Annonce
Ugeavisen Odense

Tidligere misbruger starter hjælpeforening i Odense

Lokalafdelingen i Odense har fået opbakning af Jens Galschiøt (mf). Til venstre ses initiativtageren til Recovery Bulls Danmark, Even Ramsland, og til højre er det Zebina Nielsen. Pr-foto
Zebina Nielsen har med sin erfaring fra misbrugsmiljøet taget fat i at hjælpe socialt udsatte i Odense som formand for foreningen Recovery Bulls.
Annonce

Odense: Som socialt udsat er der ikke megen hjælp at hente, medmindre man føler sig velkommen, og det er præcist det, som Zebina Nielsen arbejder på at skabe i Odense; en forening, hvor socialt udsatte kan komme, som de er, og nyde et fællesskab med ligesindede.

- Det er en forening for socialt udsatte i alle kategorier. Det eneste, vi kræver, er, at de ikke må være påvirket, mens de er der. Hvad de laver før eller efter, blander vi os ikke i, og det er i håb om, at de på et eller andet tidspunkt tænker, at det her er værd at gøre noget for, hvis de er ude i et eller andet, for der er et fællesskab her og nogle rollemodeller, der vil dem noget godt, siger Zebina Nielsen.

Hun blev i år kontaktet af Even Ramsland, der startede Recovery Bulls Danmark op i Esbjerg, og som er lykkedes med et lignende projekt i Slagelse, og nu står Odense så for tur.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være formand for en lokalafdeling i Odense, valgte jeg at sige ja, fordi jeg selv har haft rollemodeller i mit liv, og jeg havde ikke klaret den, hvis ikke, der var nogen, der havde troet på mig, siger Zebina Nielsen.

Recovery Bulls er et fremragende græsrodsinitiativ, som giver værdighed og fællesskab til en gruppe mennesker, som fortjener anerkendelse for den kamp, de kæmper.

Jens Galschiøt

Annonce

Idræt som samlingsaktivitet

Gennem flere måneder har hun arbejdet på at samle frivillige til at støtte op om projektet i Odense, hvor idrætten skal være et samlingspunkt.

- Vi har fået lov at leje os ind i FKS-hallen i Dyrup fra august måned, og til at starte med bliver det fodbold, for der kan alle være med. Det skal være på en måde, hvor vi hygger os med sporten, og alle kan more sig. I Esbjerg og Slagelse er det også startet på den måde, og så er der langsomt kommet flere og flere mennesker til, siger hun og fortæller, at aktiviteterne på den måde også har spredt sig.

- Folk har for eksempel foreslået petanque, og så bliver de spurgt, om de vil stå for det, og på den måde får de selv et ansvar for at styre aktiviteten, siger Zebina Nielsen, der understreger, at kommunen ikke er indblandet, og at foreningen udelukkende er baseret på frivillig arbejdskraft.

- Lige nu er vi håndplukkede tidligere misbrugere, men alle socialt udsatte kan deltage, siger hun.

Annonce

Officiel foreningsopstart

En del af foreningens arbejde består i at skabe opmærksomhed omkring projektet, og da den lokale kunstner Jens Galschiøt gav tilsagn om at være ambassadør for lokalforeningen i Odense, var det en meget glad Zebina Nielsen, der modtog beskeden.

- Jeg er hamrende stolt over, at Jens vil være med til promovere vores sociale arbejde og vores idrætsaktiviteter for socialt udsatte mennesker i Odense. Han er den bedste ambassadør, jeg har kunnet drømme om, sagde hun dengang, og kunstneren kvitterede på lignende vis.

- Jeg er ret beæret over at blive spurgt. Jeg vil gøre, hvad jeg kan og formår for at støtte op om Recovery Bulls i Odense. Jeg synes, der er alt for mange i Over-Danmark, der står på nakken af de allermest socialt udsatte. Recovery Bulls er et fremragende græsrodsinitiativ, som giver værdighed og fællesskab til en gruppe mennesker, som fortjener anerkendelse for den kamp, de kæmper. Respekt. Den bevægelse er jeg nu en del. Tak for det, sagde Jens Galschiøt, som ved samme lejlighed gav tilsagn om at stille sine lokaler til rådighed ved Recovery Bulls’ stiftende generalforsamling.

Den stiftende generalforsamling finder sted 26. juni kl. 18 i Galleri Galschiøt, Banevænget 22 i Næsby. Alle er velkomne.

Recovery Bulls Danmark

blev stiftet i 2015 i Esbjerg af Even Ramsland.

har lokalafdelinger i Odense og Slagelse.

har til formål at udbrede fællesskab, motion- og idrætsaktiviteter blandt socialt udsatte i Danmark.

er for alle socialt udsatte, der er fyldt 18.

er baseret på frivilligt arbejde og er finansieret via sponsorer.

Recovery Bulls Odense v. Zebina Nielsen, tlf: 25544431. Mail: odense@recoverybulls.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce