Annonce
Ugeavisen Odense

Storms Pakhus om ny street food-konkurrent i Arkaden: Glædelig nyhed for Odense

Storms Pakhus-partner og direktør Bjørn Hentze mener, det er godt for både turister og for borgere i byen, at et ekstra street food marked nu er på vej i Arkaden. Foto: Arkiv
Bjørn Hentze, direktør og partner i Storms Pakhus, håber, at madmarkedet i Arkaden vælger sin egen stil fremfor at kopiere Storms-konceptet. - Det vil være synd både for dem, for os og for kunderne, siger han.
Annonce

Når Arkaden genåbner omkring 1. oktober, betyder det samtidig, at Odense går fra et til to steder med street food på menukortet solgt fra små boder.

For udover hos Arkaden er street food-konceptet også et bærende element hos Storms Pakhus ved havnen i Odense.

Direktør og partner i Storms Pakhus Bjørn Hentze frygter dog ikke konkurrence. Han kalder i stedet den kommende genåbning af et ekstra street food-tilbud i Arkaden for en "glædelig nyhed for Odense".

- Det er godt for både turisterne og for borgerne i byen, for det er dejligt med mange forskelligartede tilbud. Vi ønsker dem velkommen og håber, de får succes med projektet, siger Bjørn Hentze, der også stod offentligt frem med beklagelse, da det tidligere Arkaden Food Market erklærede sig konkurs i slutningen af juli.

Annonce

Hver sin styrke

Det er den odenseanske erhvervsmand Tahir Siddique, som står bag initiativet om at genåbne Arkaden som street food-koncept.

Han mener, at Arkaden og Storms Pakhus har forskellige styrker og frygter ikke, at de to street food-udbydere vil være til gensidig skade for hinanden.

- Storms Pakhus har med sin udendørsplads noget om sommeren, som ingen kan konkurrere med. Til gengæld bor vi i et land, hvor der er lidt flere kolde end varme dage, og det er lidt sværere nede på Storms. Så, jeg tror, vi komplimenterer hinanden godt, og jeg tror på, der er plads til os begge i byen, siger Tahir Siddique.

Den med, at Storms har lidt mindre at byde på om vinteren, køber Bjørn Hentze ikke helt. Men er han enig i, at de to steder alligevel kan hvert sit.

- Jeg vil mene, at vi på Storms Pakhus har lige så mange gode tilbud om vinteren som om sommeren. Men det er da fuldstændig rigtigt, at de har nogle styrker ved juletid med julehandlen i bymidten, for der er ikke så mange butikker nede omkring os, siger han og tilføjer:

- Vi ser dem (Arkaden, red.) som kollegaer i byen og som en alternativ lokalitet. Ikke ret mange gæster, der går rundt inde i gågaden, vil beslutte sig for at vandre hele vejen ned til den anden side af banegården for at besøge os. De vil oplagt vælge et sted i centrum, og der kommer Arkaden til at have sin berettigelse.

- På Storms er vi måske mere et bevidst valg, hvor man tager beslutningen, inden man tager af sted hjemme fra.

Et ønske til Arkaden har Bjørn Hentze dog. Nemlig at stedet vælger sin egen stil i stedet for at kopiere Storms Pakhus.

- Jeg håber, de vælger at tage deres vinkel på det, så vi får en diversitet i madmarkedet i Odense. At lave en kopi af os, det vil være synd både for dem, for os og for kunderne, siger han

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce