Sanderum: En 43-årig mand fra Odense blev natten til mandag anholdt og sigtet for et færdselsuheld kort forinden. Uheldet skete ifølge Fyns Politis oplysninger klokken 03.24 på Carl Baggers Allé, hvor manden kom kørende i en bil. Han ramte med hård kraft en parkeret bil på vejen, og ved uheldet vågnede flere beboere i området.
- De forsøgte at tilbageholde manden, men det lykkedes dem ikke, og han stak af fra stedet. Men vi havde nogle patruljer i området, som fandt ham, siger vagtchef hos Fyns Politi Ehm Christensen.
Manden blev anholdt og blev tidligt mandag morgen undersøgt af en læge. Ifølge vagtchefens oplysninger skulle han dog være sluppet fra uheldet uden skader.
- Han klager i hvert fald ikke over smerter, konstaterer Ehm Christensen.
Og det betegner han som et under efter at have set billeder af mandens bil:
- Den ser meget smadret ud, siger vagtchefen.
Politiet forventer, at manden løslades senere mandag.