Annonce
Ugeavisen Odense

Så sker der endelig noget på torvet: Røde Kors åbner genbrugsbutik i Bellinge

Røde Kors åbner genbrugsbutik på torvet i Bellinge - dette er dog en butik i Jylland. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Den gamle brugs på torvet i Bellinge bliver snart genoplivet af Røde Kors. En genbrugsbutik med alt, hvad hjertet kan begære af aflagte genstande, skal slå sine folder her.
Annonce

Bellinge: Det var noget af et tilløbsstykke, da Superbrugsen i Bellinge åbnede i splinternye lokaler for syv år siden.

Det efterlod dog de gamle lokaler på torvet, blot små hundrede meter væk, tomme. For det meste er cyklussen for en sådan forretning, at nye kræfter overtager, men ingen har over de mange år fundet adressen specielt attraktiv.

Lige indtil nu.

Røde Kors har skrevet under på en kontrakt, der fra 1. juli giver dem ret til at åbne en genbrugsbutik med alt, hvad en sådan bør indeholde.

Inden borgerne i satellitbyen sætter næserne for meget op efter at sommershoppe på bæredygtig manér, så må avisen meddele, at åbningen venter til efteråret.


Bellinge passer perfekt til det, vi gerne vil have. Vi ser det som et ressourcestærkt område i rivende udvikling - og der er langt til den nærmeste genbrugsbutik. Det giver os gode muligheder for at kapre gode, engagerede frivillige, som skal gøre forretningen rentabel

Gerda Madsen


- Vi sigter efter 15. oktober. Der er meget, der skal laves om. Det blev efterladt for otte år siden uden nævneværdig oprydning, så det trænger gevaldigt til en kærlig hånd, siger lokalformanden Gerda Madsen.

Annonce

Et perfekt match

I mere end et halvt år har Røde Kors haft butikken i kikkerten, men kontrakten skulle lige forhandles på plads.

At Gerda Madsen holdt ud i stedet for at søge videre er ikke et tilfælde.

- Bellinge passer perfekt til det, vi gerne vil have. Vi ser det som et ressourcestærkt område i rivende udvikling - og der er langt til den nærmeste genbrugsbutik. Det giver os gode muligheder for at kapre gode, engagerede frivillige, som skal gøre forretningen rentabel, siger Gerda Madsen, der søger lidt af hvert.

- Vi mangler 50 kvinder og mænd. Jeg ved det er svært at få mændene op af sofaen, men vi har brug for dem. Eksempelvis leder vi efter chauffører, der kan køre efter effekter og aflever tunge genstande, der er blevet købt hos os. Vi har købt en bil til formålet.

Lyder en frivilligtjans i et godt fællesskab som noget for dig, kan du deltage i infomøderne på Kirkelundvej 18 A i Bellinge - det er sognehuset til kirken. Det sker 2. juli - første møde begynder klokken 15.30 - andet møde klokken 19.

Vær opmærksom på, at der i sidste uges artikel i Ugeavisen Odense blev opgivet forkert adresse. Ovenstående er den opdaterede.

Gerda Madsen er lokalformand for Røde Kors i Odense. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce