Annonce
Ugeavisen Odense

Ordet er frit: Livsbekræftende hyldest til Fredens kirkegård

Fredens Kirke og kirkegården kan noget helt specielt, skriver læser Hanne Gjøde i denne smukke hyldest til stedet. Arkivfoto: Kristian Isaksen
Der er noget trygt med at kende sin plads i livet.. men også i døden. Det skriver læseren Hanne Gjøde, der aldrig havde troet, at Fredens kirkegård skulle være hendes eller isn mands sidste hvile. Det skulle naturligt være i længere vestpå, hvor de jyske aner gror. Men kirken og kirkegårdens livsbekræftende væsen fangende hende, og derfor deler hun denne smukke hyldest med resten af læserskaren.
Annonce

Af Hanne Gjøde

Fredens kirkegård er et behageligt sted at være på. Der er galakser af fred. En del vemod, megen kærlighed og stor rummelighed.

I december er kirkegården nærmest overdådig. Blomster, kranse, lys, engle og finheder af alle slags. Jeg har besluttet, at jeg vil omfavne det hele med stor sympati og glæde. Hengivenhed må ikke udsættes for andet.

Det er de levendes sted.

Jeg anede ikke, Fredens kirkegård og kirke også skulle blive mit sted. Egentlig havde jeg forestillet mig, uden at magte, at tænke til ende, at jeg ville stedes til hvile i den jyske muld. Langt, langt mod vest, hvor den svorne vej er lige så kendt som den slagne, og hvor sorgagre findes. Men det blev Fredens kirke- og gård, hvor vi skal bo - og ikke længere bygge rede.


Jeg anede ikke, Fredens kirkegård og kirke også skulle blive mit sted. Egentlig havde jeg forestillet mig, uden at magte, at tænke til ende, at jeg ville stedes til hvile i den jyske muld. Langt, langt mod vest, hvor den svorne vej er lige så kendt som den slagne, og hvor sorgagre findes. Men det blev Fredens kirke- og gård, hvor vi skal bo - og ikke længere bygge rede.

fra teksten


Langt inde, hvor frygt og savn kryber sammen, eller krymper sig, er jeg tilpas med den urneplads, skæbnen har tildelt os. Der er noget trygt ved at kende sin plads i livet... men også i døden. I hvert fald for mig.

Jeg vil ses på Cassiopeia med min mand. Han havde sådan en hast med at komme af sted. Men jeg ved, at han efter 50 års kæresteværk og det, som lille mellemste barn så vist sagde, at han ved, at jeg vil nå ham. Før eller siden. Så vil vi sidde som to engle uden sorte vinger i verdensrummet og nyde trængsel og alarm og være salige.

Helt nede på jorden. På den gode kirkegård møder jeg livet. Ved indgangen en skulptur, jeg stadig har en døje med at fortolke. Den skal få ham til sit hår, skal den.

Der kører biler, der cykles, der læres at cykle, der løbetrænes, der holdes fredagsbar med unge på lejede el-løbehjul. Åhh, de er så fulde af pli, respekt og omsorg. Den kirkegård har mange fine gøremål. Og jeg ved at nysatte løgplanter vil vælte op til foråret. Det er da en masse værd. Også.

Man flytter intuitivt en vildfaren/nedfalden gren, der forstyrrer en sirligt ordnet sten. Ser på et navn, ser på fødselsår og smertes af og til.

Man får nye "bekendtskaber", som taler om deres sted med uudgrundelige øjne.

Man flytter intuitivt en vildfaren/nedfalden gren, der forstyrrer en sirligt ordnet sten. Ser på et navn, ser på fødselsår og smertes af og til. Man får nye "bekendtskaber", som taler om deres sted med uudgrundelige øjne, skriver Hanne Gjøde om kirkegården. Foto: Skråfoto/Kortforsyningen

Man lærer nyttige kirkegårdstricks... og giver velvilligt vand, såvel som klud til en ikke helt hjemmevant, der vil det bedste for en pårørende, men ikke har "knækket koden". Der lukkes for det "varme" vand om vinteren. Hvorfor ved jeg ikke.

Tilfældigt mødte jeg vores datter på kirkegården før jul. Hun havde gaver med til sin far, som hun sagde, et lillebitte juletræ af enebær, pyntet med perler i en lillebitte lerpotte. Og en tænd-sluk lanterne fra Bauhaus.

Vi havde ellers besluttet os for en vis minimalisme i kirkegårdspyntningsanliggender, men vi har enige om, at "vores" sten, var den mest pimpede på kirkegården den dag.

Det lo vi hjerteligt over - med bedrøvede øjne.

Ordet er frit

Vi elsker at fortælle dig historier fra dit nærområde, men nu vil vi gerne have dig på banen.

Vi vil gerne have dine betragtninger, dine tanker og dine oplevelser fra din hverdag.

Det kan være i tekstform eller med billeder. Det kan være som klumme, kommentar, debatindlæg eller noget fjerde. Det kan være tip til lokalområdet, en undren over noget, du bare må dele, eller en betragtning, du mener, dine naboer også bør involveres i. Det afgørende er, at vi får åbnet spalterne for dem, det handler om: læserne.

Det gør vi ud fra en betragtning om, at alle har en historie – ofte mange – at fortælle. Vi gør, hvad vi kan få at få formildet så mange af dem som muligt, men nogle gange er vi måske et forsinkende filter, der står i vejen for den umiddelbare fortælling.

Har du noget på hjerte, så let det med vores læsere. Det afgørende er, at vi – og dermed også du – fortæller historier med en nærhed og relevans.

Send en mail til Klaus Knakkergaard på klkn@jfmedier.dk med dine tanker, så tager vi den derfra.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce