Annonce
Ugeavisen Odense

Vanvidsbilist smadrede Henriks liv: - Sæt pris på det, I elsker - alt kan uden varsel blive taget fra jer

Henrik Kolmos' barn og barnebarn er grund til at ville leve. Foto: Kristian Isaksen
Henrik Kolmos blev i 1973 ramt af en bil, der i høj fart torpederede den dengang 17-årige teenager. Det skæbnesvangre møde ændrede alt og her mange år senere er han stadig mærket af ulykken, som hændte den ham i går.
Annonce

Kirkendrup: Torsdag 26. april 1973.

Hvis Henrik Kolmos havde en tidsmaskine, ville han rejse tilbage til denne dato om aftenen efter fodboldtræning. Han ville vinke farvel til holdkammeraterne og på turen hjemover ændre en lillebitte uanseelig detalje.

Han ville trække sin knallert længere ind til siden og vente til bilen var blæst forbi ham.

Derefter ville han med en hovedrysten skue imod de hurtigt forsvindende baglygter og på trods af sin vrede alligevel smile ved tanken om den fremtid, der ventede.

Derpå ville han trille hjemad og leve et helt normalt liv med sin familie, sine venner og sin kæreste.

Henrik Kolmos stryger en tændstik og stikker den ned i piben. Bag den langsomt opstigende røg ser et sæt trætte øjne ud ad stuevinduet.

Alt ved dette blik fortæller, at manden aldrig fandt sin tidsmaskine.

26. april 1973 vil til evig tid være stemplet som den dag, han mistede sig selv og alt det, han kunne være blevet. Den dag, han mistede livet.

Annonce

Respirator

I 17 døgn lå han i respirator. En ganske betragtelig kontrast til den rolle, han ellers indtog, når atletikbanen lagde grund under hans hurtige fødder. Han var fynsmester i løb og havde med sit fysiske talent såmænd også formået at vinde sølv i længdespring i 1967 og 1968.

Derudover gjorde han en god figur på fodboldbanen.

Beskeden om udsigterne til den tilværelse, der i bedste fald kunne være i vente, blev derfor heller ikke modtaget med fuld accept af forældrene, da lægerne gav deres vurdering.

På bordet ligger et arkiv af avisudklip, advokatnotater, erstatningspapirer og meget andet, der relaterer sig til den gamle sag. Foto: Kristian Isaksen

- Han kommer aldrig til mentalt at bevæge sig over fem-års-stadiet, hvis han vågner igen. Hans hjerne er for skadet, genfortæller Henrik Kolmos, der ganske vist var i rummet, da dommen faldt, men som har fået referatet af sin mor.

Hun sad der ved siden af hans gejstblottede krop og snakkede med ham i al den tid. Selv uden lægernes besyv, kunne hun godt regne ud, at sønnen, som hun kendte ham, nok for altid ville være borte.

Annonce

Intet mirakel

En urkraft i Henrik Kolmos var dog blevet vækket til live. En urkraft, der vil gøre det ypperst mulige for det legeme, hvori den residerer.

Han rykkede sig. Langsomt. Blev i stand til at trække vejret selv. Kunne bevæge sig mere.

Det lykkedes ham sågar at færdiggøre gymnasiet med god hjælp fra faste støtter - helt bogstaveligt. For balancen var ude af drift.


Han har al mulig grund til at være bitter. Ja, faktisk er det ufatteligt, at han ikke for længst har trukket en billet til det hinsides. Én hensynsløs handling i så kort et øjeblik for så mange år siden, har påvirket alle aspekter af hverdagen de seneste 47 år.

Fra artiklen


Hans mor tudbrølede lykketårer over udviklingen. Håbets gnist var blevet antændt.

Men miraklet udeblev. For selv ikke en gladiators vilje kunne ændre på den skade det dybdegående frontale kraniebrud havde forårsaget inde i alt det, der gør et menneske til den person, han eller hun er.

Annonce

Invalideret

På trods af hans hjernes nedsatte funktioner, tænker han klart. Hvilket nærmest gør historien endnu værre. For han ved godt, hvad det er, han ikke kan. De manglende forbindelser i hans hjerne blokerer blot for udførelsen.

Hans hverdag er en stor forhindringsbane. Den har han bøvlet omkring på siden 1973. Visse udfordringer har han forceret. Andre vil det aldrig lykkes ham at komme forbi.

Da digitaliseringen for alvor tog fart, slog Henrik Kolmos ufrivlligt bremsen i bund. De nye teknologier udstillede hans digitale blindhed.

Niels Henrik Kolmos tænder under interviewet sin pibe. Den finder han glæde i. Foto: Kristian Isaksen

Han magter ikke at betjene en telefon. Det er ligeså svært for ham at skrive en sms, som det er for en lam mand at løbe 100 meter.

- Jeg forstår intet af det. Det er ren volapyk for mig. Jeg kan ikke omsætte den viden til noget brugbart. Det er stort set umuligt at begå sig i samfundet i dag, når alt afhænger af computere og telefoner, siger Henrik Kolmos, og vrister et sjældent smil over sine læber, da han kigger tværs igennem stuen.

På de sparsomt prydede vægge hænger plakater med Che Guevara og The Beatles.

- Jeg elsker The Beatles. Vi hørte ikke andet, siger han, og medgiver, at også Jimi Hendrix gjorde det godt.

Glæder fra en tid før ulykken.

Annonce

Lys i mørket

Adskillige højskoleophold, psykiatriske evalueringer og genoptræningsforløb gav i årtierne efter den skæbnesvangre aften Henrik Kolmos mere mod på tilværelsen.

Han er kommet langt siden dengang, han skulle være under konstant opsyn for sin selvmordsadfærd.

Igennem tiden har Henrik Kolmos deltaget i flere artikler og fortalt sin historie. Foto: Kristian Isaksen

Undervejs lykkedes det ham at forføre en kvinde. Med hende har han et barn. Det barn har sågar skænket ham et barnebarn.

Badevinger af lys i livets mørke og kolde vand, der har holdt ham oppe, når det virkede fristende bare at lade sig synke.

- Mit barn og barnebarn er grund til at holde sig i live. Ellers er der ikke meget at glæde sig over, fortæller han.

Annonce

Bedraget

I 90'erne havde han ellers fundet et godt sted i sit liv og var over en årrække gladere, end han havde troet muligt.

Men som dengang, forsikringsselskabet tildelte ham latterlige 15.000 kroner i erstatning for den evigt-invaliderende ulykke, bliver han banket tilbage i depressionens sump igen og igen.

- Det handlede ikke så meget om beløbets størrelse, som det handlede om, at pengesummen bagatelliserede min tilstand. Jeg er som en brik i et spil Ludo, der aldrig når i mål. Jeg bliver slået hjem gang på gang.

Sidst var det visheden om, at han hele sit liv har kæmpet for noget, der aldrig bliver godt. At menneskene rundt om ham havde rost ham for bedrifter, der var små børn værdige. Ting, han havde været blind for, men som pludselig fremstod pinligt krystalklare.

- Jeg følte mig bedraget. Ydmyget. Det satte mig helt ud af kurs, selvom jeg egentlig var landet i et godt spor.

Annonce

Værn om det gode

Han har al mulig grund til at være bitter. Ja, faktisk er det ufatteligt, at han ikke for længst har trukket en billet til det hinsides.

Én hensynsløs handling i så kort et øjeblik for så mange år siden, har påvirket alle aspekter af hverdagen de seneste 47 år.

Henrik Kolmos' øjne kunne se trætte ud af flere årsager, men den mest oplagte er, at han sover dårligt. Han har intet søvnmønster og har ikke haft det siden store dele af hans søvncenter blev ødelagt efter ulykken. Foto: Kristian Isaksen

- Hun har aldrig taget kontakt efterfølgende. Ikke så meget som en undskyldning. Hun har levet videre og hvad har jeg, spørger Henrik Kolmos.

Han taler om chaufføren.

Sørgmodigheden er så tyk, at man som gæst næsten frygter at pådrage sig en mindre depression ved sin blotte tilstedeværelse i huset.

Mener du selv, der ikke er noget positivt at hente i din historie, Henrik?

- Ikke meget.

For når jeg hører den, så bider jeg mærke i, at du fik et barn og et barnebarn og når du taler om dem, så smiler du. Din historie sætter jo alle livets småbump i perspektiv. Andre har givet op over langt mindre. Du er her stadig. Det er inspirerende. Er historien ikke, at af selv den største bunke lort kan en smuk rose vokse? 

Henrik Kolmos tænker sig om. Dernæst folder han hænderne.

- Jo. Det kan du have ret i. Og at livet er dyrebart. Man skal passe på. For et øjeblik på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt kan ændre dit liv på et splitsekund. Husk det og sæt pris på, hvad I har. Alt det, I elsker kan pludselig og uden varsel blive taget fra jer.

De sparsomme dekorationer tæller plakater med datidens idoler. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Trygfonden ærgrer sig over hjerteløbers tab af livsvigtige sekunder: - Vi har aldrig hørt noget lignende

Annonce