Annonce
Ugeavisen Odense

En dum uge blev pludselig meget bedre: 80-årige Jonna spredte solskin med en simpel gestus

Ros derudad. Det gør verden bedre. Foto: Annett Bruhn
Annonce

Jeg havde en lidt dum uge i sidste uge. En længe varslet fyringsrunde lagde en dæmper på gemytterne, gode kolleger blev bedt om at pakke deres ting, et par deadlines blev ikke overholdt og et nyt it-system drev gæk med os alle.

Det var sådan en uge, der gerne måtte ophøre snarere end senere og forsvinde ned i det dæmoniserede helvedeshul, hvorfra den var kommet.

Endelig bankede fredag på. En weekend er altid kærkommen, men lige præcis denne dag havde modtaget ekstra-lange, bedende blikke.

Da nedtællingen næsten var nået til vejs ende, tikkede en mail ind.

I den typiske fortælling om en periode belagt med dårligdomme, bliver lagkagen af ulykker altid toppet med et sidste sprøjt glasur af lort.

Men ikke i denne beretning.

Annonce

Befriende ros

Det gibbede en anelse i mit hårdt prøvede korpus, da jeg blot ud fra den korte, indledende tekst kunne konstatere, at det var en mail stilet direkte til mig.

Det kunne passende være en afsluttende lussing på en grim uge. En læser, der ville brokke sig. Der er jo altid noget at brokke sig over.

Jeg klikkede på mailen, så den blev forstørret i al sin herlighed.

I alt fire emojier placeret forskellige steder. Ingen af dem sure. To tommel op, en bredtsmilende smiley og en kuvert med et hjerte i.

Jeg anede slet ikke, at et sådan symbol fandtes.

Jeg lod nøje mit blik rasle ned over linjerne.

Derefter smilede jeg stort. Jeg kunne mærke en voksende varme brede sig i maven.

Det var ikke brok eller klager. Det var en rosende hilsen til mig. En læser, der gerne ville fortælle, at hun synes, jeg gør det godt.

Jeg læste højt for en kollega. Også hun blev glad. Alle journalister - selv de allerdygtigste på kloden - har fået skrald for deres arbejde.

Enkelte gange helt berettiget, men langt størstedelen af tiden på en baggrund, man kun kan ryste på hovedet over.

Vi er i et udsat erhverv. Ulig de fleste andre brancher bliver offentligheden indviet i vores processer. De ser fejlene. Slåfejl. Kommafejl. Småligheder i et ocean af artikler. Gransker man længe nok, skal der nok findes fejl og folk skal nok brokke sig.

Der er til gengæld langt imellem roserne.

Derfor smiler jeg stadig her flere dage efter, når jeg ser den mail.

Tusind tak skal du have, kære 80-årige Jonna, for at du gav dig tid.

Din mail er et bevis på, at selv en lille indsats kan gøre en stor forskel. Det har den gjort for mig og de mennesker, jeg har læst den højt for.

Som du skriver:

Der er ikke så mange pt., der roser nogen som helst. De fleste har nok i sig selv. Men du fortjener ros.

Lad os huske de ord og rose hinanden - der skal ikke mere end en lille solstråle til at flænse mørket.

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Midtbyen får ny bottleshop

Annonce