Odense: Halvandet ton. Den mængde blade samlede fejemaskinen op på godt det halve af cykelstien fra Fruens Bøge Station til Odense Zoo torsdag morgen.
Der var ellers ikke flere penge i kommunens feje-kasse, men efter flere uger præget af brækkede lemmer, grimme styrt og generel utryghed på cykelstierne, blev der helt ekstraordinært fundet midler til at fjerne bladene og samtidigt rense nogle af de pletter bort, der havde tilsølet Odenses lettere fallerede tilnavn.
- Hvis vi gerne vil være cyklisternes by, så skal det her gøres bedre for eftertiden og derfor skal der selvfølgelig findes en permanent løsning. Det må aldrig igen nå til et punkt, hvor det trafikmæssigt er så uforsvarligt at færdes på vejene, og så mange er faldet. Det kan vi ikke være bekendt, når vi gerne vil bryste os af, at vi giver cyklisterne de bedste muligheder, fortæller by- og kulturrådmand, Christoffer Lillehot (V), der selv var vidne til fejemaskinens ridt i Fruens Bøge.
- Jeg har fulgt med i medierne, læst kommentarer og mails fra borgerne. Det har gjort ondt at se, hvor negativt påvirket byen har været af det her. Selv er jeg flittig cyklist, så det er godt at se, der endelig sker noget nu.
Hele dagen igennem blev fejemaskinerne sendt ud på de mest kritiske ruter - supercykelstierne og andre tungt trafikerede stier - i kommunen. Og indsatsen er forhåbentligt tilstrækkelig sæsonen ud.
- Når der er fejet færdigt, fortsætter vi som før og på tirsdag skal vi på mødet i By- og Kulturudvalget finde løsninger for det kommende år.
I havde fundet 200.000 kroner hos Vintertjenesten. Hvad hvis vejret, stik imod forventning, ændrer sig og vi får den værste vinter i mands minde? Kommer der så til at mangle penge til snerydning?
- Vi har midler til to hårde vintre, så vi er dækket ind, lover rådmanden.