Annonce
Ugeavisen Odense

Ulrik vil skabe et vildt fællesskab: - Der er ingen i Odense, der har så mange vinbjergsnegle som mig

På baggrund af vores konstruerede forestilling om, hvad der er attråværdigt, har det udomesticerede liv - altså det, der udgøres af alle andre levende organismer end mennesket - aldrig været ringere stillet. Det er Ulrik Jeppesen pinligt bevidst om - og derfor vil han gøre, hvad kan, selvom det hele skulle ramle sammen om ørerne på ham. Foto: Peter Strarup
Ulrik Jeppesen nærer stærke følelser for naturen, som mennesket over årene har ødelagt godt og grundigt. Derfor vil han gerne gå forrest i en kamp, der på kort sig ikke vil ændre verden, men som forhåbentligt kan stå som et kerneeksempel på, hvad vi i det små kan gøre for at redde kloden.
Annonce

Agedrup/Bullerup: I en have i Bullerup sidder Ulrik Jeppesen og drømmer om uorden og kaos. Han drømmer med andre ord om, at flere mennesker så på naturen, som han selv. Som en kraft, der ikke bør tøjles.

- Jeg har haft lejlighed til at summe over det i mange år og i bund og grund har jeg næret en personlig indignation over, hvad vi som mennesker gør ved naturen. Vi er i fuld færd med at overskide vores egen rede og ødelægge alt omkring os, fortæller han.

Over årene har menneskets higen efter kontrol indskrænket naturens spillerum og ødelagt vilkårene for hele arter. Selv hjemme i haven er økosystemet brudt sammen.

Vingeslag, summen, kriblen og krablen må vige for orden og lige linjer. Det bakker videnskaben op om.

Talrige undersøgelser påpeger, at fuglebestanden er raslet ned de seneste 40 år. Det samme er insekternes.


Det er fuldkommen unødvendigt at rydde så meget ud i haven, skære træer til og holde buske nede. For mig at se er det ressourcespild. Hvorfor skal jeg flå alle de vilde planter op, når jeg kan se, at dyrelivet trives i dem

Ulrik Jeppesen


Og der er kun en vej den spottende finger skal vendes. Indad.

- Dybest set er det jo hæsligt at se på, at vores komfort og idé om, hvad der er æstetisk rigtigt skal bestemme over alt levende omkring os. Og det er jo det, der er sket. Der er bølgende marker og grønne græsplæner overalt. Det er sgu ikke så mærkeligt, at dyrearter forsvinder hele tiden.

Annonce

Rykker hurtigt

På mikroniveau har danskerne efterhånden forstået, at naturen langtfra er en konstant. Den bliver påvirket af vores beslutninger.

Vinbjergsneglene trives i Ulrik Jeppesens have. Foto: Kristian Isaksen

- Bonderøven lavede en programserie fra Hjørring Kommune, der er gået aktivt ind i kampen for biodiversiteten. Der kan man jo virkelig se, hvor meget man kan rykke, hvis blot man gør en lille  indsats, siger han.

I programmet viser privatpersoner deres resultater frem efter et forsøg på at skabe mere vildskab i dele af haven.

Frugten af deres eksperiment er ikke til at tage fejl af - livet sprudler, når chancen byder sig.

Store træstammer er meget mere gavnlige som bosteder for krible-krable-arter, end i en forbrænding. Ja, man kan også sidde på dem. Foto: Peter Strarup

- Det var med udgangspunkt i programmet, at jeg fik idéen til at skabe et fællesskab. Vi kan ikke redde naturen som enkeltpersoner, men ved at gøre en indsats derhjemme, kan man med egne øjne se, hvor hurtigt vi ville være i stand til at gøre noget godt for naturen - på den lange bane vil det betyde noget for, hvordan vi tænker på menneskets plads på planeten side om side med alle andre arter. Sådanne bevægelser skal vokse op nedefra og forgrene sig. Og der kan vi godt stå i spidsen som gode eksempler.

Danmarks natur

Flere arter er i fare for at uddø i dag end på noget andet tidspunkt i menneskets historie. Det konkluderer en international rapport udarbejdet af 150 forskere og 250 eksperter fordelt over 50 lande.

25 pct. af arterne er allerede truet med global udryddelse Globalt er der massiv tilbagegang af de vildtlevende pattedyr på 82 pct.

Landbrug, skov, råstofudvinding og klimaforandringer er de største årsager til naturens voldsomme tilbagegang.

I den sammenhæng er Danmark en stor synder, som det mest opdyrkede land i Europa. Over 60 procent af den samlede landmasse bliver brugt til landbrug. 

Mere end 1000 arter i den danske natur er på nuværende tidspunkt truede.

Med fællesskab mener Ulrik Jeppesen facebookgruppen Vilde Haver og Arealer i Agedrup og Omegn. Den har 85 medlemmer, der er mere eller mindre indstillet på at skabe et mere naturligt levested for de tusindvis af arter, der har grundlag for at være her.

Annonce

Er tyvstartet

I kraft af sin livslange interesse for naturen og dens ve og vel, er Ulrik Jeppesen allerede i fuld sving med at omdanne sin have til en jungle.

- Lad mig sige det sådan - jeg er nok den mand i Odense, der har flest vinbjergsnegle. Det er fuldkommen unødvendigt at rydde så meget ud i haven, skære træer til og holde buske nede. For mig at se er det ressourcespild. Hvorfor skal jeg flå alle de vilde planter op, når jeg kan se, at dyrelivet trives i dem? Jeg fjernede for noget tid siden nogle træer. Det ene var dødt og det andet var ved at æde huset. Men i stedet for at køre stammerne væk, lod jeg dem ligge. Hvis man lever efter de konventionelle havedyder, vil man jo synes, jeg er en kæmpe klovn for i den optik, ser det jo ud ad helvede til. Men de stammer er blevet indtaget af alle mulige dyr, jeg aldrig før har set. Det er godt for biodiversiteten og i sidste ende er det godt for os mennesker.

Andre i gruppen er, på trods af den uoplagte sæson for havearbejde, også godt i gang.

Den vilde mand har været lystfisker i 30 år og arbejder på Fyns Laksefisk, der arbejder med udsætning af havørreder. Det ligger altså Ulrik Jeppesen meget på sinde at gøre noget godt for naturen. Foto: Peter Strarup

- Der er én, der allerede har flået hele græsplænen op, så den er klar til vilde blomster. Det viser jo et fantastisk engagement, men for mig er det vigtigste egentlig processen. Folk lever sig ind i arbejdet i forskellige tempi og med forskellige udgangspunkter. Men fælles for dem, der har meldt sig ind i gruppen er, at de har lyst til at skabe en forandring. Måske endda fordi de synes, det er nødvendigt.

Til foråret vil avisen besøge Ulrik Jeppesen og se vildnisset i fuldt flor. Og måske ved selvsyn bevidne fremkomsten af flora og fauna aldrig tidligere dokumenteret under de bullerupske himmelstrøg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Hadet har det alt for let

Annonce