Annonce
Ugeavisen Odense

Slut med stormflod: Strandeng og flere ynglesteder hjælper Seden Strandby

Det første af to diger, der skal beskytte Seden Strandby, bliver indviet. Foto Birgitte Carol heiberg
Odense har fået et stort, nyt naturområde ved Seden Strandby. Der er tale om et naturbaseret klimatilpasningsprojekt støttet af EU's Horizon 2020 program og statens pulje til projekter, der skaber synergi mellem klimatilpasning, indsatser for natur, friluftsliv og kvælstofreducerende tiltag. På østsiden er det gamle dige fjernet og erstattet med et nyt tilbagetrukket, som klimasikrer områdets bygninger og skaber en stor ny strandeng med ynglesteder for fugle og padder.
Annonce

Fremover er Seden Strandby sikret mod oversvømmelser og stormflod fra østsiden. Desuden er der skabt et stort bynært naturområde, hvor padder og fugle har fået markant forbedrede ynglesteder. Fremtiden vil byde på færre materielle skader, flere dyr og forøget biodiversitet i det kystnære område - trods stigende vandstand.

Årsagen er etableringen af en løsning med naturbaseret klimatilpasning, som giver mere plads til naturen, mens ejendomme og værdier bliver sikret. På østsiden af Seden Strandby er det gamle dige blevet fjernet og erstattet med et nyt og tilbagetrukket. Dermed er der skabt en større strandeng, hvor vandet kan brede sig. Dermed bliver oversvømmelser og stormflod forebygget, mens padder og fugle har fået et nyt, tiltrængt område at boltre sig på.

Projektet er et demonstrationsprojekt, som skal vise, hvordan det er muligt at lave klimatilpasning, som forbedrer naturen. Derfor har Odense Kommune fået finansieret en stor del af udgiften. Samlet set koster projektet 6 millioner kroner, og heraf betaler EU og staten mere end 4,5 millioner kroner.

- Dette er et fantastisk projekt på alle måder. Vi har taget et stort skridt mod klimasikringen af Seden Strandby, og Odense har fået mere bynær natur, som vi vil gøre mere tilgængeligt i den kommende tid. Der er blevet tænkt på dyrelivet og biodiversiteten i området, og vi har høstet erfaringer, som vi måske kan bruge andre steder i kommunen. Samtidig må jeg også rose forvaltningen for at have lavet et projekt, som har tiltrukket sig stor interesse og finansiering udefra, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Annonce

God adgang til naturen

Projektet ved Seden Strandby består ikke kun af et tilbagetrukket dige. Der er også blevet genslynget vandløb, skabt nye levesteder for strandtudsen, genetableret tidligere lavninger og skiftet fra dyrkede arealer til græsningsarealer. Dermed er der skabt nye og bedre betingelse for et rigt dyreliv.

I løbet af foråret vil der blive skabt forbedret adgang til selve området med et nyanlagt stisystem. Samtidig bliver der opstillet infotavler og fugletårne, så det bliver muligt at få det fulde udbytte af den nye strandeng, hvilket glæder Kurt Due Johansen fra Dansk Ornitologisk Forening.

Christoffer Lilleholt (V) er begejstret for det nye dige. Foto: Odense Kommune

- Vi har desværre rigtig mange vadefugle, som er forsvundet fra fjorden, fordi deres levesteder er væk. De kommer forhåbentlig tilbage, når fjordvandet i perioder kan komme ind og overskylle jorden. Vi håber også, at vi vil se endnu flere trækfugle i området. Allerede nu kan vi se flere end tusinde gæs derude i perioder, og det kan sagtens være, at tallet vil øges betydeligt. Forhåbentlig bliver dette område et forbillede for flere projekter ved fjorden, siger Kurt Due Johansen.

Alternativet til naturbaseret klimatilpasning havde i dette tilfælde været et tre meter højt dige ved kysten, og den løsning havde ikke medført forbedringer for dyrelivet ved fjorden eller været interessant for hverken dyr eller mennesker.

Seden Strandby vil først være endelig sikret mod oversvømmelser og stormflod, når det vestlige dige er etableret. Kommunen finansierer en tredjedel af projektet, mens resten bliver betalt af grundejerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Odense

Hadet har det alt for let

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce