Annonce
Ugeavisen Odense

Superhelte klarer ærterne: Mobning førte til forfatterskab

Sondy læser jævnligt op af bogen for sønnen Elias, som nyder at høre om de superhelte, han selv har opdigtet.  Foto: Kurt Rasmussen
Efter at Sondy Simonsens sønner, Marnar og Elias, havde oplevet mobning i skolen, tog moren affære og skrev sammen med sine drenge en børnebog, som har haft en betydelig terapeutisk virkning for familien.
Annonce

Hjallese: Den store villa på Mejerivej står robust og sikkert på grunden, men sådan har det ikke altid været med beboerne. Mobberier i skolen gjorde livet svært for Marnar og Elias, der i dag er henholdsvis 17 og 9 år, men med hjælp fra deres mor, Sondy, har de i fællesskab skrevet børnebogen ”Elias og hans superheltevenner”, som har hjulpet dem videre gennem en form for selvterapi.

Annonce

Virkelighed og fantasi

Bogen har været undervejs i seks år.

- Den er baseret på virkelige hændelser og er godt krydret med fantasi, lyder det fra moren, der i april måned kunne modtage eksemplarer fra det første oplag.

Hun bladrer i bogen sammen med Elias, der kom ind i projektet for tre år siden.


Mange gange har den, der mobber, selv noget at slås med, så det er vigtigt, at der er en dialog i bogen om, at man ikke skal reagere på en forkert måde

Sondy Simonsen


- Dengang havde jeg egentlig skrevet et udkast sammen med Marnar, men han mente, at den var for alvorlig, og at det jo skulle være en børnebog, siger Sondy og fortæller, at Elias var den, der kom med løsningen.

- Han sagde, at der skulle være nogle superhelte, og han fandt på en usynlig superhelteven, der hedder Chase, siger Sondy og forklarer, hvordan handlingen er bygget op.

- Bogen handler om Elias, som har det svært. Han bliver drillet i skolen samtidig med, at han har en mor, som er syg. Men Elias har noget, de andre børn ikke har, nemlig usynlige superheltevenner, og om natten tager de ud sammen og slås imod de onde skurke, fortæller hun og pointerer, at den kamp går to veje.

- Mange gange har den, der mobber, selv noget at slås med, så det er vigtigt, at der er en dialog i bogen om, at man ikke skal reagere på en forkert måde.

Den pointe synes Elias trods sin unge alder også at forstå.

- Chase gør noget rigtig dumt ved dem, der har mobbet. Han binder deres snørebånd sammen, så de falder, men så hjælper Elias dem op igen, siger medforfatteren.

- Ja, der er jo nogle guldkorn gemt væk i fortællingen, og Elias elsker den del af historien, hvor det går op for de onde, at de ikke behøver at drille ham, siger Sondy med et smil.

Annonce

Selvterapi

Bogens handling har taget udgangspunkt i familiens virkelige liv.

Som barn var Sondy Simonsen blevet udsat for seksuelt misbrug og for otte år siden blev hun diagnosticeret syg med OCD, tvangstanker og PTSD.

- Efter et halvt år kunne Marnar se, at der var noget galt, for jeg lå bare i sengen og havde det rigtig skidt. En dag kom han hjem fra skole og var sur og råbte, ”hvor er min mor, du har stjålet min mor”, husker Sondy og forklarer, at Marnar ellers var en rolig dreng.

- Vi satte os ned og fik sat ord på, hvad han følte, og der fik jeg øjnene op for, at jeg var nødt til at være ærlig overfor ham. Jeg fortalte naturligvis ikke alt, for han var jo kun ni år, men vi begyndte at skrive bogen, og i dag kan jeg kun sige, at den har hjulpet os alle tre, siger Sondy, der ikke længere føler sig syg.

Annonce

Familietalent

Skrivekunstens talent har familien, som stammer fra Færøerne, ikke fra fremmede.

- Det ligger i vores årer. På Færøerne har jeg noget familie lidt længere ude, hvor der er flere kendte forfatter og kunstnere, og min moster har altid sagt, at det ligger til familien, siger Sondy, som også har illustreret bogen.

- Men tegning er jeg bestemt ikke god til. Det vil jeg gerne indrømme, for det har været meget vigtigt for mig at bevare en selvkritik med den proces, jeg har været igennem, siger hun og afslører, at hun ikke er færdig med at skrive.

- Jeg er næsten færdig med den næste børnebog. Den handler om en pige, der har en troldeven, for jeg har jo også en masse fantasi, jeg skal af med, lyder det fra Sondy Simonsen.

Børnebogen ”Elias og hans superheltevenner” kan købes på internettet gennem forlagene Kahrius og Saxo og kan også bestilles gennem almindelige bogforhandlere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Midtbyen får ny bottleshop

Annonce