Annonce
Ugeavisen Odense

Skoleprojekt sendte elever ud i kulden: Fire piger blev hjemløse

Nyla Navana Lange, Emma Lundgren, Sofie Brodersen og Emma Elgaard besluttede sig for at leve livet på gaden som hjemløse i et døgn. Privatfoto
Lørdag blev en ekstra kold fornøjelse for fire 15-årige piger fra Kroggårdsskolen, da de valgte at gå all-in i et skoleprojekt.

Smedebakken: Da 9.d på Kroggårdsskolen gik i gang med skoleprojektet, "Make Denmark Great”, anede Nyla Navana Lange, Emma  Lundgren, Sofie Brodersen og Emma Elgaard ikke, hvad de skulle komme til at kaste sig ud i.

- Vi tænkte over emnet og kom frem til, at hvis vi skulle gøre Danmark til et bedre sted, ville vi starte med at gøre, hvad vi kunne, for at alle mennesker skulle have det godt i samfundet, siger Emma Lundgren.


Hvis vi ikke kunne klare det derude i bare et døgn, hvordan har de hjemløse det så

Emma Lundgren


Sammen med sine tre projektdeltagere startede hun en indsamling på mobilepay, hvor alle pengene skal gå ubeskåret til Kirkens Korshær, og for at få opmærksomhed til det velgørende projekt, satte de plakater op i lokale butikker og fik familie, venner og bekendte til at dele deres facebookopslag.

- Men der var ikke ret mange, der så vores opslag, så vi blev enige om at gøre noget helt specielt for at få flest mulig til at få øjnene op for vores projekt, siger hun.

I starten havde pigerne sat plakater op for at generere opmærksomhed til indsamlingen - men uden resultat.  Privatfoto
Annonce

Et liv på gaden

De fire piger valgte at leve som hjemløse på gaden i 24 timer.

- Vi tænkte OK, lad os prøve at sætte os ind i, hvordan det er at være hjemløs i Danmark, så vi startede med at gå rundt i byen lørdag fra kl. 17, siger Emma og fortæller, at det var planen, at de først skulle vende hjem til deres forældre søndag kl. 17.

Der var to, der startede i Kirkendrup, og så kom de andre med langs ruten.

- Vi havde ingen penge på os, så vi samlede flasker op fra skraldespande rundt omkring og fik penge til mad på den måde. Vi gik ned til Odense Havn og spiste vores aftensmad dér og så fortsatte vi ind til Odense Banegård og videre ind til byen, hvor vi købte noget mad til næste morgen, siger Emma og giver en kort og præcis beskrivelse af turen.

For at få oplevelsen som hjemløs så tæt på som muligt, drog de fire piger af sted uden penge og måtte finde finansiering til mad ved at rode skraldespande igennem for tomme flasker. Privatfoto

- Det var koldt, siger hun meget kontant og fortæller, at de vendte tilbage til Næsby og slog et telt op for natten på en legeplads.

Efter en flere time lang vandretur gennem byen returnerede de fire piger til Næsby, hvor de slog deres telt op på en legeplads. Privatfoto

- Klokken var 23, da vi havde slået teltet op og forsøgte at lægge os til at sove. Jeg vågnede så klokken fire om natten og frøs og kunne se, at jeg havde så fået en SMS fra min far, som skrev ”Ok, Emma, jeres projektopgave er vigtig, men I skal komme hjem nu, for det er alt for koldt, og I har gennemført jeres opgave nu”, lyder det fra den 15-årige, som sammen med sine veninder valgte at pakke sammen og tage hjem.

Annonce

En øjenåbner

Oplevelsen fik åbnet øjnene for de fire skolepiger, som også fik optaget en video undervejs, og den glæder de sig til at redigere færdig - men med et vist forbehold.

- Det eneste, vi var bange for, da vi lavede vores video, var, at folk ville tro, at vi gjorde grin med de hjemløse. Vi gik jo rundt på gaden og snakkede om, hvor meget vi frøs, og det kunne måske anses for at være en dårlig stil, men det var jo også kun for at vise, at vi ikke var vant til det. Hvis vi ikke kunne klare det derude i bare et døgn, hvordan har de hjemløse det så, spørger hun retorisk og slår den pointe fast med en dyrekøbt erfaring, hun har gjort sig i løbet af lørdag aften og nat.

Efter turen på gaden som hjemløse håber projektgruppen, at der er flere, der har fået øje på deres indsamling og vil yde et bidrag til Kirkens Korshær. Privatfoto

- Jeg tror, man mange gange tænker på dem, der har det hårdt i udlandet, og det er jo også godt at give et bidrag til dem, men så kommer man nemt til at glemme, hvordan de, der er omkring os, har det, lyder det fra Emma Lundgren.

Nu håber kvartetten, at deres indsats vil betyde, at flere får øjnene op for deres projekt og vil donere et beløb til Kirkens Korshær.

Indsamlingen fortsætter i hel uge 6, og der kan doneres til Kirkens Korshær via mobilepay på nummeret, 3558FD.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce