Annonce
Ugeavisen Odense

Turen går til Odense: Din inside guide til en fed sommer i den fynske hovedstad

Munke Mose i Odense er et oplagt mål for både odenseanere og turister. Foto: Christina Jacobsen
Odense er fyldt med masser af oplevelser til en god, lang sommerferie i hjertet af Danmark. Vi har udvalgt en stribe steder og aktiviteter, du kan overveje at bruge tiden på.

Guiden er især for dig, der er ny i byen eller er her som turist, men selv indfødte kan lade sig inspirere til oplevelser i egen by.

For praktikkens skyld er vi gået efter steder og aktiviteter i Odense, der ikke er knyttet til én bestemt dato. Det vil sige, at specifikke koncerter, forestillinger osv ikke er taget med. Vil du vide, hvad der sker i dag i Odense, kan vi anbefale fyens.dk/detsker, hvor du på et kort finder alle de aktuelle oplevelser, du kan kaste sig over.

Her får du redaktionens bud på, hvilke steder, du med fordel kan sætte på din tjekliste.

Annonce

1. Gratis glæder - byens "nye" oaser

Havnen i Odense bliver gradvis en større og større del af byen. Foto: Michael Bager

En by i udvikling vil formentlig aldrig være fri fra byggerier og ændringer i infrastruktur. Men faktum er, at Odense pt. fremstår mere helstøbt end længe.

Den kile, der de sidste mange år har skåret sig ned i det såkaldte TBT-område, er netop officielt åbnet igen, og dermed kan livet igen strømme ad en af de vigtigste årer; Vestergade/Overgade. Gå turen gennem byen og oplev hvordan livet igen er ved trænge ud i gader og stræder. Tiden lige nu er historisk, så hvorfor ikke være en del af det?

Længere mod nord binder havnen sig løbende mere og mere fast som en del af byen. Byggeriet er i fuld gang, men der er allerede opstået små oaser rundt på det store områder. Nyd den friske havluft, havnebadet, de historiske bygninger, og livet, der vokser konstant hernede.

Helt mod nord i forlængelse af havnen er Stige Ø et besøg værd. Den tidligere losseplads er i dag et rekreativt område med masser af muligheder for leg og aktiviteter for alle aldre. Her er forhindringsbane, mountainbike, crossfit, vandreruter og ikke mindst muligheder for aktiviteter på vandet.

I den vestlige del af byen er bydelen Bolbro i massiv udvikling. Her bygges på livet løs, og senest har GASA Petanque og Shuffle Bar givet området et socialt løft. I samme område finder du også Friluftsbadet til de varme dage, Tusindårsskoven og Elmelundskoven, hvis du søger de grønne eventyr.

Parkeringskælderen under TBT. Kan man kalde en parkeringskælder for en oase - eller gratis glæde? Ja! Den nye parkeringskælder under TBT-området er ikke alene karakteristisk i sine gule farver, men senest er også en af Danmarks mest kendte elektroniske musikere, Trentemøller, flyttet ind. Han har komponeret et værk specielt til denne parkeringskælder. En helt unik oplevelse dybt under jorden.

Odenses centrum er naturligvis også spækket med oaser. Træk for eksempel ned i parken Munke Mose, hvor åren snor sig smukt gennem den grønne oase. Et velkendt sted til fordybelse for odenseanere og et oplagt sted at fordøje byens oplevelser som turist.

Som tidligere nævnt er området omkring Overgade et besøg værd. Det er i samme område, du finder H.C. Andersens Hus og mærker historiens vingesus.

2. For børn

En tur på Danmarks Jernbanemuseum skal nok gøre de fleste unger fulde af begejstring. Foto: Ard Jongsma / stillwords.com

Odense har mange skulpturer. Men har du bemærket, at mange af dem faktisk refererer til H.C. Andersen og hans eventyr? Her ligger en oplagt og gratis aktivitet for de mindste – en eventyrskulptur-skattejagt. Der er 16 eventyrskulpturer, og turen går blandt andet til Eventyrhaven og Munke Mose, hvor man jo oplagt kan gøre stop for picnic. Find et kort over alle eventyrskulpturerne på www.visitodense.dk.

Udsigten til et museumsbesøg skal nok få visse børn til at brokke sig gabende, men Møntergården får dem på bedre tanker. Det er i sig selv lærerigt at dykke ned i Odenses historie, men for børnene kan det især anbefales at besøge Børnenes Baggård, der er indrettet i en bygning fra år 1799. Alt er bygget af ægte gamle ting og materialer, som man havde i 1800-tallet. Her må I prøve og røre alt!

Odins Odense. Hvem vil ikke gerne være viking for en dag?! Jernalderlandsbyen Odins Odense kan give jer netop det. Af aktiviteter kan nævnes bueskydning, smedning, mjødsmagning, forskellige markeder, sammenkomster, forskellige håndværksaktiviteter samt mange andre unikke og traditionelle begivenheder, der afholdes hele året. Aktiviteter, der alle prøver på at give et autentisk billede af vores fortid. Husk, at nogle begivenheder og aktiviteter kræver reservation via deres websted. Rundt omkring i landsbyen finder du nogle shelters, hvor du som gæst kan spise din medbragte mad.

De store lokomotiver fascinerer børn i alle aldre. På Danmarks Jernbanemuseum må I gerne røre, lege og gå på opdagelse i de mange vogne og lokomotiver. De mindste gæster vil elske Børnebanegården, der er en banegård i børnestørrelse. Udendørs er der et nyt, stort lære- og legeområde med et kæmpe damplokomotiv og et vandtårn, hvorfra I kan rutsche. Hver dag kører det populære minitog. Enten inden eller ude. Udendørs har museet fået et helt nyt minitogsanlæg, som er iscenesat med jernbanehistoriske miljøer i børnestørrelse. I starter turen på Københavns Hovedbanegård. Undervejs kører I over den gamle Lillebæltsbro, gennem en Storebæltsfærge og en lille stationsby. Minitogene er modelleret efter rigtige tog som MY-lokomotivet og MA-lyntoget.

Trænger man til en udendørs aktivitet, som oveni er gratis, skal man besøge den gamle mejerigrund mellem Thorsgade og Jens Benzonsgade på Vesterbro. Her gemmer sig en lille minigolf-bane, som gratis kan benyttes mellem klokken otte og 22. Banen består af ni huller.

3. Kultur

Det nye H.C. Andersens Hus er et must. Foto: H.C. Andersens Hus/Lærke Beck Johansen

Den Fynske Landsby. Tag på tur i den fynske historie - Den Fynske Landsby fortæller dig alt, hvad du næsten behøver vide om livet i 1800-tallet på Fyn. Her ser bygninger og menneskene ud, som de gjorde dengang, og du kan gå på opdagelse i massevis af levende værksteder og andre former for underholdning.

I den sydøstlige del af Odense finder du den gamle herregård Hollufgaard. De smukke grønne områder er i sig selv en oplevelse værd, men i øjeblikket er stedet vært for den traditionsrige SkulpturOdense 21, hvor adskillige kunstnere har fyldt herregårdens natur med kunst. Det er ganske gratis og en mulighed for kulturel fordybelse i frisk luft.

Gratis digitale byvandringer. Web-app’en Motes gør det muligt for dig at udforske Odense i dit eget tempo, samtidig med at du bliver klogere på byen og oplever nye sider af Danmarks grønneste storby. Med forskellige ruter der blandt andet indebærer en tur i H.C. Andersens fodspor, en rute gennem byen mest instagramvenlige spots og en eventyrlig skattejagt for børnefamilier, er der noget for enhver smag.

Vi kommer ikke uden om H.C. Andersen. Det nye H.C. Andersens Hus er netop åbnet og lad os bare slå fast med det samme, at her er tale om en kulturel oplevelse for alle. En oplevelse, du ikke vil gå glip af. Få hele historien om den kendte forfatter fortalt på en helt nye måde og lad alle dine sanser stimulere af museets magiske opbygning.

Fyns Grafiske Værksted  råder over to værksteder i to etager og en Grafik-Butik "Grafikken" ligeledes i to etager. Der er mapper, du kan bladre i, grafik på væggene og mængder af indrammet grafik - lige til at tage med hjem.

4. Gastronomi

Restaurant Aro åbnede i 2017, og restauranten er i dag en populær gastronomisk destination i Odense. Arkivfoto: Robert Wengler

Der er fart på gastronomien i Odense. Og for bare 10 år siden, ville odenseanerne have kigget mærkeligt, hvis nogen havde fortalt dem, at der på Østerbro ville åbne en lille fingastronomisk restaurant, hvor man skal være i god tid for at få bord. Men Restaurant Aro har taget byen med storm, og bag restauranten står to unge kokke, Bjørn Jacobsen og Christoffer Schärfe, der har en fortid på blandt andet Geranium, Le Sommelier, D’angleterre, Pluto, Tesuya i Sydney og WD50 i New York.

Bevæger man sig ind til midtbyen - helt præcist til Vestergade - finder man et smalt lokale, som man let og ubemærket passerer i forbifarten. Men det ville være synd. Gør dig selv en tjeneste og book et bord hos Baan Baan. Restauranten åbnede i maj, og i køkkenet finder man tre kokke, der alle har været enten kok eller kokkelev hos den københavnske Michelin-restaurant, Kiin Kiin. Ejeren af Baan Baan hedder Joy, og hun kommer fra Thailand, og det afspejles i alt fra indretningen til maden på tallerkenen. Når Joy og hendes to kokke går i køkkenet, genskaber hun sit hjemland. Baan Baan serverer nemlig asiatisk mad med nordiske og lokale råvarer. Og der er ret stor sandsynlighed for at blive overrasket.

Apropos overraskelse. I 2020 åbnede en fræk og flabet restaurant i Odense. Ribelli er navnet på den nye dreng i klassen, som ejeren selv beskriver stedet. Og den nye dreng vil gerne provokere. Derfor har restauranten blandt andet et stort maleri på den ene endevæg. Her står: ”Va’ All’Inferno”, som betyder ”Gå ad helvede til”. Men hos Ribelli vil de ikke kun provokere. De vil også overraske, og derfor kan du heller ikke altid regne med menukortet. Du får, hvad der står - men måske ikke helt på den måde, du forventer. Er du blevet nysgerrig? Du finder Ribelli i Gravene 4.

5. Mad, drikke og det midt i mellem

De to brødre, Mads og Jonas Klindt, har åbnet Café Sølle i Nedergade. Foto: Christina Jacobsen

Et af byens nyeste skud på stammen er Café Sølle. Bag den står brødrene, Mads og Jonas Klindt, der blev kendt i bybilledet som Koffiboys, der serverede kaffe fra deres tuk-tuk. Nu har de åbnet en café, hvor du både får specialøl, biodynamisk vin og vegetariske toasts. Og til meget fair priser.

Hvis man er mere til det søde, skal man en tur ned igennem Pantheonsgade, hvor et nyt specialbageri har slået dørnene op. Cinnamums har, som navnet antyder, noget med kanel at gøre. Hos Cinnamums bager ejeren, Emiliya Blicher-Jepsen udelukkende kanelsnegle, og de kommer i forskellige varianter.

Mere sødt finder man i Brandts Passage, hvor chokolademager, Morten Aagaard, driver Mortens Chokolade, der både består af butik og værksted. Her laver han chokolade i alle afskyninger, og hvis man besøger byen over sommeren, kan man også sætte tænderne i hjemmelavede ispinde.

Hvis man gerne vil kombinere god kaffe og lidt fysisk aktivitetet, kan man bevæge sig fra Odense Havn og ud langs kanalen. En god kilometer ude, kommer man til Mornsol. En lille perle lige ud til vandet. Her kan man både drikke kaffe og spise is, og så er der mulighed for at komme ud på SUP-board. Bag Mornsol står ægteparret, Louise og Patrick Fechtenburg, og sidstnævnte var én af de første i Danmark til at stå SUP-board. Han tager jer glædeligt med ud på kanalen og klæder jer godt på med al den sikkerhed og teknik, I har brug for.

I den vestlige del af Odense finder man GASA - Petanque & Shuffle Bar. Tempoet er afslappet og tilbagelænet. Der er masser af stole i solen, og de er sammen med musikken med til at skabe både ferie- og festivalstemning. Og som navnet på stedet antyder, kan du hos GASA spille petanque og floor shuffle - alt imens du nyder enten godt fra baren eller køkkenet, som har tidligere Falsled-kok, Per Hallundbæk, som gastronomisk chef.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Odense

Langstrakt fjernvarmearbejde: Mere kø i vente på i forvejen trafikeret vej midt i Odense

Annonce
Annonce
Ugeavisen Odense

Rekordhøjt antal børnefamilier søger julehjælp i Odense: Dansk Folkehjælp mangler en million kroner

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Legendarisk Odense-kor genopstår:  Filharmonisk Kor Fyn får premiere i Domkirken

Skibhus Avisen

Teater i forstaden: Seden har fået en kulturoase

Ugeavisen Odense

Landsby vil genoplive forladt købmand: Lokale folk har givet over en kvart million kroner

Dalum Hjallese Avis

Dennis ramte plet igen: Anden danmarksrekord inden for få uger og nu skal han til EM

Ugeavisen Odense

Folk strømmer i teatret: Juleforestilling er den bedst sælgende i flere år

Ugeavisen Odense

Hanne rykker sin butik ind i nyt, centralt Odense-kvarter: - Det er en stor beslutning og meget grænseoverskridende

Ugeavisen Odense

Hanne rykker sin butik ind i nyt, centralt Odense-kvarter: - Det er en stor beslutning og meget grænseoverskridende

Ugeavisen Odense

Juleglæde: Malerfirma forærer overskydende mad fra julefrokost til herberg i Odense

Lokalavisen Nordvest

Mogens er Rex: Skulle have sunget for paven, men så blev paven skudt

Ugeavisen Odense

Vind Elvis billetter: Henrik Busborg & The Devils spiller på Dexter, vind billetter til koncerten

Ugeavisen Odense

Blomsterbutik: Kærlighed til blomster i Nørregade

Skibhus Avisen

Baggårdsbutikken hjælper mennesker og sælger brændt ler: - Vi er meget mere end vores diagnose

Ugeavisen Odense

VM oplevelse: Mads Elholm har med stor succes skiftet tennisketsjer ud med padelbat

Skibhus Avisen

55-årige Susanne har været hundefrisør siden hun var 14 år: En kunde kommer helt fra Gilleleje med sin hund

Ugeavisen Odense

Forkæl din hund: Læderprodukter til hunde, jagt og heste, og et godt samarbejde med indiske kvinder

Ugeavisen Odense

Populært special- og mikrobageri lukker: - Det er tid til at prøve kræfter med noget nyt

Ugeavisen Odense

Populært special- og mikrobageri lukker: - Det er tid til at prøve kræfter med noget nyt

Ugeavisen Odense

Odense Letbane bekræfter forsinkelse: Åbning udskudt til foråret

Ugeavisen Odense

Ødelagt af stress: Pia var så presset af stress, at hun mistede hukommelsen og bare græd og græd

Ugeavisen Odense

Red Barnet søger: Sara elsker at være frivillig formand for Red Barnet Odense, som søger en frivillig projektleder

Ugeavisen Odense

Naboer vidste bedre end kommunen - uønsket endestation droppet: - Det kunne vi godt have fortalt dem

Annonce