Annonce
Ugeavisen Odense

Larm og røg døgnet rundt: Undren over forurening på Odense Havn

- Landstrøm til store passagerskibe kan være et problem for havnemyndighederne, fordi de skal bruge meget mere strøm, end man kan hente ud af et normalt, kommunalt net, men til de her tre offshore-fartøjer burde det ikke være et problem for Energi Fyn at etablere en forsyning med måler på, siger Jesper Knudsen med paraplyen. Foto: Simon Staun
Tre store offshore-skibe har ligget til kaj i Odense Havn siden juni. Flere beboere i det nærliggende Åløkkekvarter har noteret motorlyd i døgndrift, men det er ikke det, som irriterer Jesper Knudsen.

Odense: Når Jesper Knudsen fra Åløkkehaven går tur med sin hund ved Odense Havn, piner det ham at passere de tre store skibe fra Singapore i den inderste del af havnen.

Ikke på grund af farven, størrelsen eller nationaliteten. Heller ikke, fordi der er en konstant brummen fra et af skibets dieselmotorer.

- Det kan godt være, man kan høre støjen i de fjerneste afkroge af Åløkkekvarteret, men det, der nager mig, er, at lyden minder mig om, at der døgnet rundt pumpes Co2 ud i luften, siger Jesper Knudsen, der er selvstændig og arbejder med investeringer.


Når jeg har lyttet til min yngste datter og hendes veninder, står det klart, at miljøet bekymrer dem voldsomt. De har en reel frygt for, at deres børn eller børnebørn bliver de sidste mennesker. Det er man nødt til at reagere på

Jesper Knudsen, beboer i Åløkkehaven


Han synes, det er fint, at Odense Havn udvikles og trækker mange tusinde nye indbyggere til. Men han forstår ikke, at man både vil være boligområde og samtidig trække skibe til, som får lov at forurene den luft, de mange indbyggere skal leve af.

- Når man har sagt a, skal man også sige b. Det er fint, at Lindø Port of Odense gerne vil holde fast i noget maritimt erhverv, men man er nødt til at tænke på miljøet, siger Jesper Knudsen.

Annonce

Lær af Faaborg

Han har sat sig ind i, hvad det koster at etablere et landstrømsanlæg, som allerede er i brug i flere danske havne. Som på Faaborg Havn, hvor et anlæg sørger for strøm til store skibe, som løser specialopgaver for offshoreindustrien.

- Faaborg Havn solgte jord til en masse fancy lejligheder på selve havnen, og da de nye beboere klagede over larmen fra offshore-skibene, blev løsningen et anlæg til cirka en million kroner. Hvis Odense Havn fortsat vil tjene penge på at leje kajplads ud til rederierne, er de nødt til at gøre noget lignende, siger Jesper Knudsen.

Han har kontaktet Schneider Electric, der stod for etableringen af landstrømsanlægget i Faaborg. De oplyste, at der er afsat 300 millioner kroner i EU-fonde netop til dette formål.

- Dem kan Odense Havn jo søge, hvis ikke de vil bruge nogle af de gode lejeindtægter til at lave ordnede forhold. Et landstrømsanlæg på Odense Havn ville med et trylleslag eliminere dieselrøgsforureningen. Det, synes jeg, ville være en virkelig god investering, for der er ingen tvivl om, at Odense Havn får et klækkeligt beløb for, at de skibe ligger her, siger Jesper Knudsen.

Han forstår ikke, at der ikke for længst er opført et landstrømsanlæg, som ifølge Schneider Electric kan opføres på få dage.

- Der er grotesk at tænke på, at man kunne have undgået så markant en forurening i mere end et halvt år så relativt let.

Annonce

Frygter for fremtiden

Han har intet mod, at der ligger store skibe i Odense Havn, fordi det underbygger det maritime miljø. Det må bare ikke være på bekostning af miljøet.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg har en temmelig grøn indstilling. Vi bruger tændstikker i stedet for engangslightere af plast. Jeg sorterer nidkært affald og solgte i en periode elløbehjul og elektriske cykler, fordi jeg hylder idéen om at mindske Co2-udledning i forbindelse med transport, siger Jesper Knudsen.

Han ved også, at hans fire børn, hvoraf den yngste netop er fløjet fra reden, bekymrer sig gevaldigt om miljøet.

- Når jeg har lyttet til min yngste datter og hendes veninder, står det klart, at miljøet bekymrer dem voldsomt. De har en reel frygt for, at deres børn eller børnebørn bliver de sidste mennesker. Det er man nødt til at reagere på, siger Jesper Knudsen.

Annonce

Kapital må aldrig vinde

Der tales i forvejen en del om miljøet i Åløkkekvarteret, hvor en del af den lokale skov kan blive fældet i forbindelse med et boligbyggeri.

- 300 gamle bøgetræer, der optager enorme mængder Co2, risikerer at blive fældet, for at Olav de Linde kan bygge nogle terrasser eller plante ligusterhæk. Manden tjente over en milliard sidste år, så jeg undrer mig over, hvor mange lag smør han har brug for på sit rugbrød, siger Jesper Knudsen og vender tilbage til havneproblematikken.

- Uden en klode at investere på, kan det hele være lige meget. Jeg er normalt ikke typen, der farer i blækhuset, men nu har det irriteret mig så længe, at jeg var nødt til at reagere. Mit opråb handler ikke om, at jeg er sur på nogen. Det handler udelukkende om bekymring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce