FODBOLD: Ferien er forbi for Mads & Monopolet, som lørdag 8. august er tilbage på Danmarks Radios P4 med en direkte udsendelse. Og det bliver formentlig et aldeles fremragende program at lytte til, hvis man har blot en smule følelser for Fyn og dansk fodbold.
Med i studiet er nemlig OB's målmandslegende Lars Høgh - det afslørede Mads Steffensen onsdag middag på Twitter. Og Lars Høgh lægger ikke selv skjul på, at det ikke krævede den store betænkningstid at sige ja.
- Jeg synes, det er et fedt program og et fedt koncept. Jeg hører det tit selv, så jeg sagde ja med det samme, da Mads ringede og spurgte, om jeg ville være med, fortæller Lars Høgh til avisen.
- Hvor mange gange skal du være med?
- Foreløbig kun den ene gang. Vi tager det, som det kommer og tager en tur ad gangen. Det er en sjov udfordring, og jeg glæder mig til at være med.
Mange positive kommentarer
De to andre medspillere til Lars Høghs debut i Mads & Monopolet er Lina Rafn og Simon Jul, fremgår det af programmets Facebookside.
Den flød i timerne efter offentliggørelsen over af positive kommentarer. F.eks. skrev Andreas Fløche Posselt:
- I risikerer at underminere hele konceptet. Hvis Høgh'en først har givet sin mening til kende, så er resten af panelets mening ubetydelig. Siger det bare.
Og Jens Lykke havde denne kommentar:
- Jamen Mads, for f......!! Lørdag 8. August 2020 kl. 09.04. Den dag på det klokkeslet rammer du toppen af din karriere : Du har "scoret" HØGHEN.!!! Du kan aldrig nå noget højere eller på niveau med det. Tillykke Mads, og desværre herfra kan det kun gå nedad bakke.
At forventninger er store, vidner denne kommentar fra Kim Ulrik Tranekjær Søgaard også om:
- Hvis man synes, at Allan Simonsen effekten i Vild med Dans var spektakulær, så vent bare til, Høgh’en begynder at tage med hænder i Monopolet.
EM-foto fra 1998
Præsentationen af Lars Høgh som nyt medlem af Mads & Monopolet ledsages på de sociale medier af et billede af målmanden, som er lavet op til EM 1988 i Vesttyskland - og om ikke andet kan det i hvert fald konstateres, at Lars Høghs hårpragt ikke stod tilbage for nogen Bundesligaspilleres frisure.
Lars HøghVi tager det, som det kommer og tager en tur ad gangen. Det er en sjov udfordring, og jeg glæder mig til at være med.
Resultaterne i EM-turneringen var mindre prangende for det danske landshold, som tabte 2-3 i den første kamp, der var et gensyn med Spanien, holdets onde ånd fra VM-turneringen i Mexico to år tidligere.
Lars Høgh slap dog for igen at skulle pille bolden ud af målet efter de spanske scoringer - den tjans havde AGF's Troels Rasmussen, som i de følgende to kampe måtte se til fra bænken, mens en ung Peter Schmeichel oplevede at tabe 0-2 til de vesttyske værter og 0-2 til Italien.
Der ventede dog Lars Høgh en triumf med landsholdet, for i 1995 var han med på holdet, som vandt Kong Fahd Cup - der senere blev omdøbt til Confederations Cup - med en finalesejr på 2-0 over Argentina.
Lars Høgh er i dag bl.a. målmandstræner for landsholdet, en opgave, han en overgang måtte sætte på standby på grund af sin kræftsygdom.
Mads og Monopolet sendes lørdag formiddag klokken 9-12 på DR P4. Programmet udgives også efterfølgende som podcast.
På lørdag er Mads & Monopolet tilbage efter ferie. Jeg giver debut til en legendarisk målmand. #madsogmonopolet #drp4 #dr pic.twitter.com/bwCqYe2xbz
— Mads Steffensen (@madsstef) August 5, 2020