Annonce
Ugeavisen Odense

Også fynske pendlere udfordres: Nu begynder to en halv måneds sporarbejde

Elektrificeringen af togstrækningen mellem Fredericia og Aarhus er et omfattende arbejde, hvor der blandt andet skal rammes fundamenter til kørestrømsmasterne på strækningen. Foto: Robert Attermann // RED STAR/Banedanmark
Banedanmark tog fredag for alvor hul på opgaven med at elektrificere jernbanestrækningen mellem Fredericia og Aarhus. I sammenlagt to uger i juli og august bliver store dele af strækningen lukket, og passagererne må med bus.
Annonce

Trafik: Fredagbegyndte Banedanmarks arbejde med at forberede strækningen mellem Fredericia og Aarhus til elektrificering. Det betyder ikke kun, at der skal opstilles master og hænges køreledninger op, men også at jernbaneskinnerne tre steder skal sænkes, og at en række broer skal bygges om. Desuden skal der bygges 18 nye broer.

Det kan ikke nås i løbet af sommeren, og ifølge Banedanmarks tidsplan er broarbejderne først færdige i 2023.

I første omgang bliver togrejsende mellem Fredericia og Aarhus påvirket af arbejdet fra fredag 19. juni og frem til 31. august. I den periode vil togdriften blive reduceret, og rejsende til og fra Fyn skal vænne sig til, at både intercity- og intercitylyntogene mellem Fyn og Aarhus kører efter ændrede tider. De nye tider kan ses på Rejseplanen.dk.

Desuden bliver der i to perioder indsat busser i stedet for tog på dele af strækningen. Det sker fra om aftenen fredag 17. juli til og med mandag 27. juli mellem Vejle og Aarhus og fra om aftenen fredag 28. august til og med søndag 30. august mellem Vejle og Horsens.

Det vil naturligt komme til at påvirke rejsetiden, og DSB oplyser til Fyens Stiftstidende, at den mellem Odense og Aarhus ventes at blive 20-25 minutter længere.

DSB opfordrer frem til udgangen af august alle togpassagerer på strækningen mellem Fredericia og Aarhus til at tjekke afgangstidspunkter og rejsetider på Rejseplanen.dk.

Annonce

Sporarbejde ved Slagelse Station

Også på Sjælland må mange togrejsende belave sig på at komme langsommere frem, når der fra fredag aften 17. juli til og med søndag 26. juli kører busser i stedet for tog mellem Korsør og Ringsted. Det skyldes, at Banedanmark udfører mindre vedligeholdelsesarbejder på Slagelse Station for at kunne opnå en mere stabil togdrift.

De fynske pendlere, der rejser over Storebælt, kan til gengæld glæde sig over, at et mere omfattende sporarbejde ved Slagelse Station er blevet udsat til næste år. 18 sporskifter skal fornyes, flere spor skal forlænges, næsten alle signaler skal flyttes, og så skal der etableres syv kilometer ny sporkasse.

Arbejdet skulle være begyndt i sommer med udsigt til at vare cirka et halvt år, men i marts var Banedanmark nødt til at udskyde det til næste år. Det skyldtes mangel på validatorer, det vil sige eksperter med speciale i de gamle sikringsanlæg, der bruges langs skinnerne.

Banedanmark forventer, at en tidsplan for ombygningen af stationen i Slagelse bliver klar i løbet af august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce