Annonce
Ugeavisen Odense

Ny hverdag: Corona!

Hjemmarbejdspladsen. Foto: Sara Ekknud
Annonce

19 skridt. Ja, det er min tid reduceret til, når jeg skal på arbejde. Hvis man altså overhovedet kan kalde det tid. Mine normale 20-25 minutter i bil er kraftigt reduceret. Når jeg så er færdig med at arbejde, så har jeg præcist seks skridt til sofaen. Ja, jeg kan faktisk også se fjernsyn fra min nye kontorstol. ”Kantinen” har jeg længst til – hele 25 skridt er der til mit køleskab og et mere til kaffemaskinen. ”Kantine” er for stort et ord, da de søde mennesker, som normalt laver lækker frokost til mig og mine kollegaer jo også er hjemsendt, så nu sidder jeg alene i hjemme i mit køkken med en rugbrødsmad i frokostpausen. Nå, ja, min mand Søren er her også. Så vi er to. Som virkelig får set noget til hinanden på 2. sal. Det er bare slet ikke det samme (og nu kan jeg virkelig se, hvor heldig jeg er i hverdagen, så en stor tanke til Dorte og de andre søde damer, som laver lækker mad til os normalt).

Der kan ske meget på kort tid. Rigtig meget. Nu står min skærm, tastatur og alt muligt andet hjemme i Klaregade. Jeg har fået mig en fin lille plads på min mands hjemmekontor. Så forenden af hans normale mødebord kan jeg nu sidde med alle mine ting og sager – okay, mapperne og diverse kort over dyrskuepladsen er på gulvet og lidt omkring, men hvis jeg skal være her i mange uger, så får jeg nok også gjort noget ved det. Nu skrev jeg jo på Sørens normale kontor – så ja, en smule bagved min ryg begynder hans skrivebord. Så min baggrundsstøj er nu uddrag af Skypemøder, om håndsprit, ældrepleje og beredskab. Han har også fået den nye vane, at han går rundt i lejligheden til sine mange telefonmøder. Forleden gik han imponerende 3000 skridt rundt herhjemme – ja, så jeg bliver god til at lukke af og han får motion. Det er vel en win-win. Jeg havde slet ikke overvejet for 14 dage siden, at vi kunne ende her, hvor vi er endt. Det er jo helt vildt. Jeg kan sætte så mange tillægsord på denne situation, men mest af alt, så giver jeg alt min tiltro og håb til de kloge og dygtige mennesker, som arbejder i ministerierne, på sygehusene, på plejehjemmene og alle andre steder, som gør det så godt. Kæmpe high five og stående klapsalve herfra ”mit kontor” i Klaregade til jer.

Jeg må indrømme, at der er også et par fordele ved det her hjemmekontor. Jeg kan simpelthen ikke være den eneste, som ”møder ind” i sutsko og morgenhår. Og kan jo møde på arbejde i præcist det tøj, som jeg vil. Og jeg behøver slet ikke frisere mig. Hurra! Jeg har godt nok læst, at et par kloge mennesker mener, at alt det, som jeg gør i de her dage, er det, som man ikke skal. Man skal gøre, som man plejer: Gå i bad, ta’ pænt tøj på osv. Det vil jeg overveje, om et par dage mere, når jeg stensikkert bliver træt af mig selv i det her kluns. Men det er da hyggeligt. Det synes jeg, men jeg vil da også godt love, at jeg nok skal tage andet tøj på, når jeg igen skal møde ind på kontoret. Selvom jeg faktisk selv mener, at mine fine guldglimmer-sutsko kan noget godt. Jeg er nok ikke den eneste, som har Skypemøder i de her dage – og det giver jo mange fine oplevelser – og det giver mig også lidt at tænke over til, når hverdagen igen melder sig efter alt det her Corona. Det er jo faktisk smart og effektivt. Forleden snakkede jeg med én ny kunde, og i baggrunden kunne man høre hunden og et barn, som tydeligvis gerne ville i kontakt med sin mor. Vi smilede lidt af det, og så fik jeg den oplevelse med. Nu bliver vi jo inviteret med ind i hinandens hjem, og man kan pludselig fornemme, hvordan hinanden bor og lever. Mere personligt bliver det ikke.

En ny normal er ved at være skabt. Og så alligevel ikke. Jeg kan mærke, at mit hoved dag for dag accepterer den her nye hverdag mere og mere. Det er blevet bedre. Vi var så også kun ca. 48 timer fra, at Mette Frederiksen havde fortalt i tv’et, at vi skulle blive hjemme de næste uger til, at jeg smed mig på sofaen og småråbte: JEG KEDER MIG! Min søde ægtemand kiggede på mig, og grinede. Og sagde, at jeg havde rigtig lang tid igen. Men der er jo intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, og i de sidste mange måneder, så har jeg prøvet at tage mig sammen til at få vasket vinduer og ordnet sådan lidt diverse ting hjemme. Og wupti: Det er nu gjort. Så jeg må hellere komme videre i de mange ting, som jeg normalt aldrig gider lave, så vores hjem kommer til at stå så rent, ryddeligt og snorlige, som aldrig før. Og jeg tænker ikke, at vores lejlighed er den eneste, som kommer til at stå sådan, når vi er færdige.

Der er jo mange steder, hvor man mærke det her, men udover mit nye hjemmekontor i Klaregade, så er det netop Klaregade, der har forandret sig mest. Normalt – det er altså før Corona var et ord, som vi alle kendte, var her liv og glade dage. Der var snak, smil og mennesker på vej i butikkerne. Der var puls, når vi gik ud for døren. I dag kan jeg mest høre fuglefløjt! Ja, og så en megairriterende due, som åbenbart gerne vil bo på vores altan. Her er fuldstændig stille. Ingenting. Gaden er fuldstændig, som den er den 24. december, når vi normalt er gået ud ad vores hoveddør på vej mod kirken – Det har altid være et af mine yndlingstidspunkter, da der netop juleaftensdag er en ro og stemning, som ingen andre dage. Den stemning har nu været her i mange dage – ganske forfærdeligt for de mange småbutikker og restauranter, som er vores naboer, og som vi normalt kan hilse på og tale lidt med. Det er så hyggeligt, at Käte vinker til mig fra Georg Jensens butik og længere nede af gaden, så vinker Ivan og Thomas fra Lalou, og så kan jeg blive ved. Nu vinker ingen til mig.

Klaregades ændring er jo faktisk blot resultatet af, at vi heldigvis alle lytter efter dronningens ord: Bliv hjemme. Så hvor længe, at jeg skal sidde hjemme i vores hjemmekontor, ved jeg ikke – jeg er faktisk også ligeglad. Det vigtigste er, at det her stopper. Der er særligt én ting, som jeg bruger tid på nu her. Altså udover alle de praktiske gøremål og se utrolig meget fjernsyn. Det er at svare på spørgsmålet: Bliver der dyrskue til sommer. Jeg kan godt forstå, at I tænker på den aktuelle Corona-situation og dens indflydelse på Det Fynske Dyrskue. Jeg kan sige, at vi fortsat arbejder videre med planlægningen af sommerens fynske dyrskue, og på nuværende tidspunkt er det vores klare forventning, at vi stadig kan afholde et rigtig godt skue til juni. Der er heldigvis næsten tre måneder til, at vi skal samles på Dyrskuepladsen i Odense, men da vi ikke kender fremtiden, følger vi naturligvis tæt med i situationen og myndighedernes anvisninger. Men jeg bliver nødt til at håbe og tro, at vi får tre gode dage sammen.

Og nogle gode dage skal vi også have nu her, så jeg vil tænde for fjernsynet og synge med, når Philip Faber synger morgensang på DR. Det er da så hyggeligt. Det er måske lidt synd for mine naboer, at jeg står og synger højt og falsk, men så kommer der da lidt liv i Klaregade.

De tomme gader er til at tage at føle på. Foto: Sara Ekknud
Lidt selskab er der at hente i morgensangen. Foto: Sara Ekknud
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce