Annonce
Ugeavisen Odense

Stort rockband booket til Musik ved bøgen: - En enestående liveoplevelse i vente

Carpark North på Fredericia Teater 21. november 2020. Foto: Thomas Kvist Christiansen
Musik ved bøgen, der arrangerer koncerter bag Bondestuen i Odense har snart styr på sommerens program. Mandag sættes 480 billetter til salg til Carpark North, der optræder 3. september.

Musik: Koncertkonceptet Musik ved bøgen, der blev født i 2020, har vind i sejlene. Flere af de koncerter, der er offentliggjort til sommer, er allerede udsolgt. Annika Aakjær, Johnny Madsen med band, Dodo & the Dodos og Mads Langer - som vender tilbage - er udsolgt, mens der er få billetter tilbage til Søren Huss i september.


Vores ambition er at skabe et program, der henvender sig til en bred målgruppe og dermed levere fantastisk musik til byen. Vi håber, at folk sætter pris på det, og vi er i hvert fald selv glade for det

Jan Arentoft, arrangør af Musik ved bøgen


Men Carpark North, som Musik ved bøgen præsenterer i dag, kommer til at blive udsolgt på rekordtid, når billetterne kommer i salg mandag 15. februar klokken 10. Det forudser en af arrangørerne, Jan Arentoft, som kalder bookingen ekstremt vigtig.

- Vi er voldsomt stolte over at kunne præsentere et af de største rocknavne i Danmark til Musik ved bøgen. Carpark North har mere end 20 år på bagen og leverer altid en enestående liveoplevelse med hits på stribe, siger Jan Arentoft.

Han fortæller, at det betyder meget for "Musik ved bøgen", at man allerede andet år kan præsentere et stort rocknavn som Carpark North.

- Carpark North repræsenterer en genre, vi manglede, og alene det, at vi kan tiltrække så stort et band, er superfedt. De er med til at gøre vores lineup endnu bredere, hvilket vi selvfølgelig er stolte af, siger Jan Arentoft.

Carpark North optrådte ikke så langt fra Bondestuen til Grøn på Dyrskuepladsen i 2019, hvor avisens anmelder skrev følgende:

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Carpark North i mange henseender minder om britiske Muse, der også har haft held med at smelte rock og elektronisk musik sammen til bombastiske stadionperler. Hvor ”Save Me From Myself” er oplagt at fremhæve denne eftermiddag. Efter en ekstatisk finale med ”Transparent & Glasslike”, der stadig byder på et af de bedste riff i dansk rockhistorie, er den bedste fynske Carpark North-optræden i flere år forbi.

Jan Arentoft tror, at det er første gang, Carpark North kan opleves så intimt, som til Musik ved bøgen 3. september.

- Det er kun med til at gøre oplevelsen endnu større. Vores ambition er at skabe et program, der henvender sig til en bred målgruppe og dermed levere fantastisk musik til byen. Vi håber, at folk sætter pris på det, og vi er i hvert fald selv glade for det, siger Jan Arentoft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce