Annonce
Ugeavisen Odense

Mere populær end nogensinde: Alligevel risikerer gymnastikforening at måtte lukke

Munkebjerg Gymnastikforening har brug for frivillige. Foto: Munkebjerg Gymnastikforening
Munkebjerg Gymnastikforening er mere populær end nogensinde. Alligevel risikerer foreningen at være fortid, for mens ventelisterne bliver længere og længere, bliver der også længere mellem de frivillige kræfter.
Annonce

Munkebjerg: Springgymnastik, rytmisk grandprix-hold, motionshold, konkurrencehold. I Munkebjerg Gymnastikforening tilbyder man et væld af gymnastikhold til alle aldersgrupper, men det kan snart være fortid. Den 26 år gamle forening har problemer med at skaffe trænere og frivillige til klubben.

Opbakningen til Munkebjerg Gymnastikforening er ellers til at mærke blandt de glade gymnastikbørn og voksne, når man ser på foreningens venteliste. På trods af seks hold med omkring 25 gymnaster på hvert hold, så er der stadigvæk ikke nok hold til den store efterspørgsel, og foreningen ville også gerne udvide holdene, men det er ikke muligt uden flere frivillige kræfter. Et problem som formanden for foreningen hører flere steder.

Munkebjerg Gymnastikforening

Munkebjerg Gymnastikforening er en gymnastikforening i Odense, som har alt fra børnehold til konkurrencehold for odenseanere i alle aldre. 

Munkebjerg Gymnastikforening holder til i lokalområdet omkring Munkebjergskolen, men har også hold på Odense Katedralskole og andre større haller i byen.

Foreningen blev grundlagt i 1993 og består i dag af en frivillig bestyrelse på syv personer og 52 frivillige og trænere. Læs mere på munkebjerggymnastikforening.dk

Formand i foreningen, Niels Peter Knudsen, kan kontaktes på telefon 5218 9943.

- Vi ved, at det er et generelt problem at få frivillige kræfter til foreningslivet her i Odense og på Fyn, og det er der brug for, hvis vi skal give børnene en god oplevelse. I Munkebjerg har vi en lille hård kerne af frivillige, som i øjeblikket yder en stor indsats, men vi vil gerne slå et slag for, at flere melder sig til. Selvfølgelig gerne i vores forening, men også andre. De fleste af os ønsker jo, at vores børn har mulighed for at spille fodbold, gå til dans eller gymnastik, men de tænker ikke over, at de selv kan hjælpe til, siger Niels Peter Knudsen, formand for Munkebjerg Gymnastikforening.

Opvisning i idrætshallen. Foto: Munkebjerg Idrætsforening

Gymnastikforeningen oplever desuden, at forældre brokker sig over træningstidspunkterne, haller eller hold, som ikke bliver til noget.

- Jeg ved, at mange forældre i klubben har en travl hverdag, hvor det kan være svært at få tid til frivilligt arbejde. Men hvis vi skal kunne fortsætte med vores lokale gymnastikforening, så kræver det, at flere gør en indsats og giver noget tilbage til den klub, vi er glade for at have vores børn, søskende eller venner i, siger Niels Peter Knudsen.

Annonce

En træner gemt i maven?

Munkebjerg Gymnastikforening gør også, hvad de kan for at passe på deres frivillige. De tilbyder kurser og uddannelse til trænere og hjælpetrænere, ligesom der flere sociale arrangementer, foreningstøj, godtgørelse og sparring mellem de frivillige.

- Skulle der sidde en gammel gymnast med gode idéer til et nyt hold eller andre gymnastikformer, eller en anden ildsjæl, som kan hjælpe til i foreningen, så hører vi gerne fra jer. Vi er en dynamisk forening, som favner bredt og har plads til alle. Med vores ventelister, så er vi altid åbne overfor nye idéer og hold, siger Niels Peter Knudsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce