Annonce
Ugeavisen Øboen

Øboen mener: Et historisk øjeblik

Catrine Madelaire
Annonce

I fredags var der et historisk øjeblik på Langeland. I hvert tilfælde ifølge Susanne Albrechtsen, der er leder på Danahus Plejecenter. Alle plejehjemsbeboere i Langeland Kommune fik nemlig det længe ventet stik, så de fremover er langt bedre rustet i kampen mod Covid-19.

Lettelsen og glæden er forståelig. Ikke bare for de ansatte, men i høj grad også for beboerne. For med vaccinen er der nu håb forude om at kunne se venner og familie, at kunne genoptage aktiviteter i fællesskab, hygge sammen med de andre beboere og i det hele taget ikke være underlagt de strikse retningslinjer, som mange er ved at få nok af. Vi ved, at de er nødvendige, men sikke dog en lettelse det bliver, når vi kan tage lidt lettere på omgangen med hinanden.

Næsten alle beboerne på Danahus Plejecenter i Rudkøbing troppede fredag op i køen til de gæstende læger og sygeplejersker fra OUH. Kun to eller tre beboere havde takket nej til vaccinen, som var leveret af Pfizer BioNTech.

Det første stik tog Bjarne Guldager Watsham. Han havde glædet sig, for han savner lige som mange andre en mere normalt hverdag. For ham handler det om en hverdag med blandt andet musik, banko og muligheden for at se sine oldebørn. Og stikket skulle fejres sammen med hustruen samme aften. 

- Jeg håber, det her betyder, at der snart kommer til at ske noget igen, lød det fra Bjarne Guldager Watsham, der uden tvivl udtrykker et ønske, som mange andre også har.

Beboerne blev efter stikket overvåget i et kvarter for eventuelle bivirkninger.

Spørgsmålet om, hvornår de langelandske ældre på plejecentre kan vende tilbage til en normal hverdag er desværre ikke helt klart. Personalet på plejecentrene har ikke fået retningslinjer fra myndighederne om, hvornår de må slippe nogle restriktionerne, men håbet om, at de stille og roligt kan give slip og trække vejret lidt mere frit allerede om en måned eller to levede i fredags.

I takt med at vaccinerne bliver transporteret ind over landets grænser, stiger håbet og længslen efter at vende tilbage til det, vi kender fra før Covid-19. Ønsket om et nyt kapitel i fortællingen om kampen mod Covid-19 er stærk. Det skulle gerne være det sidste, men virusmutationer kan som bekendt betyde, at der skal tilføjes flere kapitler til fortællingen om, hvordan slaget mod Covid-19 blev vundet.  


Om ikke andet så lad os holde fast i, at fredag var et historisk øjeblik på Langeland. Og lad os holde fast i, at vi går mod lysere tider. Vi trænger alle til det.


Hvor godt beskyttet man er med de vacciner, der nu gives til de første grupper på listen, er uvist. Lige som det er uvist, hvornår der er vacciner klar til virusmutationer. Vi bør derfor ikke sætte næsen op efter at få et normalt liv tilbage lige foreløbigt, mener nogle, mens andre er mere optimistiske.

Uanset hvad mutationer vil byde os, så er det i den grad værd at glæde sig over, at vaccinen mod Covid-19 nu bliver rullet ud. Desuden giver det håb og en tryghed for mange, og det er tiltrængt. Og så er det vigtigt i en kold, mørk og for mange hård tid med alt for lidt social kontakt at huske på, hvad man vil genoptage i sit liv, når mulighederne kommer. Sådan kan man gå og glæde sig, og det har værdi i sig selv. Og hvem ved; måske bliver vi alle endnu bedre til at værdsætte og værne om kontakten med andre mennesker, når vi forhåbentlig snart kan se hinanden igen.

Om ikke andet så lad os holde fast i, at fredag var et historisk øjeblik på Langeland. Og lad os holde fast i, at vi går mod lysere tider. Vi trænger alle til det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Dødsfald på Langeland

Ugeavisen Øboen

Skoleleder på Langeland og kolleger gør klar til små elever: Få sammen og ingen undervisning på tværs af klasser

Annonce