Annonce
Ugeavisen Odense

Mysteriet om det tomme skab: Manglende hjertestarter vækker undren i Hjallese

Hjertestarterskabet på Hjallesehallen er tomt. Sådan har det været lige siden, det blev hængt op. Foto: Kristian Isaksen
I Bellinge bliver idrætscentrets aflåste hjertestarter snart taget op til revision og i Hjallese skal hallen og skolen finde ud af, hvad der skal gøres med det tomme skab på hallens ydermur.
Annonce

Bellinge/Hjallese: Der er nok ikke et entydigt svar på, hvilke hjertestartere i landet, der er de vigtigste, men det er nærliggende at tro, at de hjertestartere, som hænger i og på hallerne set fra et nytteperspektiv troner højt på brugbarheds-skalaen.

Hallerne anvendes hver dag af mange mennesker og er et samlingspunkt, hvad enten det drejer sig om sportsarrangementer eller loppemarkeder.

Det er et sted, borgerne kender til, selv hvis ikke de er brugere af hallens faciliteter.

Derfor har avisen nærstuderet hjertestarterkortet i Odense og en tendens går igen.

Haller og sportspladser er i stor stil repræsenteret - og de fleste er grønne.


Hvis man bare ser skabet og noterer sig, at der er en hjertestarter, kan det jo skabe en grim situation, når der er brug for akut hjælp. Så vi skal også have gjort noget nu. Der skal helst være én der er tilgængelig hele døgnet

Lars Hemmingsen


Men i Hjallese og Bellinge er farven henholdsvis gul og rød.

Gul betyder, at der kun er adgang i de åbne timer - rød, at de er låste.

Bellinge Idrætscenters formand har til avisen bedyret, at den seneste tids snak om aflåste hjertestartere og vitale, spildte sekunder har bevirket, at centret tager sin hjertestarters tilstand op ril revision på næstkommende møde i fritidsudvalget.

I Hjallese er sagen langt mere kompleks.

Annonce

Tomt skab

En læser har udtrykt undren over hjertestarteren på Hjallesehallen. Eller snarere - det tomme skab på Hjallesehallen.

Avisen kiggede selv ud for at besigtige den kvadratiske metalkasse og ganske rigtigt. Det er tomt.

Og der er faktisk ikke rigtigt nogen forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.

- Leverandøren, hallen og skolen er gået lidt fejl af hinanden, fortæller halbestyrer Lars Hemmingsen.

- Vi fik sat et skab op. Til at begynde med, troede jeg, hjertestarteren medfulgte og kiggede ikke nærmere på den. Efter flere uger, da jeg tilfældigt gik forbi, troede selv jeg, at den var blevet stjålet. Det viste sig bare, at den aldrig havde været sat i.

Det forstår jeg ikke helt. Hvorfor sætte et skab op uden hjertestarter?

- Ja, det er et godt spørgsmål. Der er en hjertestarter inde i hallen. Det er den, der er registreret på hjertekortet. Det viser sig så, at det var den, der skulle udenfor at hænge, men det var der vist ikke nogen, der havde fået sagt videre. Jeg blev bedt om at sætte den ud, men jeg er ikke sikker på, at det er noget, man bare gør og jeg vil ikke risikere at gøre det forkert.

I hvor lang tid har skabet så stået tomt?

- I to år.

Er det tilfredsstillende?

- Nej, bestemt ikke. Hvis det kun var op til mig, ville jeg sige, vi skulle beholde den gamle hjertestarter i hallen og købe en ny til udenfor.

Kan du forestille dig, at der kunne opstå en farlig misforståelse med et tomt skab?

- Helt sikkert. Hvis man bare ser skabet og noterer sig, at der er en hjertestarter, kan det jo skabe en grim situation, når der er brug for akut hjælp. Så vi skal også have gjort noget nu. Der skal helst være én der er tilgængelig hele døgnet. Der er jo lange perioder, hvor hallen slet ikke er åben. Så får man ikke meget glæde af den hjertestarter.

I denne uge drøfter halbestyreren en løsning med skolelederen.

Avisen følger op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Bessehjælp: Book en Besse

Annonce