Annonce
Ugeavisen Odense

Strip forbudt: Pigtrådskoncert med tøjet på

Billeder som disse fra RMR's seneste koncert på Amfiscenen, vil måske ikke mere kunne knipses, hvis Vasilis Vlastos skal følge formandens nye regler. Foto: Kurt Rasmussen
Når Rock med Rynker inviterer til årets anden B.Rockman-arrangement, bliver det måske med mindre synligt kød, end det plejer at være, for en af sangerne er blevet bedt om ikke at smide sit tøj, som han ellers plejer at gøre.
Annonce

Østre Stationsvej: Gennem mere end 20 år har musikforeningen Rock med Rynker arrangeret koncerter med originale fynske tresserbands. De seneste år har tressermusikerne fået følgeskab af nyt blod, efterhånden som nogle af de ældre musikere er faldet bort, og en af dem er Vasilis Vlastos, som er forsanger i Jackson New Garden.

Ifølge Rock med Rynkers formand, Boris Blinoff, er han en ung, dynamisk forsanger, der optræder som en klon mellem Jim Morrison og Mick Jagger.

- Men denne gang har vi bedt ham om at beholde tøjet på, for han plejer at smide skjorten og stå i bar overkrop, og der kan vi andre jo ikke længere følge med, siger Boris Blinoff med et lille grin.

Denne gang har vi bedt ham om at beholde tøjet på, for han plejer at smide skjorten og stå i bar overkrop, og der kan vi andre jo ikke længere følge med

Boris Blinoff

Annonce

Midlertidig flytning

På søndag finder den månedlige B.Rockman-matiné sted - men ikke på Dexter, som det ellers plejer at være.

- Februar-arrangementet er flyttet til Posten, for der er sket en dobbeltbooking, men det har vi egentlig ikke noget imod, for det var jo netop på Posten, det hele startede i 1999, da vi holdt vores første maratonkoncert med ti af de gamle tresserbands. Så det er næsten ligesom at komme hjem igen, siger han, inden han præsenterer eftermiddagens tre orkestre.

Annonce

Originale musikere

- Gazu lægger ud. Det er et band, der startede i 1966, og hvor de fem musikere i dag er sammensat med hjælp fra medlemmer fra andre bands, der også er en del af Rock med Rynker, siger han og fortsætter.

- Jackson New Garden er et band, der er udsprunget af tresserbandet Jacksons Garden, hvor der kun var Erling Andersen tilbage. Han har fået selskab af fire andre musikere, og på det seneste har de manifesteret sig som et stærkt band med blandt andet superguitaristen Simon Højrup og trommeslageren Preben Devantier, der er mest kendt fra sin tid i Steppeulvene, fortæller Boris Blinoff.

Sidst på scenen er femmandsorkesteret Snakes, som blev dannet i 1960, og som på et tidspunkt holdt en pause på 52 år, inden de blev gendannet for få år siden.

- Men de har stadigvæk tre af de gamle originaler med, siger Boris Blinoff lidt skælmsk.

Annonce

Gode takter

Han kan fortælle, at der er plads til 120 – 130 publikummer på Lilleposten, som den del af Posten hedder, når den store sal er skåret fra.

- Det bliver en ganske almindelig B.Rockman-matiné som det plejer, og det ser allerede nu ud til, at der bliver udsolgt, siger Boris Blinoff.

Han mener at kunne øjne en positiv fremtid for foreningen.

- Vi kan se, at der til stadighed kommer nye kontingentbetalende medlemmer til glæde for foreningens målsætning om at kunne arrangere de her tressermusikarrangementer. Selv fra udkantsdanmark omkring Slagelse har vi netop modtaget nogle indmeldelser, lyder det fra Rock med Rynker’s formand.

B.Rockman-matiné finder sted på Posten søndag 16. februar fra kl. 14. 00 – 17.30.

Dørene åbnes kl. 13.00, og billetter sælges ved indgangen.

Entre: 120 kr. Medlemmer af RMR slipper med 80 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce