Annonce
Ugeavisen Odense

Pastor Olsens Kvartet kom på plejehjem

Pastor Olsens Kvartet består af fire garvede tressermusikere, der påstår, at de endnu er for unge til at komme på plejehjem. Fra venstre er det kordegn Alf Jørgensen, krkesanger Frode Mikael Petersen, kirketjener Ole "Bøf" Knudsen og pastor Ebbe Nielsen. Foto: Allan Milé
Torsdag før pinse blev 24 beboere på Enrum Plejecenter i Søhus forkælet med en koncert i haven, og der blev rocket, sunget og danset, da Pastor Olsens Kvartet foldede sig ud.
Annonce

Søhus: Da en kvartet tilbød deres musikalske assistance til beboerne på Enrum Plejecenter, vidste ingen, hvordan det ville forløbe, men koncerten udviklede sig til en fest, som gik ind i hjerterne på både beboere, plejepesonale og de fire friske tressermusikere, der udgør Pastor Olsens Kvartet.

Ved deres side havde de selveste "Pastor Olsen", alias Allan Milé, i rollen som "Ministry Of Church Affairs", (eller på godt gammelt dansk: roadie) og hvorfor ikke lade hans øjne og ører være vidne til, hvad der skete i haven hin torsdag, da kvartetten efter lang tids coronapause igen kunne samles om musikken.

Jeg fik sgu en klump i halsen undervejs. Med vores alder kunne det jo lige så godt have været en af os, der var beboer her.

Frode Mikael Petersen

Annonce

Fra Pastorens vinkel

Pastor Olsen’s Kvartet er godt i gang med sin første koncert i meget lang tid. Hvilken forløsning. Efter en solid gang musikalske abstinenser blev guitarer, bas, trommer og skønsang endelig luftet igen. Alle de kendte salmer, som nr. 299: Alle sømænd er glade for piger, nr. 598: Venner kom og se og nr. 954: Susan Himmelblå, blev leveret af et yderst oplagt band, der i den grad havde savnet hinanden, musikken og det at være på.

Kvartetten var spændt på, hvordan de 24 demente beboere ville tage imod dem, hvordan de ville reagere, og om de i det hele taget ville komme. Da koncerten startede, sad der seks beboere i haven. De var meget stille. Efter et stykke begyndte nogle at følge rytmen med deres fingre. Ti minutter senere var publikum fordoblet, og nogle begyndte at synge med, og smilene kom frem.

Det skønne personale dansede og sang. De gik rundt og snakkede og nussede beboerne, og serverede frugt og drikkevarer. Det var en fornøjelse at se den glæde og varme, som personalet udviste overfor beboerne. Det var tydeligt, at de alle nød det.

De gode gamle hits vakte glæde, og flere sang med. En halv time inde i koncerten var de fleste beboere mødt op. Jo mere rock der kom ud af højtalerne, jo mere gang kom der i de glade beboere. Da Pastoren og hans glade svende fyrede Blue Suede Shoes, Johnny Be Good og Fed Rock af, bød beboerne personalet op til dans, og da koncerten sluttede, ville publikum have ekstranumre, hvilket de naturligvis fik. Den time gik alt for hurtigt. Det var i sandhed en himmelsk og ikke mindst livsbekræftende oplevelse.

Efter koncerten var det nogle trætte men glade musikere, der kunne slippe instrumenterne.

Frode: - Jeg fik sgu en klump i halsen undervejs. Med vores alder kunne det jo lige så godt have været en af os, der var beboer her. Men det var en rigtig dejlig oplevelse og skønt at se, hvor glade de var.

Ebbe: - Det var en ubeskrivelig oplevelse for os at se beboerne hygge sig, danse og synge med. Det var mere, end vi havde forventet. Det var i sandhed en livsbekræftende oplevelse, som vi ikke ville have været foruden. Jeg synes, at vi får en masse med hjem.

Alf: - Nedlukningen må også have været hård for dem. De kan jo nok ikke forstå, hvorfor deres nærmeste ikke har kunnet besøge dem. Så hvis vi har skabt lidt glæde hos dem med en times koncert, så er det rigtig dejligt.

Ole: - Der skal også lyde en stor tak til Enrum Plejecenter for at hjælpe os af med de musikalske abstinenser og ikke mindst for at få lov til at spille for beboerne.

Ps: Nu håber vi, at vi og vore musikalske brødre rundt om i landet snart kan komme ud og køre på landevejene igen. Vi har været så heldige at få første halvleg op igennem tresserne, da pigtråden startede og levede. Vi fik anden halvleg, da tresserbølgen vendte tilbage, og vi igen kunne komme ud og svinge spaderne og vores knapt så lange hår. Nu kører vi på dommerens overtid. Så det er nu, at den skal have max gas!

Pps: På trods af, at gennemsnitsalderen i Pastor Olsen’s Kvartet er over 70 år, så lykkedes det at få alle med hjem fra en pragtfuld oplevelse på Enrum Plejecenter.

Da koncerten startede, havde kun seks beboere fundet plads i haven. Foto: Allan Milé
Rytmerne begyndte efterhånden at tage til i intensitet, og der kom gang i danse-græstæppet. Foto: Allan Milé
Da Pastor Olsens Kvartet begyndte at spille musikken fra deres unge dage, kom der gang i kludene hos både beboere og plejepersonale. Foto: Allan Milé
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce