Annonce
Ugeavisen Odense

Odense Architecture Festival: Velfærdsbyen set med arkitekturbrillerne på

De to arrangører Mira Erik (til venstre) og Pil Lindgreen krydser fingre for, at Odense Architecture Festival kan afvikles planmæssigt. Foto: Bobby Mandrup
Odense Architecture Festival skulle have fundet sted i april, men blev udskudt til efteråret. Selvom den opblussede corona i Odense får situationen til at stramme til, satser de to arrangører stærkt på, at byens arkitektur kan komme under kærlig behandling, når festivalen – efter planen – afvikles i starten af oktober.
Annonce

- Det er dejligt at føle, at det endeligt begynder at blive synligt, og at vi kan melde noget ud, lyder det med smil i stemmen fra Mira Erik. Sammen med Pil Lindgreen arrangerer hun arkitekturfestivalen Odense Architecture Festival.

Festivalen skulle egentligt have været afviklet i april, men blev udskudt på grund af coronakrisen. Nu nærmer vi os den nye festivaldato, som ligger fra 2. til 5. oktober, og selvom der er optræk til mørke coronaskyer over den fynske hovedstad, krydser de to arrangører fingre for, at odenseanerne kan komme ud og blive klogere på og ikke mindst diskutere byens arkitektur.

- Vi knokler, men vi lever med, at vi kan blive lukket. Det er næsten præcis samme forløb som i april. Der var det et intenst opløb mod festivalen, som nærmest lå parallelt med coronakurven. Lidt spøjst, at det nu har set sådan ud igen. Men hvis vi kan få lov at afvikle, vil det være en vidunderlig forløsning på et enormt stort stykke forberedelsesarbejde, lyder det fra Mira Erik, som tilføjer: - Det er klart, at aflysninger ikke bare er ærgerlige, men truer mange kulturbegivenheders overlevelse. For arrangører som os er det helt ødelæggende at arbejde i så usikre tider. Der er intet sikkerhedsnet. Odenses kulturliv er fuld af festivaler og arrangementer, som ikke bare lige kan flyttes til den efterfølgende måned, og som ikke har fast hjemsted i en kulturinstitution. Men livet er kort. Man må altid arbejde, som om det lykkes, siger hun.

Udsigt til TBT Tower. Bobby Mandrup
Annonce

Velfærdsby og arkitektur

Årets Odense Architecture Festival har fået temaet ”Velfærdsbyen”, og den går helt tæt på den rolle, som byplanlægning og arkitektur har haft på opbygningen af velfærdsstaten. Og ikke mindst hvordan velfærdsbyen ser ud i dag, og hvilket potentiale den gemmer på, hvis man ser på den med arkitekturens briller.

- Vi forholder os til de forandringer, der er sket med de store byer i løbet af de gyldne årtier for velfærdsstaten. I efterkrigstiden var tanken, at byerne skulle være for alle. De skulle også kunne løfte de laveste lag. I dag konkurrerer danske byer nærmest med hinanden om at være de lækreste. Det er nu et andet værdisæt, man bygger efter, forklarer Mira Erik og uddyber, hvordan det kommer til udtryk i en Odense-kontekst. - I Odense diskuteres både, om der er nok billige studieboliger, og om vi egentligt har nok virkelig luksuriøse lejligheder, som kan tiltrække de mennesker, der for alvor kan løfte vores erhvervsliv.


Annonce

Coronakrisen har givet nye perspektiver

Mira Erik og Pil Lindgreen betragter også festivalen som en fælles lejlighed til at have lige netop den samtale om byplanlægning og arkitektur, som vi måske lige nu savner efter nedlukningen i foråret.

- Det sidste halve år har odenseanerne nok tænkt og følt mere om deres bys velfærdsbygninger end nogensinde før. Vi har brugt parkerne mere, besøgt hospitalerne hyppigere og måske savnet at gå i svømmehallen. Folk har været mere hjemme og måske derfor kigget grundigere på murstenene, vinduerne og altanerne i deres lejlighed, kolonihave, parcelhus eller villa. Og så er der opstået et nyt behov for at være tæt på naturen. Pludselig opdager man, om éns by er grøn eller ej, og om skolerne har for trange klasselokaler. Den fælles sundhedskrise sætter en masse tanker og spørgsmål i gang om, hvordan man egentlig indretter byen med plads til det gode liv, lyder det fra Mira Erik.

Odeon. Foto: Bobby Mandrup
Annonce

Husk tilmelding

Arkitekturfestivalen rummer også andre temaer – blandt andet grønne havebyer og infrastrukturer med et særligt fokus på vand. Alt sammen udfoldes igennem foredrag, filmvisning, debatter og byvandringer. Hvis Odense Architeture Festival får lov at blive afviklet, kommer det ganske givet til at foregå lidt anderledes end tidligere. En kedelig konsekvens af coronasituationen.

- Normalt kan man bare møde op til arrangementerne, men i år kræver det tilmelding, så vi kan holde styr på, hvor mange der deltager. Men udover filmvisningerne, er deltagelse stadig gratis, skynder Mira Erik sig at indskyde. Arkitekturfestivalen foregår også i København og Aarhus, og det er tredje gang, at Odense er med.

Albanigades højhuse. Foto: Bobby Mandrup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Corona ville kvæle forretningen: Søren opfandt nye indtægtskilder i nødens stund

Ugeavisen Odense

Sune smider håndklædet i ringen: - Der er stort set ingen opbakning

Ugeavisen Odense

Hal-cafeterier lider efter genåbning: Raymond har mistet 90 procent af sin omsætning

Annonce