Annonce
Ugeavisen Odense

Rynkerockere på nedtrapning

Rock med Rynkers logo er tegnet af Peter Pedersen, som spillede i tresserbandet Menasis, der også har været blandt orkestrene i Rock med Rynker. De holdt afskedskoncert sidste år. Ill: Peter Pedersen
Efter 20 år med ni bands på scenen ved den årlige maratonkoncert, Rock med Rynker, har foreningen besluttet at skære ned på bandlisten, så man nærmer sig en halvmaraton.
Annonce

Østre Stationsvej: Den årlige maratonkoncert med originale, fynske tresserbands på Posten har fungeret med det samme koncept i 20 år under navnet, Rock med Rynker. Her har ni bands optrådt på skift i sammenlagt syv timer, men nu skal der skæres ned på timeantallet.

- Vi har jo bemærket, at der er en del, der er gået hjem efter tre-fire timer, så der er tyndt med publikum kl. 20, hvor vi normalt har afsluttet vores maratonkoncerter, siger Leif Esbensen, som er medlem af Rock med Rynkers bestyrelse.

Derfor er det blevet besluttet at skære antallet af bands ned fra ni til seks.

- Det betyder, at vi kan afslutte vores koncert kl. 18 for forhåbentlig fulde huse, siger han.

Annonce

Coronahensyn

Og fulde huse har fået en anden betydning, efter at Covid-19 har haft sine fingre med i spillet.

- Det er Posten, der sørger for, at reglerne bliver overholdt, og med de regler, der gælder, må vi maksimalt lukke 175 personer ind, men de skal nok få en hyggelig eftermiddag, siger Leif Esbensen og fortæller, at koncerten vil starte til sædvanlig tid kl. 13.

- Vi kører en fem timers koncert igennem med den forskel fra tidligere, at der ikke må danses. Men til gengæld er der bedre mulighed for at kysse, siger Leif med et grin.

Annonce

Plads til alle

Siden starten i 2000, hvor der var ni tresserbands tilmeldt, har flere af de fynske tressermusikere fundet deres støvede guitarer og trommer frem og har genoptaget den passion, de efterlod for mange år siden på grund af uddannelse, værnepligt og andre forpligtelser, og i dag er der i alt 18 bands, der er registreret i foreningen Rock med rynker.

De vil selvsagt ikke alle kunne få plads ved den årlige maratonkoncert på Posten, men til gengæld er der de seneste år taget hul på en koncertserie på Dexter, hvor der vil være mulighed for at høre hver enkelt af orkestrene fra foreningen Rock med Rynker, for koncerterne på Dexter vil fortsætte, når der er mulighed for det, og på den måde kan alle bands komme i spil i løbet af en sæson.

Ved 2020-udgaven af den årlige Rock med Rynker-koncert deltager Specter Group m. Ole Friis, Diva de Luxe m. Sanne Gryholt, X- Allstars, Burtons, Les Mann og Group Next Door.

Koncerten finder sted på Posten søndag 22. november kl. 13 – 18. Dørene åbnes kl. 12.30.

Entréen er 250 kroner, som kan betales via www.postenlive.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce