Annonce
Ugeavisen Odense

Nuancerne blomstrer i "Mosen"

Klaus Knakkergaard, redaktør. Foto: PR
Annonce

Vollsmose var det første sted, jeg lærte at blive bange for.

Ret beset var der ikke tale om en decideret form for læring, men rygterne om det "farlige sted" i nord sivede stille - men sikkert - gennem Odense, og nåede til sidst helt mod syd, hvor en gruppe pubertets-unger gjorde sig store forestillinger om, hvad der dog foregik i Vollsmose.

Frygten var overdrevet, har jeg senere erfaret, selv om et par sammenstød med grupperinger fra nordøst trods alt var med til at retfærdiggøre en næsten mytisk forestilling om Vollsmose. Vi skulle i hvert fald ikke derud. Det var tæt på livsfarligt, ræsonnerede vi os frem til, og sådan gik det altså til, at jeg trods en opvækst i Odense aldrig rigtig fik et forhold til Vollsmose.

I dag bor jeg med lidt god vilje med udsigt til lejlighedskomplekserne, der rummer så ufattelige mange familier og historier, og min indsigt i området rummer i dag heldigvis meget andet en ungdommens fordomme. Kriminaliteten i området det, der optager mig mindst, for der er så meget andet ved Vollsmose, der beriger et nysgerrigt sind.

Lad mig for en god ordens skyld lige slå det fast: Jeg er ikke naiv, og ja, Vollsmose har udfordringer. Der er grupperinger, der med de mest uacceptable metoder forsøger at sætte en anden dagsorden, end den vi skal finde os i. Det kræver opmærksomhed, fokus og handling - det kan ingen være uenig i. Men disse grupperinger fortjener ikke opmærksomhed i en sådan grad, at det sætter over 9000 odenseanere i et dårligt lys. Jeg taler altså ikke, om at vi skal tie kriminelle og utilpassede ihjel, min pointe er, at vi også skal huske at tale alle andre op.


Jeg taler altså ikke, om at vi skal tie kriminelle og utilpassede ihjel, min pointe er, at vi også skal huske at tale alle andre op.

Klaus Knakkergaard, redaktør Ugeavisen Odense


For et års tid siden var jeg inviteret ud til Vollsmose Avis, hvor jeg blandt andet skulle snakke om mediernes rolle i forhold til Vollsmose. Jeg ved ikke, hvor meget tilhørerne fik ud af mine ord, men deres ord og fremtoning står stadig tydeligt for mig. Vollsmose er deres hjem, og uanset, hvad de hørte, læste eller fik fortalt, så elsker de det hjem. Faktisk synes tilhørsforholdet til Vollsmose at være stærkere og mere loyalt end noget andet sted i byen. Folk går i skole her. De dyrker sport her. De finder kærester her. De arbejder her. De slår sig ned her. De lever her.

Men det sjældent det, vi snakker om.

Hvis du søger på "Vollsmose" hos langt de fleste medier, vil historierne, du finder, have en trist vinkel. Det er uomtvisteligt, at der sker skyderier, knivstik og kriminalitet i Vollsmose - men det er ikke det sande billede af bydelen. Ikke hvis du spørger dem, der bor der. Så det har vi gjort.

I denne uge tager vi i Ugeavisen Odense hul på fortællinger fra Vollsmose. Bolden er i høj grad sparket over til dem, der på den ene eller anden måde lever i ”Mosen”, for det er deres historier, jeg gerne vil fortælle videre.

I denne uge får du tre personlige beretninger fra Vollsmose, der forhåbentlig kan være nye nuancer i det billede, vi tegner af stedet. Jeg håber, at du den kommende tid vil læse mange flere. Jeg ved med sikkerhed, at der er masser at fortælle derfra.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce