Annonce
Ugeavisen Odense

Se Siloøen i et nyt lys

Foto: Michael Bager
20 projekter fra Arkitektskolen i Aarhus giver bud på, hvordan bygningerne på Siloøen kan bruges i fremtiden. Udstillingen skal mere end blot vise - den skal få os til at tænke, tage stilling og sætte ord på den historie, arkitekturen i Odense fortæller.
Annonce

Bygninger er ikke bare bygninger. Når de først står der, så er de en del af byrummets historie. Når de rives ned, fjernes en del af historien. Derfor skal man i første omgang tænke over, hvad man bygger – dernæst hvad man beslutter sig for at rive ned.

Det mener en gruppe arkitektstuderende fra Arkitektskolen i Aarhus, der med en netop åbnet udstilling rammer direkte ned i en følelsesmæssig og længevarende debat i Odense: Hvad skal der ske med Siloøen i Odense?

De studerende præsenterer 20 bud, hvordan siloerne kan transformeres. Da det er en bundet opgave fra skolen, er det alle bud på, hvordan siloerne kan transformeres til et bibliotek, men det grundlæggende motiv er mere generelt og eviggyldig:

”Motivationen for udstillingen har været at kaste lys over Siloøens situation og at gøre en ellers utilgængelig del af Odense tilgængelig for byens borgere. Udstillingens projekter belyser det potentiale, der ligger i at bevare øens post-industrielle bygninger, som besidder stor historisk og arkitektonisk værdi – både som helhed og fragmenter,” står det der blandt andet i udstillings-grundlaget.

Alberte Klysner Steffensen, der er en af arkitekterne bag udstillingen, uddyber:

- Når vi ser på eksempelvis siloerne, så er det historie, det er kultur og det er sjæl. Det, mener jeg, er helt oplagte grunde til at bevare bygninger og transformere dem til nye formål. Det er dybest set det, vi gør med denne udstilling. Vi viser, hvordan man kan bruge de eksisterende bygninger og al deres historie i til nye formål.

I forhold til Siloøen er der ikke et endeligt svar på, hvad der vil ske med de gamle bygninger. Det hviler i høj grad på skuldrene af en investor at vurdere, om bygningerne kan genbruges eller ej. Alberte Klysner Steffensen håber at udstillingen kan få eventuelle investorer til at se ind i den historie, siloerne repræsenterer – og få os alle til at tale om byens arkitektur.

- Hvis man fjerner den slags bygninger, så fjerner man også en del af historien. Det skal man være bevidst om. Derfor håber vi, at udstillingen kan være med til at få gang i en debat om siloerne og byrummet generelt. Der sker en masse i Odense lige nu, og jeg håber da, vi med den her udstilling kan få folk til at tage stilling til arkitekturen, og hvordan man udnytter og behandler byrummet, siger hun.

Siloøen transformation

Udstillingen af elevernes projekter kan se på 1. sal i Borgernes Hus.

Udstillingen er åben frem til 14. november.

Projekterne er udtryk for forskellige transformationsstrategier; nogle går radikalt til værks, mens andre lægger op til nænsom restaurering af de eksisterende bygninger. Og der er blandt andet forslag til et studiebibliotek, et cinematek og et folkets hus.

I forbindelse med udstillingen er der udarbejdet et katalog som giver et overblik over Siloøens historie og de udstillede projekter samt rummer et essay om vores post-industrielle kulturarv.

Udstillingen er lavet af Tankestuen (Alberte Klysner Steffensen og Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen). Tankestuen er en ny, kritisk arkitekturplatform med den grundholdning, at det som arkitektstuderende eller arkitekter er vigtigt at tage ansvar for det arbejde, man engagerer sig i og efterfølgende også følge op på dette. Det er netop også derfor, at Tankestuen har valgt at engagere sig i den aktuelle debat om, hvorvidt Siloøen skal rives ned eller ej.

Foto: Jørgen Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce