Bolbro: Det var helt efter bogen, at der i de indledende uger efter åbningen af varmestuen på Højstrupvej i oktober ville være småt med brugere.
Men for mange stille stunder undrede nu alligevel personalet, der i februar tog fat i avisen for at gøre opmærksom på varmestuens tilstedeværelse.
Om spaltepladsen gjorde den afgørende forskel, kan vi kun gisne om, men sikkert og vist er det, at dørhåndtaget de seneste måneder er blevet vredet ned mere hyppigt og kontinuerligt end før.
- Vi keder os aldrig mere. Førhen kunne der godt gå et par timer imellem besøgene - den tid er forbi. Allan og jeg kan helt savne lige at tage en slapper som dengang, griner Karina, der er medarbejder i varmestuen.
Der er plads til at spøge lidt. For duoen, der passer stedet og hilser brugerne velkommen, vil i virkeligheden gerne have flere ind.
- Grunden til, at Kirkens Korshær valgte Bolbro var jo ud fra en betragtning om, at der manglede en varmestue. I dag er der konsekvent mindst 15 til spisning og og vi har tæt på 20 brugere igennem. Det er mange flere end før, men vi mener stadig, at potentialet er større, siger Karina.
Søger frivillige
Det øgede antal brugere har naturligvis også betydning for driften af stedet. Karina og Allan er fast medarbejdere- professionelle fagfolk, der er uddannet til at håndtere den socialt udsatte målgruppe, de sigter efter.
Men med flere brugere søger varmestuen også flere frivillige hænder.
- Vi vil rigtig gerne have frivillige, der kan hjælpe med indkøb og madlavning. Det vil være de primære opgaver. Man skal have lidt sans for det, så hvis man kan røre en god, brun sovs og smække en frikadelledej sammen, så er vi godt på vej, siger Karina, der tager imod hjælpen efter mantraet - jo flere, jo bedre.
Varmestuen
Kirkens Korshærs varmestue, er et tilbud for socialt udsatte mennesker, især misbrugere, hjemløse, psykisk syge og ensomme.
Varmestuen er et fristed, hvor man kan være sig selv, men også har mulighed for at mødes og have samvær med andre.
I varmestuen kan man mødes over en kop kaffe og der tilbydes hver dag mad til frokost.
Der er muligheder for samtale med en medarbejder, som også kan rådgive og hjælpe med kontakt til misbrugsbehandling, sagsbehandlere, sundhedstilbud m.v.
- Man kan komme og give en hånd så ofte, man vil og man skal kunne afsætte timer til at komme med højst 14 dages mellemrum. Og hvis man synes, det kunne være hyggeligt, kan man jo melde sig med en ven eller en veninde og stå i køkkenet og lave mad sammen. Det gør nogen af de frivillige på andre varmestuer - og har man lyst til en snak med brugerne, er det jo en win win for begge parter, siger hun, og minder om, at varmestuen er et harmløst sted.
- Der er intet farligt ved at komme til os. Vores brugere søger socialt samvær og ikke ballade. Hvis man er nysgerrig og vil se det an, er man meget velkommen til at kigge herud i åbningstiden eller ringe til mig, fortæller Karina.
Hun kan fanges på telefon 9117 7329 i tidsrummet 8 til 15.
Karina og Allan har af privathensyn ikke ønsket at fremstå med efternavne.