Annonce
Ugeavisen Odense

Støt en god sag: Deltag i Danmark for Børnecancerfonden 2021

Nikoline Bladt Radich Madsen opfordrer alle til at deltage i eventet Danmark for Børnecancerfonden 2021. Foto: Hasse Frimodt
Nikoline Bladt Radich Madsen, sygeplejestuderende fra Odense, ønsker at gøre en forskel til fordel for Danmarks kræftramte børn og familier.

- Jeg har i min tid som snart uddannet sygeplejerske haft kræft tæt inde på livet i forbindelse med mit job. Jeg har set, hvor vigtig Børnecancerfonden er, og hvor stor en hjælp den udgør for kræftramte børn og deres familier, hvilket har været en kæmpe motivation for at følge min drøm om at gøre en forskel for kræftramte børn, siger Nikoline.

Men det der for alvor fik Nikoline til at handle var, da hendes lillebrors bedste ven døde for få år siden i en alder af kun 16 år.


Annonce

Vi håber på, at rigtig mange mennesker vil deltage i dette virtuelle event til fordel for Børnecancerfonden

Nikoline Bladt Radich Madsen


- Jeg kommer fra et lille samfund i Sønderjylland, og teenagerens død var noget, der ramte det lille samfund hårdt hvor alle kender alle. Kirken var fyldt, og alle i byen var meget påvirket af en så ung drengs sygdom og død. Det var det, der gjorde, at jeg for alvor ønskede at lave en indsamling til fordel for Børnecancerfonden, siger Nikoline.

Indsamling til Børnecancerfonden

Nikoline gik i gang med planlægningen af et virtuelt event, hvor alt overskud går til Børnecancerfonden.

- Undervejs i min planlægning blev jeg kontaktet af en ung fyr, Alexander på 16 år, som havde gang i en lignende indsamling i Frederikshavn. Sammen fandt vi ud af, at ved at slå os sammen, kunne vi skabe endnu mere opmærksomhed omkring vores indsamling og på den måde forhåbentligt samle endnu flere penge ind til Børnecancerfonden, siger Nikoline.

Alexander Møller Lundsbak Nielsen samlede i 2020 omkring 90.000 kr. ind til Børnecancerfonden.

Alexander mistede i 2018 sin nære ven siden dagplejen til kræft. Siden har Alexander følt et behov for at gøre noget andet end at vande blomsterne på gravstedet. I dag har den unge dreng fundet en måde at gøre en stor forskel for børn med kræft og deres familier. Nikoline bidrager i år med nye ideer til projektet. Nikoline og Alexander har sammen skabt eventet Danmark for Børnecancerfonden, et helt specielt løb, hvor du støtter de børn, der har mest brug for det.

Sådan deltager du i det virtuelle løb

Løbet er for alle og for hele Danmark. Det foregår søndag den 20. juni. Prisen er 60 kr. plus tilmeldingsgebyr. Deltag i løbet, hvor du kan gå eller løbe 3, 5 eller 10 km. Du kan også snuppe en halv eller hel marathon. Det er også muligt at deltage ved at cykle 25, 50 eller 100 km. Ligeledes kan man også tilmelde sig til en lille duathlon på 22,4 km eller den store duathlon på 56 km.

Alexander og Nikoline skyder løbet i gang klokken 10:00 live på Facebooksiden Danmark for Børnecancerfonden 2021. Du må dog løbe, når det passer dig i løbet af dagen. Se mere på Facebooksiden Danmark for Børnecancerfonden 2021.

Alle indtægter fra salg af startnumre til løbet går til Børnecancerfonden. For Alexander og Nikoline har begge oplevet, hvad fonden gør for familierne, og hvor vigtig forskning i forebyggelse og behandling af børnekræft er.

- Vi håber på, at rigtig mange mennesker vil deltage i dette virtuelle event til fordel for Børnecancerfonden. Før, under og efter opfordrer vi folk til at lægge billeder op i vores Facebookbegivenhed, siger Nikoline.

Nikoline Bladt Radich Madsen i den røde og søster Mathilde Bladt Radich Madsen i den blå. Privatfoto

Du kan også benytte #dkmodbørnecancer, hvis du laver opslag på Instagram. Udvalgte billeder og begrundelser for deltagelse bliver brugt på vores sociale medier for at formidle opbakningen til de børn og familier, som har behov for vores hjælp.

Danmark for Børnecancerfonden 2021

Når du tilmelder dig, får du følgende: 

· Startnummer (som du selv skal printe)

· Et fantastisk fællesskab igennem vores Facebookside 

· Frisk luft og motion

· Lækkert løbsdepot, hvis du selv køber ind til det 

· Mulighed for at være med, når man sammen gør en forskel

Ydermere er der muliglig for at tilkøbe medalje til 79 kr. og T-shirt til 99 kr.

Man kan også støtte indsamlingen uden at deltage i løbet. Det kan man gøre via Mobilepay 531385, hvor man så er med til at støtte Nikoline og Alexanders indsamling til Børnecancerfonden.

- Vi er taknemlige for al opbakning. Der er brug for det. Børnecancerfonden glæder sig over, at der med såkaldte virtuelle løb kommer noget godt ud af krisen. Fonden, der er helt afhængig af private donationer, har ellers set mange andre indsamlingsaktiviteter blive aflyst på grund af forsamlingsforbuddet, siger Marianne Benzon, direktør i Børnecancerfonden på opslaget for eventet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce