger. Uger blev til år. Min historie ligner nok i virkeligheden mange andres: Studie bliver til job. Et fastarbejde bliver til en større lejlighed, og så sker det, som heldigvis sker for mange: En pige møder en dreng. Som så bliver til et liv sammen i Odense.


Odense er noget helt særligt – og den udvikling, som by har haft. Så når jeg nu møder mine nye overboer igen, så kan I være helt sikre på, at jeg får fortalt dem, at de skal gå ned igennem det nyt Thomas B. Thriges gade, som bare er så fint. De forstår nok ikke helt, hvordan gaden var, da jeg flyttede til byen. Det tror jeg faktisk, at man skal have set for at forstå.

Fra klummen


Min plan var faktisk, at jeg bare lige skulle have en uddannelse, også måtte vi jo se, om ikke at jeg skulle tilbage igen over broen. Hjem til det velkendte. Eller måske ud på andre nye eventyr. Men sådan gik historien ikke.

Samme historie har jeg netop også fortalt til mine nye overboer hjemme i Klaregade. To unge gutter. Fra Sjælland. Som en fredag i august i 2020 blev kørt over broen af deres forældre. De blev hurtigt installeret på 3. sal. Med os på 2. sal. Da jeg om aftenen stødte på dem nede i vores fælles gård, så så de en anelse slukøret ud. De kiggede begge ned i jorden, mens de småsnakkede lidt med mig. ”Nu er vi så i Odense,” lød det fra den ene. Det var helt tydeligt, at de intet kendte til byen. Alle deres referencer fra byen havde de fra den enes mor, som havde boet her, mens hun var ung (nu skal jeg jo ikke fornærme nogen, men når man har børn på ca. 20 år, så må det være nogle år siden, at hun boede i byen…).

”Gutter, der er altså sket lidt siden, at din mor boede her,” forsøgte jeg opløftende at sige. Og fortsatte snakken med dem i nogle minutter indtil, at jeg blev nødt til at gå. Jeg nåede at fortælle dem, hvor den nærmeste bar var, da de virkelig lignede nogen, som skulle slukke tørsten ovenpå den flytning med en lokal ”Odense”. Og så fik jeg også fortalt dem, at de skulle glæde sig over at være flyttet til Odense – og at i mine nu 14 år, siden jeg blev kørt over broen for at indskrive mig – eller hvad sådan noget nu hedder i Odense, så har jeg ikke fortrudt det. Nej, slet ikke. Jeg bekræftede dem i: ”Nej, vi er ikke København. Og heldigvis for det – Odense er noget ganske andet”. Og så lovede de to gutter, at jeg en dag ville vise dem byen.

Odense er noget helt særligt – og den udvikling, som by har haft. Så når jeg nu møder mine nye overboer igen, så kan I være helt sikre på, at jeg får fortalt dem, at de skal gå ned igennem det nyt Thomas B. Thriges gade, som bare er så fint. De forstår nok ikke helt, hvordan gaden var, da jeg flyttede til byen. Det tror jeg faktisk, at man skal have set for at forstå. Jeg vil fremhæve, at de på deres tur rundt i deres nye by skal gå forbi det nye H.C. Andersens museum, som jeg glæder mig helt vildt til at opleve. De skal slentre via Overgade, Nedregade – gå via stien langs åen. Se vores flotte domkirke. De skal videre ud af stien langs åen. Forbi Munkemose og Åfarten. Se byens flotte broer og dreje til højre ved OB. Det gør jeg i hvert fald. Og så hen til Assistens Kirkegården. Det lyder måske lidt makabert, men jeg synes, at det er så fascinerende at møde Gærhandlerens gravsten og alle de andre, som vidner om, at denne by har en lang historie. Så skal de slutte turen via de flotte røde huse i det engelske kvarter, så til Vestergade og ende tilbage igen i flotte Klaregade. En lille runde rundt i byen, som viser noget af det flotteste Odense, hvis I spørger mig. Det må være den rute, som jeg vil vise dem.

Så er vi tilbage til starten. Kan man kalde sig odenseaner efter 14 år? Ja, det kan man. Det har jeg besluttede mig for. Jeg vil nok altid få de spørgsmål, som bekræfter, at jeg er født på en anden ø. Jeg bliver nok aldrig en rigtig fynbo – én i min omgangskreds fortalte, at jeg i hvert fald mangler at lære fynsk, for at blive det. Men skidt pyt. Jeg er nemlig djævelsk stolt af at bo her. Odense er efter 14 år nemlig mit hjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce