Annonce
Ugeavisen Øboen

Øboen mener: Håb om købmand i Spodsbjerg lever i bedste velgående

Lokalredaktør Catrine Madelaire. Arkivfoto: Anna Stærbo. 
Annonce

Håbet om en købmand i Spodsbjerg lever efter søndagens succesfulde borgermøde i bedste velgående. Et slag på tasken fra arrangørerne var, at der mødte 180 mennesker frem den regnfulde formiddag for at høre om planerne for en ny købmand og for at vise sin opbakning til det ambitiøse projekt.

Det er forståeligt, at arrangørerne var tilfredse, for det er et flot fremmøde. Og det vidner om en stor opbakning i området fra både fastboende og sommerhusgæster og et stort ønske om, at det igen bliver muligt at handle dagligvarer i Spodsbjerg.

Som Jesper Holst og Anette Petersen, der for ti år siden flyttede til Spodsbjerg fra København formulerede det:  - Det var afgørende for os, at der var en dagligvarebutik, da vi besluttede os for at flytte. Og sådan er der uden tvivl rigtig mange, der har det. Det er afgørende, eller har en meget stor betydning, at man kan handle helt lokalt.

Derfor er det al ære værd, at en arbejdsgruppe allerede i maj, efter meldingen om at Dagligbrugsen i byen lukkede, gik sammen for at undersøge mulighederne for at stable en ny dagligvarebutik på benene.

Arbejdsgruppen består af Lars Kruse, der er næstformand for Spodsbjerg Borgerforening, Knud Erik Møller, der er kasserer i samme forening, og Jens Pedersen, der som bekendt er havnefoged på Spodsbjerg Turistbådehavn og medlem af Spodsbjerg Borgerforening,

Og det er al ære værd, at de bliver ved med at kæmpe. For resultaterne kommer ikke af sig selv. Der skal lægges mange timer i at få gjort idéen realistisk. Det nyeste skridt er, at arbejdsgruppen har stiftet et anpartsselskab. Det nye selskab vil så tegne anparter på 2000 kroner per part. På søndagens borgermøde kunne deltagerne finde papirer, hvor de kunne give tilsag om, hvor mange penge de vil støtte med.

Man er dermed nået langt i Spodsbjerg, og fortsætter gejsten og indsatsten - både fra lokalbefolkningen og fra arbejdsgruppen - er chancen for at nå målet stor. Men det kræver vedholdenhed.

I Gudme stod de for få år tilbage i samme situation.  I sommeren 2018 gik Min Købmand i Gudme konkurs, og Gudme stod derfor overfor en fremtid uden en dagligvarebutik. Her gik frivillige i gang med et genrejsningsprojekt, og det lykkedes at samle godt og vel 900.000 kroner ind via borgerlån, anparter og sponsorater. Allerede 5. oktober samme år kunne forretningen åbne igen.

En af nøglepersonerne i genrejsningsprojektet var en mand ved navn Flemming Pedersen. Han trak hårdt igennem for at få det til at lykkes og gjorde sig i den forbindelse en række erfaringer, som kan være værd at lytte til. For det første kræver det engagement, engagement og atter engagement at åbne en købmand. Heri ligger der i perioder mange timers frivilligt arbejde.

Han mener også, at erhvervserfaring er en god idé at have med ind i sådan et projekt. For det tredje må der ifølge ham ikke gå kaffeklub i det. Man skal ud over stepperne hele tiden for at nå i mål. For det fjerde mener han, at borgerne skal have dokumentation for, hvad deres penge går til. Der skal også hentes en god slat penge hjem, så man som arbejdsgruppe virker overbevisende. Og endelig mener Flemming Pedersen fra Gudme, at det er en god idé at besøge andre byer, der har været i samme situation.

Held og lykke til Spodsbjerg og rigtig god arbejdslyst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Fine skud af isfugle

Ugeavisen Øboen

Ørtings brevkasse

Annonce