Annonce
Ugeavisen Odense

Nye tiltag i Odenses gågade-område

En række ændringer på Klaregade, Mageløs, Klingenberg og Sankt Knuds skal gøre området mere sikkert for fodgængere og cyklister, samtidig med at der bliver nye mulighed for varelevering.
Nye cykelgader, en ny ensretning, et nyt fodgængerfelt og ændrede muligheder for varelevering. Det er nogle af de tiltag, der i disse uger er på vej i Odenses gågade-område.
Annonce

I disse dage startes der op på en række trafikale ændringer i og omkring den sydlige del af gågadeområdet i Odense bymidte. Formålet er at skabe mere sikre forhold for fodgængere og cyklister, samtidig med at butikker og restauratører får bedre forhold for varelevering. Planen for området er lavet efter input fra bl.a. fragtmænd, taxa og erhvervsdrivende i området.

De trafikale ændringer i det sydlige gågadeområde

· Klaregade, Mageløs og Sankt Knuds Kirkestræde omdannes til cykelgade.

· Nyt fodgængerfelt i krydset ved Mageløs, Klaregade og Sankt Knuds Kirkestræde. I krydset, hvor Klaregade møder Mageløs og Sankt Knuds Kirkestræde og bliver til gågade, optegnes der nye, skrå fodgængerfelter, fra fortovene på hver side af Klaregade over på gågaden. Det nye fodgængerfelt skal øge opmærksomheden på fodgængerne, der skal over vejen i krydset.

· Klingenberg og Sankt Knuds Kirkestræde ensrettes, så der kun må køres i retning fra Klaregade og op mod Flakhaven.

· Klingenberg og Sankt Knuds Kirkestræde lukkes for motorkøretøjer i aften- og nattetimerne kl. 21-07. Dette bl.a. for at øge sikkerheden for de mange gæster i nattelivet på strækningen. Der etableres taxaholdepladser på Klaregade.

· Der etableres turistbusparkering i højre side af vejen på Klingenberg. Turistbusser må parkere her i tidsrummet kl. 07-21.

· Citybusstoppet på Klingenberg flyttes af den grund ca. 10 meter.

· På Klaregade, Sankt Knuds Kirkestræde og Klingenberg etableres der læssezoner til af- og pålæsning af varer i venstre side af vejen. Læssezonerne må benyttes i tidsrummet kl. 07-21.

Varelevering i bymidten/gågaderne

Varelevering og kørsel i Odenses gågader er tilladt i tidsrummet kl. 04-11. Uden for dette tidsrum skal fragtmænd, håndværkere og andre med et ærinde i gågadeområdet benytte læssezonerne uden for selve gågadeområdet. Gågaderne er ensrettede, og der må kun køres i kørselsretningen, som er fra øst mod vest og fra syd mod nord. Ensretningen er nødvendigt for at undgå situationer, hvor to varebiler ikke kan passere hinanden og spærrer vejen for andre, ligesom bakkende biler skal undgås, da det giver farlige situationer. Kørsel i gågaderne skal i øvrigt altid foregå på fodgængernes præmisser, dvs. med lav hastighed og under hensyn til fodgængere, cyklister og andre.

Fakta

I november 2019 startes der op på en række trafikale ændringer i Klaregade, Mageløs, Klingenberg og Sankt Knuds Kirkestræde. Få overblik på www.odense.dk/vejarbejde

Få overblik over kørselsretninger i gågaderne og læssezoner i og uden for gågaden på www.odenserundt.dk/kørseligågaden

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce