Annonce
Ugeavisen Odense

Mindst seks knivstik i ryggen på 20-årig: Jalousi førte til drabsforsøg

Det dramatiske jalousiopgør skete lørdag eftermiddag i en opgang til en ejendom i Sankt Knuds Gade. En 21-årig kvinde er sigtet for drabsforsøg på en 20-årig kvinde. Foto: Presse-fotos.dk
En 21-årig kvinde blev søndag varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg med mindst seks alvorlige og livstruende knivstik på 20-årig kvindelig bekendt i en opgang i Sankt Knuds Gade.

Odense: Det var et jalousidrama, som efter al sandsynlighed udviklede sig dramatisk og fatalt til et drabsforsøg med mindst seks alvorlige og livstruende knivstik i ryggen på en 20-årig kvinde.

Søndag eftermiddag blev en 21-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, og selv om det skete for lukkede døre, så hendes forklaring ikke kommer til offentlighedens kendskab endnu, peger meget i retning af, at der var tale om et dramatisk jalousiopgør mellem de to kvinder, som kendte hinanden på forhånd, om en tredje mandlig person. Det fremgår af forklaringer, avisen har fået kendskab til.

Mindst seks gange stak den 21-årige kvinde ifølge sigtelsen den 20-årige kvinde i ryggen, og ifølge politiets opfattelse skete det med henblik på at dræbe. Derfor er den 21-årige også sigtet for drabsforsøg efter straffelovens paragraf 237, som er en af de alvorligste paragraffer i straffeloven.

Offer i kunstig koma

Knivstikkeriet fandt sted lørdag omkring klokken 14.50 i en opgang til en beboelsesejendom i Sankt Knuds Gade, og vidner har over for avisen beskrevet, hvordan der var store mængder blod smurt ud i opgangen. Det var her, en af parterne tilsyneladende boede.

Efter knivstikkeriet blev den 20-årige kvinde kørt til Odense Universitetshospital i kritisk tilstand, og hun kom meget hurtigt på operationsbordet. Søndag aften rapporteredes hendes tilstand til at være stabil, og hun er lagt i kunstig koma.

Den mistænkte gerningsmand til drabsforsøget blev dog først anholdt mange timer efter knivstikkeriet i opgangen. Det skete omkring klokken 20.30. I mellemtiden havde politiet afspærret store dele af det kendte boligkvarter, og med politihunde blev der ledt efter spor i blandt andet Dagmargade, Alexandragade, Fredensgade og Allégade.

Et vidne, som cyklede forbi gerningsstedet omkring tidspunktet for knivstikkeriet kørte, at der blev sagt "stik en finger i såret. Politiet kommer om lidt". På det tidspunkt havde offeret ifølge et vidne mistet en større mængde blod, og var kun ved lettere bevidsthed.

Annonce

Nægtede sig skyldig

Søndag kunne Fyns Politi også afkræfte eventuelle rygter om, at knivstikkeriet er banderelateret. Det er det ikke.

I grundlovsforhøret fik den unge kvinde læst sigtelsen for drabsforsøg op, og via sin forsvarer nægtede hun sig skyldig og ville ikke svare på spørgsmål.

Alligevel varede grundlovsforhøret mere end to timer, og meget længere end forventet. Hvad årsagen var til det vides ikke, fordi det var den lukkede del af forhøret.

Kvinden er varetægtsfængslet foreløbigt til den 12. maj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Se videoen: Først var Nini irriteret over sin nye bofælle - nu holder hun af andemor og ungerne

Annonce