Fruens Bøge: Pingvin-anlægget i Odense Zoo ligner i forhold og temperatur Antarktis så meget, som det nu er muligt på disse breddegrader. Men én ting mangler i anlægget i zoos Oceanium: Sne. Rigtig sne.
Så når nu, det pludselig er blevet hvidt derude, og når Odense Zoo er lukket som følge af covid-19-restriktioner, lå det lige for at lade i hvert fald nogle af pingvinerne boltre sig i rigtig dansk sne.
Springpingvinerne er de mest nysgerrige og mindst sky af Odense Zoos pingvinarter, så det var seks af disse, som torsdag formiddag kom på en overvåget springtur på zoos legeplads.
Farlige sporer
Det gav lidt afveksling i hverdagen, og så hører det med til historien, at det netop kun er på denne årstid, man kan tillade sig at lade pingvinerne få en tur uden for deres normale anlæg.
Pingvinerne er nemlig ekstremt følsomme overfor svampesporer, der findes i dansk natur, men ikke i Antarktis, som de stammer fra. Specielt svampesporen aspergillus kan være potentielt dødelig for zoos pingviner, og det er også forklaringen på, at man ikke bare kan lade pingvinerne være udenfor. Men når temperaturerne er så lav som nu, er der ingen problemer.
Det var dog ikke fordi, de seks springpingviner opførte sig som kvierne på det første græs. De tog faktisk oplevelserne i sneen ganske cool om man så må skrive. Og vendte efter et kvarters tid i sneen tilbage til de vante omgivelser i Oceanium.