Odense: En formodet tyv fra Munkebo-området er blevet varetægtsfængslet efter flere indbrud i den sydlige og sydvestlige del af Odense. I forbindelse af med efterforskningen af den sigtede fandt politiet i begyndelsen af november en del stjålne genstande, og det er allerede lykkedes at finde frem til flere af ejerne.
Men der er stadig en del formodede tyvekoster, som politiet endnu ikke kender ejerne af. Derfor offentliggør Fyns Politi nu billeder af genstandene i håb om, at deres retmæssige ejermænd vil henvende sig.
- Vi vil jo gerne kunne aflevere endnu flere ting tilbage til de rette ejere, så vi derved kan koble den sigtede til flere indbrud. Derfor håber vi, at nogen derude genkender deres ting og kontakter Fyns Politi, siger Finn Wegner, leder af Fyns Politis indbrudsgruppe.
Blandt de formodede tyvekoster er foruden et smykkeskrin, en humidor, puslespil, værktøj og Georg Jensen-julepynt en del fiskegrej - og deriblandt også noget som ifølge politiet er "ret dyrt".
- Det er blandt andet noget af det, som vi håber, at nogle borgere savner. Vi har i hvert fald lidt svært ved at tro på, at den her person, som nu er varetægtsfængslet, skulle være en stor fiskeentusiast, for det er der ikke så meget andet, der tyder på, siger Finn Wegner.
Fyns Politi tager imod henvendelser om de formodede tyvekoster på telefon 114.