Annonce
Ugeavisen Odense

Lokal arkitekt kritiserer hotelplaner: Foreslår højhus på op til 21 etager på attraktiv grund i Odense C

Sådan kunne en udvidelse af Hotel HCA også se ud set hen langs Hans Mules Gade, lyder et forslag fra Odense-arkitekt Paul J. Larsen. Illustration: Arkitekt Paul J. Larsen
- En sand rædsel, lyder det fra Odense-arkitekt Paul J. Larsen om de hotelplaner, som By- og Kulturudvalget tirsdag tager stilling til.
Annonce

Odense: Med gru har Odense-arkitekten Paul J. Larsen fulgt med i debatten om en mulig udvidelse af Hotel H.C. Andersen, som blandt andet vil betyde, at hotellets facade rykkes helt ud mod Hans Mules Gade.


Mit forslag går i sin enkelthed ud på at bygge et nyt højhushotel på 17-21 etager med en højde på cirka 75 meter.

Paul J. Larsen, arkitekt


En plan, der er blevet mødt med en del kritik, som Paul J. Larsen godt forstår.

- En sand rædsel, kalder han de planer, der er lagt frem og mener, at det vil være "tragisk for Odense", hvis byggeriet realiseres som skitseret på en så central beliggenhed midt i byen.

Hotel HC Andersen vil bygge til, og sådan ser den visualisering af planerne ud, som hidtil har været lagt frem.  Senest er det af By- og Kulturforvaltningen på foranledning af et flertal i Økonomiudvalget blevet foreslået at begrønne cirka 50 procent af facaden. Arkitekt Paul J. Larsen ser dog hellere, at planerne tegnes helt om. Illustration: Fra lokalplanforslaget

Paul J. Larsen efterlyser mere vision og er derfor gået i tegnestuen og har udarbejdet et alternativt forslag, som han nu vil præsentere for By- og Kulturforvaltningen og politikerne i udvalget.

Kort fortalt skal der ikke ændres ret meget på den eksisterende bebyggelse - i stedet skal hotellet udvides ved at bygge i højden.

"Mit forslag går i sin enkelthed ud på at bygge et nyt højhushotel på 17-21 etager med en højde på cirka 75 meter", skriver Paul J. Larsen i sit forslag.

Annonce

Attraktivt på den lange bane

Det smalle høje hotel skal opføres cirka midt på den p-plads, der i dag ligger mellem Hotel H.C. Andersen og Hans Mules Gade.

Hotellet, som Paul J. Larsen har tegnet, kræver 15 meter i bredden, og på det sted er der mellem det nuværende hotel og gaden 17 meter.

- Der er lige plads, forklarer han.

Desuden er det tanken, at den nuværende parkeringsplads foran hotellet sløjfes. I stedet anlægges en p-kælder under området, hvor der i dag er p-plads.

- Den kobles i den vestlige ende sammen med den nuværende p-kælder under Odeon. Derved skal der ikke laves en ny rampe, da man vil kunne bruge den, der i forvejen er ved Odeon, forklarer Paul J. Larsen.

Men hvad med økonomien? Det lyder uanset hvad dyrt, hvis der skal anlægges p-kælder og bygges så højt, som du foreslår?

- Det mener jeg sådan set ikke. Og især ikke set på den længere bane. I stedet for at opføre en rædsel, så får man noget, som kan blive et ikonisk byggeri for byen. Odense er i dag den eneste af de store danske byer, som ikke rigtig kan tilbyde hotelværelser med udsigt. Det mangler, og jeg er sikker på, at det vil være en god investering på lang sigt at bygge et hotel, som udmærker sig positivt i stedet for at opføre det, der er på tegnebrættet nu, som efter min mening er alt for skrumlet og klodset, siger Paul J. Larsen.

Annonce

På dagsordenen tirsdag

På overfladen, hvor der i dag er p-pladser foran hotellet, foreslår Paul J. Larsen, at der på hver sin side af højhuset kan anlægges mindre byparker.

Sagen kort

Et flertal i By- og Kulturudvalget besluttede i august sidste år at fremlægge et forslag til en udvidelse af Hotel H.C. Andersen i 8 ugers offentlig.

Til trods for betydelig modstand - både hos flere partier og hos en række aktører i lokalområdet - valgte et flertal i udvalget 24. november at godkende planerne og sendte sagen videre op ad i det politiske system.

2. december vendte et flertal i Økonomiudvalget dog tommelfingeren nedad og sendte sagen retur til By- og Kulturudvalget med et ønske om et mere grønt udtryk.

Nu skal sagen så igen behandles i By- og Kulturudvalget med et par grønne tilretninger.

I sidste ende er det byrådet, der skal træffe beslutning om, hvorvidt planerne skal godkendes eller ej.

Forslaget med nærmere beskrivelse og flere tegninger har han mandag sendt til hele By- og Kulturudvalget, som på et møde tirsdag skal forholde sig til den mulige hoteludvidelse.

Sagen har allerede været en tur gennem det politiske system, hvor den af Økonomiudvalget blev sendt retur til By- og Kulturudvalget. I sidste ende er det byrådet, som skal træffe en afgørelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Politiet tilkaldte assistance fra Jylland og Sjælland til coronademonstration: - På et tidspunkt er der rigtig dårlig stemning

Annonce