Annonce
Ugeavisen Odense

Kunsten som kollektiv terapiform når undergangen stor døren

Annonce

”I think the world feels more comfortable with fear”. Jeg sidder i toget på vej over storebæltsbroen. Jeg skal til Kulhuse og fejre, at min gode ven bliver gift. Det er lørdag morgen, og jeg har netop afsluttet den tredje uge på Teater Momentum som instruktør og kunstnerisk leder. Tredje uge har været fyldt med prøver på vores første forestilling, Krise, om dagen og readings og forfattermøder i samarbejde med Spoken Word-festivalen om aftenen. Jeg er glad, stolt – og træt. Derfor forsøger jeg at slå hjernen lidt fra og koble af med et afsnit af reality-tv-programmet RuPauls Drag Race på Netflix. Men straks springer arbejdet mig i øjnene igen: ”I think the world feels more comfortable with fear”, siger RuPaul. En af deltagerne har udmeldt, at han synes, at han tænker for meget over, hvad andre tænker om ham. Han er bange for at være for hård ved sig selv. Men RuPaul kommer ham i møde: Det er ikke bare dig, der har det sådan. Der er masser af mennesker, der nærmest finder ro i frygten – actually: ”I think the world feels more comfortable with fear”. Det klinger dybt i mig.

Min sæson på Teater Momentum hedder Undergangen. Gennem en trilogi – tre forestillinger – skal vi beskæftige os med, hvorfor mennesket er – og altid har været – så optaget af det der med verdens undergang. Nye katastrofefilm får biografpremiere hurtigere end man kan nå at børste popcorn af sit tøj fra de foregående, og der er ikke den religion med respekt for sig selv, som ikke har en fortælling om, hvordan verden en dag skal gå under. Tænk over det: Fra vikingernes ragnarok til de mest sortseende klimaforskere i dag, der mener at menneskeheden meget vel kan møde sin slutning allerede i 2050. Som art er vi jo nærmest fuldstændigt besatte af tanken om, at det hele er ved at slutte for os.

I torsdags afholdt vi en samtale på vores lille gadescene foran teatret. Vi skulle tale om ’katastrofen’ – er den egentlig på vej, eller hvad? Panelet bestod af mig selv, og så forfatter og dramatiker Ida Marie Hede (der skriver sæsonens anden forestilling, Katastrofe) og Rasmus Dahlberg, der er noget så spændende som katastrofeforsker – både akademiker og forsker i katastrofehåndtering gennem tiden og praktiker udi beredskabsstrategier og sikkerhedshåndtering. Vi talte blandt andet om, hvorfor kunst og kultur mon så hjertens gerne spejler menneskets optagethed af vores endeligt. ”Kunsten er en seismografisk måler på, hvad vi er bange for”, blev der sagt. ”Kunst er en kollektiv terapiform”, sagde vi. Tænk på det, kære læser: Når du er allermest ked af det, er der så ikke en herlig nydelse i at smække R.E.M.’s Everybody Hurts på anlægget og skrue op for fulde gardiner? Sådan har jeg det i hvert fald selv. Gennem kunsten kan vi finde et tryghedsskabende fællesskab. Vi kan få et varmt kram af en sang, en bog, en film eller, nå ja, en teaterforestilling, der siger: ”Det kan godt være, at vi ikke kan hjælpe dig, men vi kan i hvert fald sige, at vi har det på samme måde, så du ikke er alene med det.”

Tilbage til toget. Jeg sidder og ser ud mod træer, der suser forbi. En grå morgentåge ligger over markerne. En kvinde i en rød cardigang hækler på sædet overfor mig. Og på vej til toget hørte jeg en podcast om kunstig intelligens. ”Kun en tåbe frygter ikke robotterne”, siger de. Og regnskovene står i flammer. Isen smelter. Og gigantiske menneskemasser kan udslettes ved et tryk på en knap. Der er nok at frygte, skulle jeg mene. Men: ”I think the world feels more comfortable with fear”, siger RuPaul. Og ja, han har jo nok ret. Det er jo nok vores grundtilstand at være bange. Det er jo nok et menneskeligt vilkår, at frygte, at vi skal miste det hele. Markerne, skovene, damen med hækleriet, vores familie, vores venner, vores hjem, vores identitet, vores frihed, vores verden. Selvfølgelig er vi drevet af frygt. Og selvfølgelig skal kunsten og kulturen komme mennesket i møde. Agere kollektiv terapi, danne et tryghedsskabende fællesskab, sige: ”Det kan godt være, at vi ikke kan hjælpe dig, men vi kan i hvert fald sige, at vi har det på samme måde, så du ikke er alene med det.”

Over de næste syv måneder skriver jeg klummer for Pindle. Her kan du følge tilblivelsen af vores forestillinger på Momentum. Jeg vil skrive om, hvordan det er at flytte til Odense, hvor dejligt det er at stå med en kop kaffe nede ved åen, hvor herligt jeg egentlig altid har syntes en brunsviger har smagt. Og så kan du høre, hvad jeg er bange for. For jeg er bange. Bange for at miste alt, jeg har. Og bange for at jorden skal gå under. Sikkert ligesom dig. Jeg håber du vil læse med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce