Annonce
Ugeavisen Odense

Ny restaurant satser på asiatisk gourmet: Tre Michelin-kokke bryder alle regler

- Har du lagt mærke til, at vi har vendt jorden på hovedet herinde, siger Joy Lopdrup om det grønmalede loft og dernæst det gråmelerede gulv. Foto: Simon Staun
6. maj åbner Baan Baan på Vestergade i Odense for spisende gæster efter en indkøringsperiode med takeaway. Joy Lopdrup, der ejer restauranten med sin mand Henrik, er udlært på Kiin Kiins Michelin-restaurant i København.

Odense: Joy Lopdrup har travlt for tiden. I november åbnede hun en thai-restaurant i Kerteminde, og den seneste måned har hun sammen med sin mand Henrik Lopdrup arbejdet fra morgen til aften med at klargøre deres nye restaurant Baan Baan på Vestergade i de lokaler, der tidligere husede Restaurant Bacchus.

Det er interessant, at der tidligere blev serveret fransk gourmetmad, for Joys og Henriks ambition er at servere thaimad på et niveau, odenseanerne ikke har oplevet tidligere.


Vi har eksperimenteret helt vildt i køkkenet og haft det virkelig sjovt. Det er et mål i sig selv at grine hver dag på arbejde. Selv om vi har hamrende travlt, skal vi altid stå med et smil

Joy Lopdrup, kok og medejer af Baan Baan


Joy er udlært på Kiin Kiins Michelin-restaurant i København, hvor den ene af de to kokkekolleger på Baan Baan er udlært, mens den anden har arbejdet der.

- Vi har alle tårnhøje ambitioner i forhold til vores arbejde, og vi har et fælles mantra om, at regler er til for at blive brudt, når det kommer til gastronomi, siger Joy Lopdrup.

Parret indkøbt stole fra den fynske møbelproducent Sika, mens tallerknerne, guldbestikket og glassene ligeledes er nøje udvalgt. Foto: Simon Staun

Konceptet på Baan Baan, der betyder noget a la ”at komme trygt hjem” på thailandsk, er thailandsk mad bestående af friske, danske råvarer. Gerne årstidsrelevante.

- Vores ambition er at give thailandsk mad et løft og samtidig smelte det sammen med elementer fra det danske køkken. Vi har blandt andet en tartelet med tyk, thailandsk kokossuppe, siger Henrik Lopdrup, der er født og opvokset i Odense.

Han fortæller, at leg er et centralt element i køkkenet. Joy nikker.

- Vi har eksperimenteret helt vildt i køkkenet og haft det virkelig sjovt. Det er et mål i sig selv at grine hver dag på arbejde. Selv om vi har hamrende travlt, skal vi altid stå med et smil, understreger hun.

I den nuværende takeaway-menu er der seks retter. De tre kokke prøvede omkring 20 retter af, inden de fandt frem til den perfekte sammensætning. Det førte til nogle bizarre retter.

- Vi prøvede blandt andet at lave en lagkage med thailandsk chilisovs. Det smagte helt forfærdeligt. Så prøvede vi med tamarind-frugten, der er en sursød frugt. Det var bedre, siger Joy Lopdrup.

Ønsket er at give gæsterne en unik oplevelse på Baan Baan. Derfor må de ikke have smagt retterne andre steder.

- Hvis vi finder ud af, at et andet sted i Odense har det samme på menuen, laver vi om på vores menu, siger Henrik Lopdrup.

Annonce

Fascineret af frikadeller

Historien om Joy og Henrik begyndte for 17 år siden, da Henrik var udstationeret og befandt sig på Færøerne. Han mødte Joy virtuelt i et chatforum, hvor de begyndte at skrive om løst og fast.

- Når vi åbner for spisende gæster, har vi en 10-retters menu med navnet Nattergalen og seksretters menuen Tommelise. Derudover satser vi på at kunne tilbyde en ølmenu igen for at skille os ud, siger Joy og Henrik Lopdrup. Foto: Simon Staun

De fandt ud af, at de både kunne lide hinanden og mad. Blandt andet skrev de om opskrifter på danske frikadeller og thailandske fishcakes, der måske er frikadellens asiatiske fætter.

- Da vi fandt ud af, at vi skulle være sammen, kom Joy med mig til Grønland, hvor jeg var udstationeret i to år. Allerede deroppe begyndte hun at lave thaimad og sælge ud af køkkenvinduet og stå for madlavningskurser på aftenskole, siger Henrik Lopdrup, der stadig er ansat ved forsvaret og i dag bevogter F16-fly i Sønderjylland.

Da de kom til Danmark i 2010, kunne de hurtigt fornemme, at Joy, der egentlig er uddannet økonom fra universitetet i Bangkok, ville få svært ved at bruge sin uddannelse i Danmark. Derfor åbnede hun Baan Joy på Albanigade for 10 år siden. En lille restaurant med thaimad, som hun drev i tre år. Indtil hun fik nok af at lave de samme simple retter hver eneste dag.

- Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at lære nye måder at lave mad på, så jeg besluttede mig for at tage uddannelsen som kok. Så jeg også fik lært at lave klassisk dansk og fransk mad, siger Joy Lopdrup.

Hun kom i lære på Sortebro Kro, hvor de med hendes ord var lidt skeptiske over at få en 35-årig lærling fra Thailand. Men hendes arbejdsiver og gode humør fik dem på andre tanker.

- Det handler ikke om alder, men om at være passioneret i det, man laver, siger Joy Lopdrup, der ud over en lang arbejdsuge på Sortebro Kro drev Baan Joy.

Det blev for meget for hende, så hun var nødt til at trække stikket og lade op en periode. Da hun igen var ovenpå, fik hun et ben indenfor på Michelin-restauranten Kiin Kiin i København, hvor hun blev udlært for tre år siden.

- Guld bruges ofte til udsmykning i Thailand, derfor går det igen mange steder i Baan Baan. Bestikket er nok det mest åbenlyse, siger Joy Lopdrup. Foto: Simon Staun

- Jeg lærte ufatteligt meget begge steder, og det gjorde det endnu sjovere at finde på nye måder at overraske gæsterne. Jeg kunne dog ikke overskue at pendle fra Odense til København, så da Storms Pakhus åbnede, var det oplagt at åbne en madbod der, siger Joy Lopdrup.

Annonce

Verden på hovedet

Da Joy og Henrik fik tilbudt Bacchus’ gamle lokaler, var de ikke i tvivl. Rammerne passede perfekt til deres drøm om en thai-restaurant med plads til 20-25 gæster.

- Det har faktisk passet fint, at vi først kan tage mod gæster 6. maj, da Joys restaurant Phi Phi i Kerteminde også skulle løbes i gang, siger Henrik Lopdrup.

Ægteparret fornemmer, at fynboerne er ved at være så trygge ved asiatisk mad, at de er klar til at træde et trin op ad stigen og kaste sig over thaimad fra øverste hylde.

- Vi skal have vist, at det ikke kun er japansk mad, som kan være i særklasse. Det kan thailandsk mad naturligvis også. Det høje gastronomiske niveau skal naturligvis matches af servicen og rammerne, siger Henrik Lopdrup.

- Du er nødt til se toiletterne. Det ene er malet grønt og fyldt med planter. Der kommer dyrelyde fra en højtaler, så det bliver som at sidde i junglen, siger Joy Lopdrup og ler. Foto: Simon Staun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce