Annonce
Ugeavisen Odense

Nøgenbilleder og flydende grænser: Lettjente penge åbner en farlig glidebane for unge

Leder af Reden Odense, Mette Guul (th), har ansat Pernille Bjernemose (tv) som ungekoordinator i RedenUng i Odense. Hun tilbyder skoler og uddannelsessteder en række undervisningsforløb, som skal gøre unge mere bevidste om deres egne grænser, om deling af nøgenbilleder og sugardating. De er så populære, at hun har svært ved at følge med. Foto: Ulrik Sass
Nøgenbilleder, sugardating og seksuelle gråzoner er i centrum, når Pernille Bjernemose tager ud på skoler og uddannelsesinstitutioner. RedenUng i Odense vil gøre de unge mere bevidste om egne grænser og mulige konsekvenser.
Annonce

Odense: Det begynder med de nemmeste og hurtigste penge, hun nogensinde har tjent. 200 kroner for et billede af hendes bryster - uden ansigt, uden nogen kendetegn. Og jo flere, som køber billedet, jo flere penge får hun.

Men så nemt bliver det ikke ved med at være for 16-årige Tilde, da hun får mod på at tjene lidt flere "lettjente" penge.

Selv om situationen er taget fra fiktionens verden, fra bogen "Aldrig for altid", skildrer den dilemmaer, som ligner de valg, unge står over for, hvis de først bevæger sig ud på den glidebane, som ofte begynder med deling af nøgenbilleder.

Den verden vil Pernille Bjernemose fra RedenUng i Odense gerne gøre unge mere bevidste om. Derfor tilbyder hun tre gratis undervisningsforløb til unge i skoler og på uddannelsesinstitutioner - om egne og andres grænser; om dating, sex og nøgenbilleder; og om seksuelle gråzoner.


Vi ved, at mange unge bliver paranoide. De har solgt et nøgenbillede på nettet uden rigtig at vide, hvem der sidder på den anden side, så hvor meget bliver det delt? Og hvem ser det? Er det min lærer, min ven, ekspedienten i Brugsen? Ved hele klassen det?

Pernille Bjernemose, ungekoordinator i RedenUng Odense


Annonce

Ingen løftet pegefinger

Problemets kerne er, forklarer Pernille Bjernemose, at mange unge glemmer at gennemtænke, hvad det vil sige at sælge et nøgenbillede. Eller hvad de skal gøre, hvis de sidder med ondt i maven derhjemme efter at have været på en date, som de har fået en pæn betaling for.

- Vi kommer ikke for at løfte pegefingeren, men for at sige, at der er nogle ting, som kan gå galt, som vi synes, man skal gennemtænke, inden man fortsætter, siger hun.

- Vi ved, at mange unge bliver paranoide. De har solgt et nøgenbillede på nettet uden rigtig at vide, hvem der sidder på den anden side, så hvor meget bliver det delt? Og hvem ser det? Er det min lærer, min ven, ekspedienten i Brugsen? Ved hele klassen det?

- Det medfører en mistro overfor alle de mennesker, man omgiver sig med. Nogen har også oplevet at blive afpresset, hvis de ikke vil sælge flere - at bagmanden truer med at offentliggøre dem, man allerede har lavet og at dele dem med familien eller klassekammeraterne. Og så bliver det en ond spiral, hvor de bliver ved med at sælge, men får det dårligere og dårligere, fordi de ikke kan se en udvej, fortæller Pernille Bjernemose.

Annonce

Sugardating

Hendes undervisningsforløb er så populære, at hun har svært ved at følge med og allerede nu er booket indtil midten af december.

Skolerne viser især interesse for de tiltag, der handler om deling af nøgenbilleder og grænser, men mange klasselærere for ældre elever vil også gerne have sat fokus på sugardating. Det er det fænomen, hvor en ældre person giver en ung kvinde eller mand gaver, oplevelser eller penge til gengæld for selskab og intimitet. Her er den seksuelle ydelse ofte usagt.

Den kontroversielle influencer Fie Laursen lavede i maj et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun talte varmt for at sugerdate. Men det kan have store konsekvenser. Arkivfoto: Maria Albrechtsen Mortense/Scanpix

Det er en datingform, som den kontroversielle influencer Fie Laursen har talt positivt om og fået sat på dagsordenen. Som hun senest skrev i en Instagram-story i slutningen af maj:

"Hvis der sidder nogle piger over 18, der sidder og tænker, "wow jeg kunne godt bruge lidt luksus i min hverdag", så kan I enten ligesom mig sælge jeres brugte trusser. Men I kan også tage på sugerdates i stedet for, at I går på Tinder og bliver fucket op af en eller anden psykopat og ikke får en skid ud af det. Så kan I bare sige, "hey, ved du hvad, jeg vil gerne have 5.000 kroner for at tage ud og spise med dig"..."

Annonce

Ubehagelige tanker

- Vi vil imidlertid gerne sætte fokus på, at så nemt er det ikke nødvendigvis, siger Pernille Bjernemose.

- Det kan godt være pengene kommer nemt de første gange - at man slipper for mange vagter i Fakta - men vi kan se, at mange kommer til at sidde med nogle ubehagelige tanker bagefter. De oplever en afhængighed af gaverne, pengene, bekræftigelsen. Og en form for ensomhed, fordi man pludselig kun er interessant at være sammen med, hvis man yder en seksuel ydelse - eller har penge på lommen. Og så bliver de virkelig ensomme, hvis de ikke har nogen at snakke med det om, siger hun.

Derfor har hun også som en opfølgning på sine undervisningstilbud indlagt en mulighed for rådgivning hver onsdag aften.

Book et undervisningsforløb

RedenUng Odense har fået penge fra Augustinus Fonden til blandt andet at tilbyde undervisningsforløb  til unge om at sætte grænser og seksuelle gråzoner. Forløbene er som udgangspunkt to timer og indeholder en række dilemmaer, som de unge skal forholde sig til. Her er de tre emner:

  1. Grænser: Henvender sig til de yngste i 7.-8. klasse. Handler om egne og andres grænser, og hvordan man passer på sine egne grænser, især på sociale medier. Og hvad det kan gøre ved et menneske at bryde sine grænser igen og igen.
  2. Dating, sex og nøgenbilleder: Henvender sig til 8.-10. klasse, erhvervsskoler, gymnasier og HF. Handler om salg og deling af nøgenbilleder - hvordan forholder man sig f.eks. til uopfordrede henvendelser på sociale medier - og hvilken glidebane det kan føre til. Der ses også på seksuelle gråzoner i dating-universet.
  3. Seksuelle gråzoner: Henvender sig til de ældste elever, erhvervsskoler, gymnasier og HF. Handler om sugardating og gråzone-prostitution - om  risici, konsekvenser og motiver.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Bessehjælp: Book en Besse

Ugeavisen Odense

Best of Odense: Gense showet og se alle vinderne i kategorierne her

Ugeavisen Odense

Byens bedste kulturoplevelse

Ugeavisen Odense

Bedste Gå-i-byen-sted: Vi er superglade

Annonce