Annonce
Ugeavisen Odense

Phong Thanh om sit vietnamesiske sted: - Hvis ikke det var autentisk, ville vi heller ikke selv få noget ud af det

Spisestedet får besøg af mange forskellige nationaliteter, fortæller ejeren. Foto: Christina Jacobsen
Vietnam findes ikke kun i Sydøstasien. Det findes også i Vestergade, hvor et ægtepar ud af et savn til deres hjemland, har skabt et sted, hvor både opskrifter og indretning er hentet hos familie og venner. Og så er stedet ikke mindst opstået, fordi parret drømte om mere tid med deres kære.
Annonce

Har man været på et vietnamesisk madmarked, er man med stor sandsynligt stødt på de karakteristiske blå og røde plastikstole. Man kender sikkert også de kraftige dufte af koriander, citrongræs og fiskesauce, der blander sig med duften fra de store gryder med sydende nudel-suppe.

Dufte, som man med garanti kan genkende, idet man træder ind hos Me - Mother’s Street Food.

Her er både ejere, personale, opskrifterne – ja, selv indretningen – fra Vietnam, og det har gjort Vestergade 1 til en lille vietnamesisk lomme, hvor verdenskortet er vendt rundt, og man for et øjeblik kan blive i tvivl om, hvor man er landet – et gadekøkken i Saigon eller et lokale i H.C. Andersens fødeby?

Følelsen af det ægte Vietnam med alle krydderier, stemninger og madtraditioner har ikke bare været afgørende for ægteparret Phong Thanh og My Dinh, som ejer og driver det lille spisested. Det har været altafgørende.

- Hvert år i januar plejer vi at tage til Vietnam, men når vi er i Danmark, savner vi virkelig autentisk vietnamesisk mad. Derfor har det været meget vigtigt, at stedet var autentisk. Me - Mother’s Street Food var jo et udtryk for, at vi selv savnede at spise god vietnamesisk mad, så hvis det ikke var autentisk, ville vi heller ikke selv få noget ud af det, understreger Phong Thanh.

”Me” i Me - Mother’s Street Food henviser ikke til det engelske ”me”, som mange måske kunne tænke. I navnet her udtales det ”mæ” og betyder ”mor” på vietnamesisk. - Vi besluttede også at sætte ”mother” ind i navnet, da vi selvfølgelig ikke forventede, at danskerne kendte det vietnamesiske ord, fortæller Phong Thanh. Foto: Christina Jacobsen
Annonce

Familie og mad

Det er fredag lidt over frokosttid, og der er godt gang i spisepindene ved de små borde rundt omkring i lokalet. Nogle gæster er danske, nogle er vietnamesiske og andre noget helt tredje.

Nogle af gæsterne er også mere end bare gæster. De er familie. For Me - Mother’s Street Food er ikke bare skabt ud af savnet til det vietnamesiske køkken. Spisestedet er også skabt ud af en ambition om at få mere tid med familien. Det kan lyde mystisk, for mange vil nok forbinde livet som selvstændig med nogle ofre. Blandt andet mindre familietid. Så hvordan pokker hænger det sammen? Det gør det blandt andet med den vietnamesiske familietradition, som er uløseligt forbundet med det gode måltid.

Fakta: Me - Mother's Street Food

Me - Mother’s Street Food åbnede i 2017. Bag det spisestedet står Phong Thanh og hans hustru, My Dinh. Parret ejer også sushikæden Aiko Sushi, som ligger i Middelfart og Nyborg.
Adresse: Vestergade 1, 5000 Odense C Åbningstider: Søndag til torsdag kl. 11 til 20 og fredag til lørdag kl. 10 til 21.

- Familie og venner kigger ofte ind, når de går forbi, og så spiser vi noget mad sammen. I dag er min søster for eksempel forbi med sin baby. Jeg havde et håb om, at stedet ville blive et familiested, og at jeg ville få mere tid med familien, og det er bestemt lykkes, lyder det fra Phong Thanh. Familie og venner har også haft stor betydning for, at Me – Mother’s Street Food er blevet et stykke af Vietnam midt i Vestergade.

- Maleriet på væggen dér er lavet af nogle venner, som har håndmalet forskellige motiver fra Saigon, fortæller Phong Thanh, imens han peger på lokalets bredeste væg, som også er det første, der møder gæsterne, når de træder ind hos Me - Mother’s Street food.

- Mange af tingene herinde har vi samlet ind fra vores hjem og by og så fragtet dem til Danmark. Skodderne derovre er for eksempel også fra Vietnam, og krigshjelmene, som hænger ved siden af, er fra vores bedsteforældre, så her er også mange minder, tilføjer Phong Thanh, imens han kigger rundt i lokalet.

På den ene væg er der håndmalet forskellige motiver fra den vietnamesiske by Saigon. Foto: Christina Jacobsen
Annonce

En ros til personalet

Det er tre år siden, at Phong Thanh og hans hustru tog på inspirationstur til Vietnam for at hente ting til deres nye spisested. Et sted, som allerede fra starten blev taget godt imod af både odenseanerne, internationale studerende og turister.

Interessen har holdt ved, og det har betydet, at Me – Mother’s Street Food i år blev nomineret i kategorien ”Bedst til prisen” ved Best of Odense. Men det stoppede ikke der. I dag står statuetten i netop denne kategori på disken blandt små glas med krydderier og spisepinde.

- Det betyder enormt meget, at vi vandt. Vi har så travlt, og det er derfor et skulderklap til personalet, som knokler. Jeg ved, at det betyder meget for dem. Med sådan en pris bliver det tydeligt, at der er mange mennesker, der kan lide det, de laver. Det kommer ikke af sig selv, lyder det fra Phong Thanh.

Personalet hos Me - Mother’s Street Food er vietnamesisk. Det har været vigtigt for Phong Thanh og My Dinh at have personale, som forstår de vietnamesiske smage. Foto: Christina Jacobsen
Spisepinde er selvfølgelig et must hos Me - Mother’s Street Food. Foto: Christina Jacobsen
Det er ikke kun indretningen indenfor, som sender én mod Vietnam og varmere himmelstrøg. Det samme gør sig gældende udenfor. Foto: Christina Jacobsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce